31 august 2015

En Meddelelse for Reisende.

(Indsendt)

I selskab med en bekendt kom indsenderen for nogle dage siden rejsende fra Roskilde med ekstrapost, bestemt her til København. Uden for Roskilde Kro holdt postillonen for at tage sig en snaps, jeg steg på samme tid af vognen og da postillonen efter et kort ophold ikke var vendt tilbage, trådte jeg ind i et værelse ved siden af skænkestuen. Efter nogle minutters forløb var postillonen beredt til at køre videre, dog lige som jeg ville gå ud for at sætte mig i vognen, trådte en mand, formodentlig en opvarter ind i værelset og afkrævede mig og min rejsekompagnon 24 skilling for vores ophold. Jeg faldt i største forundring over denne ublu fordring, da vi intet havde nydt og i en lang tarif over kroens drikkevarer etc. hæftet på muren, intet findes anført om denne genstand, nægtede derfor at betale de afkrævede 24 skilling. Imidlertid var værten eller kromanden kommet ind i stuen, gentog begæringen af sine 24 skilling, og det i en højst bydende og uanstændig tone da jeg vedblev at gøre indvendinger mod betalingen, og overøsede mig med skældsord og grovheder da jeg anmodede ham at mere anstændigt og høfligt. Jeg vil ikke heller undlade at anføre at kromanden troede sig højligt fornærmet over at jeg havde tiltalt ham i tredje person i singularis, med han, da han foregav at være officer, men nægtede at navngive sig. Karlen uden for kroen svarede mig også på mit spørgsmål hvem hans husbond var, at jeg selv kunne spørge manden derom. Da jeg ingen anden udvej så for at beskytte mig mod uartigheder og at fortsætte min rejse, fandt jeg mig nødsaget til at betale de nævnte 24 skilling. Men kunne ikke få noget skriftligt bevis for samme, uagtet jeg forlangte sådant. 

Selvom jeg agter at tilmelde politiet kromandens opførsel og jeg derpå tør imødese en påkendelse om føje tid, så har jeg dog villet gøre publikum bekendt med denne hændelse, hvorved i det mindste dette kan opnås at andre kan vogte sig for sådanne uvilkårlige kontributioner.

(Politivennen nr. 206. Løverdagen den 11de December 1819, s. 3304-3305, 3307) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar