(Indsendt.)
Ved i Deres så almennyttige blad at se så mange uordener påanket, og derved ofte hævet, kan jeg ikke undlade at gøre opmærksom på slagtersvendenes temmelig almindelige uforskammethed: På fortovene at fare deres truge lige i næsen af folk for således at nøde dem til at gå af vejen. Hvorvidt at slagtersvendene fortrinligt er tilladt at slæbe med deres truge på fortovene, erindrer jeg ikke så nøje. Imidlertid formoder jeg dog at de i det mindste må være underkastet fortovsrettens love.
Rigtig nok kan man for politiet angive en sådan person, men dette er ikke så let en sag. For hvor findes karlen? Og hvem er det? At kræve at politiet skulle kunne påse eller være til stede ved enhver lille uorden, var en urimelighed. Men jeg tror at når gode anordninger er udkommet og disse i det hele taget bliver påset overholdt fra politiets side, da bør publikum selv i enkelte of små tilfælde være sin egen dommer eller politimester. Fx når en skiden slagtersvend nøder et honet og velklædt menneske til at forlade fortovet, burde de omkringstående (ifald personen selv ikke tror sig i stand dertil) være ham behjælpelig at kaster monsieur Slagtersvend med samt sit trug ud på gaden. Men da vi danske nu af karakter er alt for ligegyldige eller ikke sammenholdende nok til at den svagere eller mere fredelige i så tilfælde tør stole på at få det fornødne medhold, lader han sig hellere insultere end udsætter sig for prygl, ja måske endog for hån af den omkringstående pøbel. - Jeg foreslår derfor et middel hvilket måske for en del kunne hjælpe til at afskaffe denne uorden. Nemlig at enhver slagtersvend skulle uden på sit trug have et nummer så stort og tydeligt påmalet at det til alle tider kan ses. Den fornærmede havde da med samt sine vidner blot nødig at se hen til nummeret, han kunne da uden at gøre videre alarm eller opsigt på gaden ved tid og lejlighed angive for politiet nummeret på den slagtersvend der ved sit forhold ikke alene havde fornærmet ham, men tillige tør trodse de offentlige anordninger.
Deres uforskammethed går endog så vidt og sikre tror disse grove folk sig, ustraffet at kunne insultere folk til trods for gode anordninger, at de ofte går to ved siden af hinanden med hver sit trug med kød på nakken, og således ganske bemægtiger sig fortovet. For enhver som ikke vil have sine fine klæder oversmurt af disse ikke renlige personer, eller ikke kan lide at få en smøre i ansigtet af et stykke blodigt kød eller en stank som ofte står uden for truget, må hurtigt retirere ud på gaden.
Om nævnte forslag vil være det bedste eller mest passende, må de ansvarlige bedre kunne bedømme. Det overlades derfor deres bedre omdømme om De vil antage samme eller ej. Enhver som har levet nogen tid, må vide hvad god virkning det har haft på hyrekuske og vognmandskarle at deres vogne blev nummererede. Skulle dette forslag om det iværksattes, ikke hjælpe, burde i det ganske forbydes slagterne at bære kød omkring i byen til salg.
(Politivennen nr. 100, Løverdagen den 29de november 1817, s. 1660-1663)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar