Ved De hvor Vestre Kirkegård ligger? - Ikke, ja, det vidste jeg indtil for kort tid siden heller ikke. Når De går ud ad Sorte Hest til (Vesterbro) kommer De til Enghavevej på venstre hånd, når man da bliver ved en halv times tid at gå videre langs Kalvebod Strand, sér De en vejviser til ovennævnte uhyggelige hvileplads for de døde. Ved indgangen findes en tavle med de almindelige regler for ordenens overholdelse og angående pladsens åbning og lukning. Sidstnævnte bestemmelser må være fremtiden forbeholdt, for nu kan man uden at generes af nogen indhegning køre, ride og gå hvor man lyster, for adgangen er åben til alle sider. Man taler om at ligge i åben begravelse, det kan man med rette kalde det her.
Trækorsene overalt vidner om, at denne er de fattiges kirkegård. Grave uden nogen som helst prydelse er meget almindelige til trods for, at kirkegården er 10 år gammel. Det såkaldte kapel er et træskur, der egnede sig bedre for en brændehandler. Hertil kommer at afstanden fra byen er så stor, at man yderst vanskelig kan holde sit gravsted vedlige. Der går ingen sporvogn derud, og en droske er dyr.
Som modsætning til ovennævnte uhyggelige sted, hvor de fattige blive satte ned i en fællesgrav, kiste ved siden af kiste i lange rækker, som først blive kastede til, når rækken er fuld, vil jeg nævne den af Frederiksberg Kommune anlagte ny kirkegård ved Fasanvejen (ud ad Roskildevej mellem Frederiksberg Have og Valby). Gjorde Vestre Kirkegård et uhyggelig og uskønt Indtryk på dem, der for at spare nogle få Kroner, eller i uvidenhed om de stedlige forhold, lægger deres slægtninge derud, for ikke at tale om slægt og venner, der foretager denne rejse for at følge deres nærmeste til jorden, - ja for dem vil det være velgørende at tage ud til Fasanvejen hvor alt vidner om orden og skønhedssans.
B-r.
(Social-Demokraten 26. juli 1881.)
Kirkegården på Frederiksberg er Solbjerg Kirkegård, der var blevet anlagt i 1865, altså 5 år før Vestre Kirkegård. Kirkegården er under omdannelse til park, og hedder nu Solbjerg Parkkirkegård.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar