I det i mangfoldige henseender særdeles nyttige blad "Politivennen" er i sammes nr. 157 blandt uordener påanket at i begge julehelligdagene var fortovsrendestenen ud for nr. 207 på Kongens Nytorv oversvømmet af blodigt vand og opfyldt med andre uterligheder fra det slagterudsalg som findes i porten på nævnte sted, hvorhos ytres at vedkommende burde påtales at feje og udskylle rendestenen og porten, også uden for samme, og ikke lade sådant blive liggende til væmmelse og ækelhed for de forbigående. Da nævnte uorden sandsynlig skal tilregnes mig fordi jeg har haft udsalg af kød i nævnte port, så anser jeg det for ufravigelig pligt at oplyse at jeg ikke siden 20. november f. å. har benyttet berørte port, i hvilken ikke fra den tid har eksisteret kødudsalg, og følgelig er både jeg og enhver anden af mine laugsbrødre aldeles fritaget for delagtighed i den anmeldte uorden, hvilken desuden ingenlunde kunne foranlediges af et renligt kødudsalg der aldrig på det sted har været forbundet med slagtning.
Årsagen til den væmmelige uterlighed må altså nærmere undersøges, og meget ønsker man den offentlig bekendtgjort gennem dette blad fordi slagterne dog ikke altid skal lide under den vel almindelige, men langt fra altid ubegrundede tanke at alene de forårsager urenlighed.
Cordt Stauvning.
Slagtermester.
* * *
Det er udgiveren aldeles ubekendt om hr. Stauning eller hvem ellers har skyld i den påankede uorden, ligesom det næppe bliver hans pligt at foranstalte undersøgelse desangående. Men at sagen forholder sig aldeles således som den er fortalt i nr. 157 vil og kan han når forlanges bevise med 3 vidner.
(Politivennen nr. 158, Løverdagen den 9de Januari 1819, s. 2555-2557)
Redacteurens Anmærkning
Kongens Nytorv 207 blev 1904 sammenlagt med andre matrikler i matrikel 376, Kongens Nytorv 8 A-B, Store Kongensgade 14.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar