Anmelderen kom sammen med familie fra Ullerup By på Amager til Amagerport efter 1 3/4 timers lang spadseretur, og blev højlig forundret ved at erfare at det blev forbudt gående at passere porten på det tidspunkt da alle natvogne passerer samme og den desårsag stod åben nemlig kl. 12. 5 minutter. Forgæves henvendte tre borgere og bosiddende mænd af staden sig til den vagthavende officer, og anmelderen fandt det overdrevent at spilde sin betakkenhed på følesløshed da der iblandt 20 ventende personer var en aldrende kone der efter at have tilbagelagt 1½ mil alligevel måtte finde sig i at tage kvarter uden for barrieren hvor hun med de øvrige blev opvartet med natvognens desmerlugt og karlenes hån. Ikke desto mindre troede anmelderen at al passage var stoppet for at forebygge toldsvig, men fandt sig meget forundret ved at finde en toldbetjent hele natten på sin post uden at have noget at efterse, da han vist nok lod alle natvognene passere. Altså tager anmelderen sig den frihed at spørge: når ingen undtagen natvognene må passere, hvorfor skal der da være nogen toldbetjent ved Amagerport fra 12 til 3.30 slæt? og når der er en toldbetjent, hvorfor må da ikke enhver passere porten da den alligevel står åben? Jeg vil kun anmærke at jeg fredag den 14. juli passerede samme port kl. 1½ slæt om morgenen uden engang at blive tiltalt af enten skildvagter eller andre, med undtagelse af den vagthavende toldbetjent som undersøgte vognen. Ligeledes må jeg gøre politiet opmærksom på at jeg så flere køre med natvogne blandt hvilke adskillige kørte med deres fulde ladning i fuld karriere genne Christianshavns gader så at folk ikke alene derved kunne komme til skade, men blive såvel i gaderne overstænket med skarn ved vognenes heftige slingren. Burde ikke vægterne pålægges at forebygge sådan uorden?
(Politivennen No. 239, Løverdagen den 29de Julii 1820, side 3865-3867).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar