Da "Bøffen" besejrede "Bananen"
og Bananen maatte opgive i Kallundborg.
I disse Dage er det 25 Aar siden det meget omtalte Væddeløb "Sjælland rundt" mellem "Bøffen" og "Bananen" - Carl Hector og S. Breckvoldt - udkæmpedes.
Begivenheden vakte kolossal Opsigt, ogsaa indenfor Datidens Sportskredse. Overalt diskuterede man Chancerne i det 52 Mil lange Løb, Kødspiserne akcepterede i overstrømmende Optimisme Væddemaal paa op til 5 mod 1 paa Hector, og Vegetarianerne var lige saa sikre paa en Sejr for Grøntsagerne. Bølgerne gik højt i de to Lejre, og Ekkoet naaede selv til Udlandet, hvor man ved daglige telegrafiske Meldinger holdt sig underrettet om Stillingen paa de forskellige Etaper.
Løbet blev en straalende Triumf for Bøffen Carl Hector. Omskrivende Ordsproget til: Selv om du ogsaa har det i Benene, kan du ogsaa godt have noget paa Hovedet, bar han under hele Løbet en Stanleyhat. Takket være denne Talisman fuldførte han den 52 Mil lange Rute paa mindre end fem Dage, mens Bananen paa Grund af hovne Føder maatte opgive ved Ankomsten til Kallundborg;
I København blev "Bøffen" modtaget med larmende Ovationer og efter Løbet opstod en enorm Hause i Bøffer - og Byens Slagtermestre viste deres Taknemmelighed over Sejrherren ved at invitere ham til Fest paa Kvægtorvet, hvor han fik overrakt en Sølvpokal.
(Kallundborg Avis 27. juni 1933)
Dagbladet "Politiken" arrangerede løbet der var på 52 mil i juli 1908. Ved 50 årsdagen var kun den da 71-årige Carl Hector stadig i live. Han medgav ved den lejlighed, at hans modstander var langt ældre, og desuden løb i solheden, mens han selv kun løb i de kølige aftentimer. Hector var dengang 21 år, mens "Bananen" var 42. Hector løb i øvrigt ikke, men gik i tyksålede støvler med hæle. Bananen løb i lette, tyndsålede sko. Breckvoldt havde på daværende tidspunkt været vegetar i 10 år, og ville bevise vegetarismens overlegenhed. Han levede af æbler, bananer og vand under hele tiden, mens hans modstander spiste kød.
Der er i nyere tid skrevet artikler (fx Per Jørgensen: Kampen mellem Bananen og Bøffen. Krop, Kost og sundhed primo 1900) og lavet podcast om selve løbet. Ligesom løbet lagde navn til en stumfilm med titlen "Bøffen og Bananen"i 1913. Med selveste Gissemand (Holger Pedersen). Men der er også mere til historien en dette løb.
I de følgende år udfordrede Breckvoldt kødspiserne flere gange. I 1912 forsøgte Bananen sig med et lignende løb (kapgang) på 56 mil. Denne gang med en amerikansk fru Humphries. De ankom i skøn samdrægtighed. Fruen havde i øvrigt kun spist 2 bøffer, og roste Breckvoldt og vegetarismen.
En dansk Sportmand der tilbyder at æde Bakterier.
Breckvoldt vil sluge Tyfus - eller Kolerabaciller.Et interessant Forsøg. Naturhelbredelsen. En Lægmand om Lægerne.
S. M. Breckvoldt.
De kender Breckvoldt, den saa ofte omtalte vegetariske Sportsmand, der har agiteret og eksperimenteret for at slaa til Lyd for den vegetariske Kosts Fortrin overfor Kødmaden. Sidst tog Breckvoldt en tur som Fyrbøder med Østasiatisk Kompagnis "Tranquebar" ud til Østen. Han har Attester for af han kun fik udleveret Brød og Frugt som sin Foder paa Turen, at han udførte Arbejdet til fuldstændig Tilfredshed, og at han var sundere og raskere end nogensinde, da han kom hjem fra den.
Men man kender ikke Breckvoldt, naar man tror, at han nu vil ligge stille. Han, som er Ild og Krudt, naar der er tale om Vegetarismen. Den giver Menneskene det, der er det vigtigste af alle Goder: et kraftigt, modstandsdygtigt Legeme, som Sygdommen gaar saa langt udenom som en Indbrudstyv om en Politibetjent. Ja modstandsdygtigt Her er vi ved Breckvoldts sidste:
Han tilbyder at sluge Sygdomsbaciller: Kolera Tyfus eller en anden djævelsk Slags Baciller, netop for at vise, hvor modstandsdygtigt hans Legeme er overfor Sygdomsbringerne.
Man maa forstaa, at dette ikke er Spøg, men rammende Alvor. Hr Breckvoldt stiller sig selv til Raadighed sum Forsøgskanin. Han antager, at han kun vil blive let inficeret af Sygdomspirerne og han vil ved en Naturhelbredelses-Metode - Diæt og Vandkur - hurtigt ryste Sygdommen af sig igen. Hr. Breckvoldt, der som sagt har eksperimenteret med sit eget Legeme mener, at Lægerne ikke er fuldt paa det rene med Naturhelbredelses-Metoden eller i hvert Fald agter den for lidt. Til dem er det da han siger: Værsgod, prøv engang med mig. Giv mig for Eksempel en Tyfus paa Halsen, og jeg skal vise, at jeg kan faa den væk i en Fart
Man kan ikke nægte Forsøget vilde være Interessant; men Spørgsmaalet er Kan det iværksættes? Tør Lægerne gøre det? Breckvoldt tør det, det er i hvert Fald sikkert.
Man ved, at der fornylig blev gjort et Forsøg ude paa Rudolph Bergs Hospital, hvor en Læge prøvede at lade Gonokokker indpode i Armen. Man hørte imidlertid ikke noget nærmere om sagen, det var formodentlig ogsaa kun en Prøveballon. Men Forsøget med Vegetaren ville være endnu mere vidtgaaende, da det drejer sig om at konstatere en bestemtd Ernæringsmetodes Hærdning af det menneskeliger Legeme.
(Aftenbladet (København) 14. januar 1914).
Både dr. Madsen på Seruminstituttet og kommunelæge og vegetar Michael Larsen afviste at gøre et sådant forsøg. Han foreslog i stedet Breckvoldt at forsøge sig udenlands.
Da Breckwoldt fik Pokalen.
Som omtalt vilde "Bananmændene" i Vegetar Klubben "Tagore" hædre den gamle Vegetar Brechwoldt ved Fortunløbet. Det skete ogsaa Den gamle rapfodede Gullerod- og Bananspiser fik overrakt Sølvpokalen af selve Generalmajor Castenskjold, der udtalte:
- Baade De og jeg, kære Breckwoldt, er jo lidt ældre Herrer men vi kan jo da Gudskelov endnu være med til at tage en Tørn.
Dog maa jeg sige, at jeg ikke vilde have været i Stand til at gøre Dem denne Løbetur i Dag efter; men jeg spiser ogsaa andet end Grøntsager. Maa jeg ønske Dem til Lykke med den smukke Præstation.
Og saa fik Breckwoldt Tagore Sølvpokalen med de lueforgyldte Bananer og med Inskription: I Sommersol, i Vinterfrost, Bananen er den bedste Kost.
(Aftenbladet (København) 16. marts 1925).
"Bananen" og hans søn - Helge og Sofus M. Brechwoldt løber tur i Dyrehaven. På daværende tidspunkt mere end 60 år. Aftenbladet (København) 17. januar 1927.
Sønnen Helge Johan Anthon Damm Breckvoldt (1903-1970?) var sølv- og guldsmed og atlet (IF Sparta). Han vandt sølv ved de danske mesterskaber på 10.000 meter 1925. Søsteren Eli Damm Breckvoldt (1895-?) var en af de første kvinder, der stillede op til løb. Hun var desuden skuespillerinde og kabaretsangerinde på Casino i 1920'erne. Familien var vegetarer.
"Bananen" kan selv.
I København findes en rask ung Mand paa 65 Aar, som vi præsenterer ovenfor. Han hedder Brechwoldt, er ivrig Forkæmper for Vegetarianerne og en ivrig Sportsmand. I adskillige Aar har han deltaget i det aarlige Frederiksborgløb, 33 km. Han har hvert Aar besat Pladsen som Jumbo, men Københavnerne har hyldet ham og forkælet ham, fordi han i det hele taget gennemførte Løbet. Men i Aar ønskede "Sparta" - uvist af hvilken Grund - ikke at have Brechwoldt med, selv som Jumbo, og han blev lukket ude fra Løbet. "Bananen", som hans Kælenavn er, blev gnaven og sagde: Vil I ikke have mig med, saa kan jeg selv. Og Dagen før det store Frederiksborgløb startede han fra Hillerød og løb de 33 km i ca. 3½ Time. Han løb alene, men ledsaget af en Mængde Cyklister. Han blev modtaget med Leveraab, da han kom til Stadion i København.
(Fredericia Social-Demokrat 20. august 1930).
"Bananen hyldes paa Aalborg Stadion.
En Hædersaften for den gamle Idrætsmand S. M. Breckwoldt.
---
Hvis Slagtermester Randrup havde været paa Aalborg Stadion i Aftes havde hans Teori om Bøffens fortræffelige Egenskaber sikkert faaet et uhyggeligt Grundskud ved at se den herlige gamle "Banan", Sportsmanden, Vegetaren, Afholdsmanden, Antirygeren S. M. Brechwoldts smidige Skikkelse flugte over Maallinien efter et Løb paa 2200 Meter med en Slutspurt, der tog Vejret fra det tusindtallige Publikum og fremkaldte en Torden af Bifald og Hurraab. S. M. Brechwoldt, eller som han bedre er kendt "Bananen", skal efter sigende være 66 Aar. Troede man ikke inderligt paa det højtærede Idrætsudvalgs Sanddruhed, vilde man ryste overbærende paa Hovedet. - En 66-aarig Mand, værdig til Aldersrente og det hele, med saadan en Spændstighed og saadan en Krop - nej, den Fødselsattest er vist nogle Dage for gammel. Og saa er det netop lige det, den ikke er. "Bananen" er, siger og skriver 66 Aar, og hans blændende Smidighed, hans fænomenale Udholdenhed og hans ungdommelige Skikkelse er ikke opnaaet ved Steinack- eller Bratbjergkunster, men ved en maalbevidst, daglig og ihærdig Legemskultur, en Træning som alle og enhver er i Stand til at gennemgaa.
Rørdals og Kommunens Opgør
Det blev selvfølgelig den gamle Idrætsmand, der satte Præget paa hele Stævnet i Aftes Trods Regnen strømmede Folk til i Tusindvis, og da "Bananen"s graanende Isse viste sig paa Banen, var der samlet mellem 4 og 5000 Mennesker.
---
(Aalborg Amtstidende 31. juli 1931. Uddrag).
På sine gamle dage dansede Breckvoldt folkedans og meldte sig ind i Dansk Vandrelaug.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar