Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter holdt Møde igaar Aftes Kl. 6, hvori bl. A. foretoges Følgende:
- - -
Derefter foretoges 2den Behandling af Magistratens Forslag om Oprettelsen af et Internat i Skolebygningen paa Blegdamsvejen. Forelagets 2den Behandling blev for nogen Tid siden udsat af Hensyn til et Forslag fra Inspektøren før Opdragelsesanstalten paa Brønsholmsdal om at anbringe en Del Børn fra Kommunens Skoler i denne Anstalt.
- Borgmester Hansen havde sammen med Skoledirektøren besøgt Brønsholmsdal, der dels er en Lemmestiftelse for ældre Personer, dels en Børnestiftelse. I denne sidste er der for Tiden 20 Piger og 30 Drenge, der for Størstedelen hørte under Fattigvæsenet. Behandlingen synes at være god, og Anstalten at virke heldig. Dersom der var Tale om at anbringe Børn for bestandig paa et saadant Sted, vilde der være Grund til at tage det gjorte Forslag under Overvejelse. Men dette er jo ikke Tanken med Internatet, og hverken han eller Skoledirektøren tror, at det vilde være heldigt at anbringe de Børn, her er Tale om, paa denne Anstalt. Opholdet der vilde tildels blive en Rekreation for Børnene. Stiftelsens Inspektør udtalte iøvrigt, at han ved sit Forslag ikke havde tænkt paa Børn, der kan midlertidig skulde anbringes i Internat. Han maatte derfor anbefale at gjøre et Forsøg med det foreslaaede Internat i Blegdamsskolen.
- Olsen fandt det utilraadeligt, at anbringe Internatet i Blegdamsskolen, og det saa meget mere, som der vilde blive snarlig Brug for denne Bygning til anden Anvendelse, da der trængtes til større Plads for Skolerne paa Nørrebro. Han vidste, at man tænkte paa at indrette en Klasse til i Skolen paa St. Hanstorv, men dette vilde kun hjælpe en kort Tid. I Skolen paa Blegdamsvejen vilde der være Plads til en halv Snes Klasser, og han vilde derfor finde det uheldigt at berøve sig denne Lejlighed til at faa en betydelig udvidet Skoleplads, medens man vistnok kunde finde et andet Sted til Internatet. Han vilde derfor tilraade at standse 2den Behandling og nedsætte et Udvalg til at overveje Sagen.
- Hommel støttede dette Forslag. Blegdamsskolen var ikke nogen heldig Bygning til et Internat, og hvis man kunde undvære det et Aarstid endnu, hvad man vel kunde, vilde han finde det rigtigere at opføre en særlig Bygning paa en af Kommunens Grunde ved Hellerup.
- Thorup tilraadede foreløbig at gaa ind paa det Forslag, der var gjort af Inspektøren paa Brønsholmsdal.
- Borgmester Hansen indrømmede, at der snart vilde mangle Plads i Nørrebros Skoler; men han kunde dog ikke derfor finde det rigtigt at skyde Internatet tilside. Den Forandring, Olsen talte om ved Skolen paa St. Hanstorv, vilde afhjælpe den tilstedeværende Trang, og der kunde endnu foretages en yderligere Udvidelse i denne Skole, som altid vilde være bedre end en Filialskole. At opføre en særlig Bygning til Internat vilde være temmelig kostbart, og man havde endnu ingen Erfaring med Hensyn til, hvor stort Internatet skulde vært, men maatte famle sig frem. Han kunde ikke have Noget imod, at Forsamlingen nedsatte et Udvalg, men vilde dog gjøre opmærksom paa, at det var ønskeligt at kunne faa Internatet indrettet til det nys Skoleaars Begyndelse.
- Kayser støttede Olsens Forslag, da det vilde være betænkeligt at berøve sig Bygningen paa Blegdamsvejen til Siolelokale.
- Brix var tilbøjelig til at stemme for Magistratens Forslag, men troede dog, at det efter de fremkomne Udtalelser vilde være heldigt at overveje Sagen i et Udvalg.
- Thomsen fandt Lokalerne i Blegdamsskolen uheldige til det paatænkte Internat; ved at anvende den dobbelte Sum end de foreslaaede 10 000 Kr. vilde man vistnok kunne faa en Bygning, som man kunde vare tjent med. Han støttede derfor Olsens Forslag, hvilket ogsaa anbefaledes af Wienberg.
- Olsen foreslog, at det blev et kombineret Udvalg; men dette fraraadede Borgmester Hansen, hvorfor Olsen tog dette Forslag tilbage og foreslog et Udvalg paa 3 Medlemmer, valgt af Forsamlingen. - Dette vedtoges enst. Til Medlemmer af Udvalget valgtes Hommel, Kayser og Olsen.
- - -
(Fædrelandet 25. maj 1876. Uddrag. Afsnit tilføjet for læsbarhedens skyld).
Hr. Redaktør! Jeg er en fattig Mand. dog ikke saa fattig som Anders Nicolaisen (den røde Anders kaldet) af Øllerød, der, da Birkedommeren i Hillerød forkyndte ham en Dom paa 10 Dages Fængsel paa Vand og Brød, glad udbrød: "Gud velsigne Dem, Hr. Dommer! Gud velsigne Dem; hjemme har jeg aldrig andet end Vand og Kartofler", ti forleden fik jeg dog Raad til at købe mig en Spegesild til mine Kartofler og De kan tænke Dem min Glæde, da jeg opdagede, at Silden var indsvøbt i et meget værdifuldt Papir. - Jeg ser allerede i Aanden, hvorledes endel af mine Læsere udbryde: "Det har bestemt været Lotterisedlen, hvorpaa den store Gevinst faldt forleden !" Nej, mine Ærede; Pengeværdi indeholdt den just ikke, men derimod en meget værdifuld Oplysning. Det gamle Avispapir indeholdt et Brudstykke af Borgerrepræsentations Forhandlinger, angaaende Anskaffelsen af en Bygning til et "Internat". En af Repræsentanterne (hvad han hed, saa jeg ikke, da det som sagt kun var et Brudstykke af Forhandlingerne, jeg nød den Lykke at blive bekendt med; det ved han nok selv bedst). Nok! en af Repræsentanter fraraadede at købe "Brøndsholmsdal" paa Grund af "at den blev saa godt bestyret", og at hele Repræsentationen har fulgt Manden tvivler jeg ikke paa, da det jo vilde være altfor forskrækkeligt, hvis en eneste af de Skamstøtter forsvinde, som Storborgere og Storbønder har rejst trindt om i Landet under Navn af "Arbejds- og Tvangsarbejdsanstalter".
Hvorledes "Brøndsholmsdals Arbejdsanstalt" fortiden bliver bestyret skal jeg ikke indlade mig paa at kritisere, men et Par uomtvistelige Kendsgerninger vil jeg kun omtale, nemlig: at Beboerne i de Sogne, der har bekostet og er underlagt bemeldte Anstalt, klager gudsjammerligt over de enorme Summer, der nu, mere end før, inden man oprettede Arbejdsanstalten, maa svares i Fattigskat; Talen er om flere Tusind Kroner til hvert Sogn.
En anden Kendsgerning er det, at et Fattiglem for nogle Aar siden mørbankede Inspektør Johansen (Anlæggeren af det første Damkøkken her i Byen) saaledes, at han maatte holde Sengen og som Grund angav, at han led Mangel paa Levnetsmidler og sultede.
Jeg antager imidlertid, at Borgerrepræsentationen har indhentet denne værdifulde Oplysning enten hos Hr. Kammeraad Christensen paa Hirtsholm eller muligvis hos Inspektøren selv. Hr. Johansen paa Brøndsholmsdal. J S.
(Social-Demokraten 20. juni 1876).
Bygningen fra 1803 er en af de oprindelige bygninger fra Den militære Klædefabrik på Brønsholmsdal (klædefabrikant Johan Conrad Scheidtmann). Fabrikken lukkede i 1818 og bygningerne stod ubenyttet hen indtil 1865 hvor Birkerød, Blovstrød, Hørsholm og Karlebo kommuner oprettede en fælles fattigforsørgelses- og arbejdsanstalt i den gamle fabriks "Den røde Bygning" (der havde indeholdt væveri og farveri) . I 1872 blev i de tidligere arbejderboliger i den "Gule Længe" oprettet en sindssyge- og idiotanstalt (den blev nedlagt 1894). Børneafdelingen blev nedlagt 1890, og i 1899 fattigforsørgelses- og arbejdsanstalten. I 1907 blev "Gule Længe" alderdomshjem. I 2009 blev bygningen overtaget af et boligselskab. Brønsholmsdalsvej 46.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar