07 marts 2022

Kapsvømning for Kvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Præstationer i Svømning og Kapsvømning. Det vil mulig erindres, at Svømmelærerinderne Jutta og Carla Johnsen i Sommer begyndte en Svømmeskole paa Christiansro i Taarbæk. Flere Pigebørn og unge Damer have deltaget deri, og mange Mødre vare betænkte paa at ville lade deres Børn begynde paa Svømningen, saasnart Vandet blev varmt nok dertil. Varmen lod desværre længe vente paa sig, hvorfor saavel Lægerne som Forældrene vare ængstelige for at lade Børnene begynde. Da Varmen endelig indfandt sig, var Sommeren allerede saa langt fremskreden, at flere Familiers Ophold paa Landet snart var udløbet, og dette gjorde, at endog en Del af de Elever, der vare indmeldte, slet ikke kom til at begynde. Trods den for Svømningen i høi Grad ugunstige Sommer har Fremgangen været meget god, idet flere af Eleverne, der aldrig tidligere have prøvet paa Svømning, i den korte Tid have bragt det til at svømme en Strækning af indtil et Par Hundrede Alen uden Hjælp, hvilket efter enhver Sagkyndigs Dom maa ansees for et i alle Henseender særdeles tilfredsstillende Resultat. Indtægterne have imidlertid langtfra ikke dækket Udgifterne, og for at bøde herpaa agtede to Svømmelærerinder Søndagen den 8de d. M. at give en Præstation i den høiere Svømmekunst i Forening med en Kapsvømning, hvori enhver Svømmelærerinde fra andre Badeanstalter, hvor der meddeles Svømmeundervisning for Damer, frit kan deltage, naar der herom flere Anmeldelse inden Lørdag den 7de Septbr., Eftermiddag Kl. 7, til Hr. Løitnant Johnsen, som bor i Svanegade 11, Hjørnet af Grønlandsgade. Præmien for for den bedste Svømmerske er 25 Rd., og en Komite af bekjendte Fagmænd vil blive valgt til Bedømmelsen. Det er at formode, at Svømmelærerinderne ville gribe den Lejlighed, der her tilbydes dem, til at give Publikum et Bevis paa, at dets Børn ere i gode Hænder ved Svømmeundervisningen. Maalet for Kapsvømningen er imellem 200 og 300 Alen. Stedet, hvor Svømningen vil foregaa , der velvillig er overladt af Eierne, Dhrr. Høiesteretsadvokat Brock, Godseier Hage og Grosserer Petersen samt Badeeierinde Madame Jakobsen, er Skrænten i Ny Taarbæk, skraaes for den Indkjørsel til Jægersborg Dyrehave, der kaldes Trepilelaagen. I Tilfælde af ugunstigt Veir vil Svømmepræstationen blive udsat til Søndagen den 15de d. M.

(Dags-Telegraphen 6. september 1867)

Kapsvømning. Til Kapsvømningen igaar ved Taarbæk havde der ikke meldt sig andre Concurrenter end Svømmelærerinderne Jutta og Carla Johnsen, af hvilke den Sidstnævnte blev Seierherre med et Forspring af 5-6 Alen. Den Strækning, der svømmedes imod Strømmen, var lidt over 200 Alen, og tilbagelagdes i ca. 4 Minuter. Paa Tilbageveien viste Lærerinderne deres store Færdighed i de forskellige Svømmekunster. Paa Torsdag vil der sammesteds igjen blive giv et en saadan Præstation.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. september 1867).

Præstationerne i Svømning og Kapsvømning af Svømme-Lærerinderne Jutta og Carla Johnsen fandt efter Bestemmelsen Sted i Søndags Eftermiddags Kl. 4 ved Skrænten i Ny Taarbæk og overværedes af ca. 4-500 Mennesker, der med Interesse fulgte Præstationerne. Først foretoges en Kapsvømning paa lidt over 200 Alen, i hvilken imidlertid kun de to ovennævnte Søstre deltog, da der ikke havde meldt sig andre Svømmelærerinder. Carla Johnsen naaede først Maalet, men var, da hun naaede det, kun ca. 10 Alen foran Søsteren Jutta. Derefter gav begge Søstrene en Præstation i den høiere Svømmekunst, ved hvilken Leilighed de begge viste sig som udmærket dygtige Svømmersker, medens de samtidig ved deres Øvelser godtgjorde, at Forældre med Rolighed kunne overlade dem at lære deres Børn at svømme. Den i Forhold til den fremrykkede Aarstid og det kun 13 Grader varme Vand temmelig langvarige Præstation varede ca. 25 Minuter.

(Dags-Telegraphen (København) 10. september 1867).

Efter den vel skuffende svømmekomkurrence forsøgte søskendeparret sig med annoncer, her fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 12. september 1867. En anden og sidste kapsvømning blev annonceret den 14. september til at skulle foregå den 15. september 1867. Om disse to kapsvømninger har det ikke været muligt at finde noget i aviserne.

En alen var omkring 0,63 m. Så "et par hundrede alen uden hjælp" svarer altså til fra ca. 60 til 120 meter. Kapsvømningens længde på 200 alen svarer til ca. 125 meter.

Trepilelågen - eller i dag Trepile Port - er indgangen til Dyrehaven fra Strandvejen via Trepilevej nord for Taarbæk.

Søstrene Johnsen havde sammen med Vilhelm Johnsen et "Institut for Legemsøvelser for Pigebørn" på Bredgade nr. 38 for "dannede pigebørn". Også små drenge "på særskilte partier" kunne få undervisning. De to søstre underviste også de følgende år forskellige steder, fx 1869 ved den nye badeanstalt ved Langelinje, i 1871 på Bechs Badeanstalt på Strandpromenaden nr. 1 og badeanstalten Venedig ved Kalvebod Strand. I december 1869 optrådte de på "løbemaskiner" (velocipede) i salonen "Figaro" på Vesterbro 23 (se indslag om "Valencia" andetsteds på bloggen. Noget som ellers voldte mange så store bryderier. Endnu i 1886 optrådte Jutta Johnsen Michelsen i annoncer for undervisning på Strucks Badeanstalt, Skodsborg ved Trepilelågen og fru Marchers Badeanstalt, Ny Taarbæk.

Fotograf Lars Peter Elfelt (1866-1931): Taarbæk. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1903 åbnede Sophie Fønss (1856-1925) på Taarbæk Strandvej 84 "Pension Fønss" i Christiansro med 40 elegante værelser, en stor rummelig spisesal med veranda, en hyggelig dagligstue og kaffesalon. Det lukkede i 1963 og blev indtil nedrivningen i 1979 anvendt af Taarbæk Kyst Kollegiet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar