For mange mennesker - særlig dem der aldrig selv har haft hunde, katte eller andre husdyr - kan det måske se noget mærkeligt ud at dyrevenner lader deres firbenede yndlinge højtidelig begrave og derefter værner om deres lille gravsted.
Men har man en gang haft fx en trofast og klog hund, vil man forstå disse mennesker. Og man vil i alt fald ikke kunne holde med dem der søger at krænke dyrevennerne - selv om det sker under en forholdsvis vittig form.
På gartner Preislers hundekirkegård (ved siden af Garnisons Kirkegård) findes en marmorsten over en hund som hed "Jus". Nu har en vittig person gjort nogle tilføjelser til navnet så der er kommet til at stå "En stor (s)Jus 25 øre." Hvor kan nogen nænne at bære sig sådan ad?
Et andet sted er det "tidens tand", der har frembragt en morsomhed. Til et hundegravsted er benyttet en gravsted der har stået på en rigtig kirkegård. Men nu er den sidste påmaling der indeholdt dyrets navn, visket ud så at man læser: "H. Hansens familiegravsted".
Hansens familiebegravelser rummer altså en hund!
(Aftenbladet (København), 26. juli 1913).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar