03 november 2015

Bøn om et Axel-Torv i Præstøe.

Det er meget besynderligt at købstaden Præstø på Sjælland ikke endnu har noget torv da der dog for nogle år siden taltes så meget derom og en plads blev bestemt dertil, ja nogle byggede endog der i den tanke at et torv der skulle holdes. Manglen af et torv er meget ubehageligt for ubehageligt for byens indbyggere da mange af disse må betale et bud for at indkøbe de første fornødenheder hos landmanden der da også holder sine varer i høj pris når de søges i hans eget hus. Når et torv blev anlagt, mener man at ville derved få følgende fordele:

1) Landmanden ville kunne afsætte sine varer i byen og behøvede ikke at sælge dem til de såkaldte hønsekræmmere eller rejse andet steds fx til København dermed.

2) Ved den større konkurrence af varer ville byens indbyggere kunne få deres fornødenheder for en tålelig pris i byen selv, og behøvede ikke at lønne et bud til for større betaling at købe disse langt fra byen.

3) Ville en større sum flyde i hans majestæt kongens kasse for konsumtion af de til byens indførende og på torvet udsælgende varer.

Dersom disse grunde ikke måtte synes aldeles uvigtige, håber man at byens øvrighed vil bidrage til at Præstøs indbyggeres ønske i denne henseende snart måtte opfyldes.

(Politivennen nr. 316. Løverdagen den 19de Januar 1822, s. 5074-5075).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar