18 april 2018

Marinecorpsmænd flygtet. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags deserterede 9 Mand af Marinecorpset fra forskjellige Casserner, og deriblandt 2 fra Sygestuen. I Mandags vare de endnu ikke paagrebne. Ogsaa en Commandeersergeant deserterede nylig og havde tillige forledet sin Broder, som er Underofficier, og en Soldat, til at følge med. Han medtog 34 Rdlr. af Lønningspengene. Alle tre ere blevne arresterede i Sverrig.

To Marinere, som i de sidste Uroligheder imellem adskillige af Søetatens Folk og endeel af Marinercorpset, havde Vagt paa Gammelholm, vilde gribe deres Geværer, og tage Deel i de Uordener, som deres Cammerater foranledigede. Ved en Garnisonsdom bleve de for denne grove Forbrydelse dømte til at hænges, men Hs. Majestæt Kongen formildede denne Dom til to Dages Spidsrodsløben, 8 Gange hver Dag, og Arbeide paa Kjøbenhavns Fæstning for Livstid. I Dag have de maattet gaae 8 Gange, og i Morgen skulde de ligeledes gaae 8 Gange, og derpaa føres til Slaveriet. 

(Nyeste Skilderie af København, nr. 83, 28 Julii, 1807)

Denne notits stod også i Dagen 3. august 1807

Ingen kommentarer:

Send en kommentar