18 juni 2014

Varsko på Ny Amagertorv

Den 24. oktober gik en honet borgerkone over ny Amagertorv, hvor hun af en kone ville købe nogle strømpebånd. En jødedreng, fordi hun ej ville købe af ham, gik hen og udlod sin urin langs op af hendes ryg, som næsten bedærvede en ny sort lystrings kåbe. Hun havde ikke opdaget det, hvis ikke en mand som holdt på torvet, var steget ned af sin vogn og havde fortalt hende denne uforskammede gerning, som hun ikke engang ville tro, før hun ret blev overbevidst derom. Da drengen så dette, løb han sin vej. Rygtet sagde, at han bor i Smedensgade i Vingårdsstræde hos sin mor, som de omstående folk sagde at han tit prygler.

Skulle en sådan lumpen og ondskabsfuld svinagtighed, hvis mage  ikke er hørt siden historien med den officer, der bevandede skrædderens lomme, være som jeg tror værdig til politiets undersøgelse, skal det meget glæde indsenderen, da han i så fald kan vente synderen afstraffet. I modsat fald ville han dog ikke undlade at advare sine medborgerinder for sådanne uforskammede drenge.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 444-445. [Estimeret dato: 3. november 1798])

Redacteurens Anmærkning

Smedens gang var en lille gade med indgang fra Vingårdsstræde. Den blev nedlagt i 1910 og lå der hvor Magasin nu ligger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar