Donse Krudtmølle.
Som meddelt i Torsdags er Donse Krudtmølle, der ligger lidt nord for Birkerød, sprunget i Luften i Tirsdags. Af de stedlige Blade hidsætter vi følgende nærmere Beretning om denne sørgelige Begivenhed.
Nærmer man sig øst fra Fabrikens Ruiner, kommer man dem temmelig nær, forinden man faar Øje paa dem. Navnet "Donse" eller "Duntze" kommer af dyng, diung, vaad, fugtig, klam c: blød Bund, og Værket ligger paa lav, formodenlig tidligere moseagtig Grund. Men allerede langt fra Værket sporer man Ødelæggelsen. Man træffer saaledes, længe før Fabriken kommer til Syne, u Brandtomter. Paa den ene stod forhen Smed Beckers Vaaningshus; nu er der saa vel af Stedet som af Bohave kun en halv Snes forbrændte Bjælkestumper tilbage. Manden var i Hillerød, da Eksplosionen foregik og Gnister derfra tændte Huset; Konen var i Besøg i Nærheden; de fik Intet reddet, ikke en Gang Mandens Forretningsbøger. Meddeleren heraf traf Konen paa Brandtomten. "Jeg har ikke været nede ved Donse efter Ulykken", sagde hun, "jeg vil ikke se det; jeg har faaet nok af Donse; min Fader blev dræbt dernede ved en Eksplosion, nu er vort Sted brændt, og vi havde kun assureret saa lidt". Paa den anden Side af Vejen findes det Sted, hvor Ole Jeppesens Enke boede. Heller ikke her har Ilden sparet Noget, og hun havde næsten Intet assureret. I Søndags blev hendes Mand jordet. I Tirsdags nedbrændte hendes Hus, og hendes Søn, Niels Olsen, der arbejdede paa Fabriken, blev haardt kvæstet. Hvert Skridt man gør hernede, bliver Beretning, der gives om denne eller hin Enkelthed af Episoden, anraaber Godgørenheden, Barmhjærtigheden, og det maa haabes, at det ikke vil vare længe, inden en Komite dannes for at skaffe Hjælp.
Skønt man endnu ved disse Steder er mange hundrede Alen fra Fabriken, begynte Markerne her at bære Vidne om Eksplosionens Omfang. Man fyldes uvilkaarlig med Respekt for Krudtets uhyre Magt. Men Krudtet eksploderer jo ogsaa med en Kraft af mindst 5000 Atmosfærer. Det vil sige, den udviklede Gas vil fylde omtrent 2500 Gange saa meget som det afbrændte Krudt. Tænkte man sig altsaa, at Krudtet eksploderede i det samme Rum, som det netop kunde fylde, vilde Dampene give en Spænding af omtrent 2500 Atmosfærer; imidlertid vilde Slukkerne, hvis Forsøget virkelig kunde gøres, udfylde omtrent det halve Rum, og Spændingen vilde da blive dobbelt saa stor som nævnet, altsaa lig omtrent 5000 Atmosfærers Tryk, eller vel endnu meget større, da en Del af Slakkerne vilde fordampe ved den høje Varmegrad.
Markerne ere oversaaede med Sten og Bjælkestykker fra Fabriken, Alt mere eller mindre sværtet af Krudtrøgen, navnlig med Bjælker, der ofte ere af flere Alens Længde. Her vil blive et ikke ringe Arbejde med at fjærne dem, da de selvfølgelig ikke kunne blive liggende i Sæden til Høsten. I den nærliggende Skov ere store Grene knækkede af Lufttrykket.
Dettes Virkninger viser sig voldsommere, jo nærmere man kommer Fabriken. Dennes Have er ilde tilredt. Et Sted finder man fire store Træer halvt omstyrtede, et af dem bogstavelig revet op af Jorden tillige med sin dog temmelig kolossale Rod. En stor Ask er skaaret midt over af en kolossal Kampesten. Ud paa Marken uden for er slængt en Sten saa stor, at 3-4 Mand kunde behøves for at løfte den lidt. Træer og alt Træværk er hvidgraat af Støv. I Grenene hænge store Stykker Tøi, mulig deriblandt Levningerne af to unge Pigers Klædninger. Disse Piger arbejdede i Møllen og de bleve slyngede herover, begge døde, og især den ene blev, formodenlig derved, at hun slyngedes mod Træerne, saa ilde tilredt som Tilfældet var. Hendes gamle Fader, Kristian Larsen af Isterød Storskov, maatte samle hende op i smaa Stykker; endnu i Onsdags Aftes gik han der og fandt Lemmer af hende. Der gaves os de mest gruopvækkende Skildringer af dette hans tunge Hværv. Stakkels Mand: Den Del af Havens Stakit og Plankeværk, der vendte ud imod Fabriken. er paa lange Strækninger som blæst bort. Alt, hvad der var saa nær, er ikke alene splintret, men som malet i Millioner Smaastumper, der bedække Jorden der omkring og gøre det vanskeligt at finde Grænserne for, hvor Fabrikens Bygninger stod. Den samme Knusningsproces have alle de Bygninger, hvor Krudtoplagene fandtes, undergaaet; man kan kun faa at vide, hvor de vare.
Disse Bygninger vare dels Tørrestuen, dels de dermed i Forbindelse staaende Magasiner, og endelig det nærliggende Hus, hvor de tvende dræbte Piger, Kirstine Larsen og Marie Andersen, vare sysselsatte med at pakke Krudtet i Karduser. Et uhyre Antal Etiketter til disse, faa dog hele, de fleste i Smaastumper, betegne, hvor dette Hus stod, og vise de Besøgende Billedet af Donse, som det har været. Mulig faar vi snart ogsaa Billeder af det i dets nuværende Skikkelse; her synes i alt Fald at være Noget at gøre for en Fotograf; et mere rystende Skue skal man længe lede om. I den nævnte Tørrestue antages Eksplosionen at være opkommen. En Mand. der befandt sig i Nærheden og saa Fabriken, idet den eksploderede, antog det, skønt han naturligvis blev aldeles bedøvet, men det taler tillige herfor, at Skaden er saa stor, idet de Bygninger, der vare af Træ, næppe ved at springe i Luften vilde have spredt Ulykken saa vidt omkring, men Tørrestuen var af Grundmur. Denne benyttedes til at tørre Krudtet, naar det i øvrigt er færdigt; det anbringes da paa Hylder af let Tøi eller Lignende, op igennem hvilket der stiger opvarmet Luft. I det tilstødende Magasin opbevaredes netop et ganske ualmindelig stort Kvantum Krudt. Der fabrikeredes nok omtrent 20,000 Pund ad Gangen, og et saadant Kvantum laa færdigt til Afsendelse, medens et lignende Kvantum var under Arbejde. 5000 Pund eller 50 Tønder kubisk Krudt var bestemt for Marinen, der netop i de Dage skulde have havt en Officer derud for at lægge den sidste Haand paa Tønderne, før de forsendtes, ved at modtage og forsegle dem. Han skulde have været der ud den Dag, men kom ved et Tilfælde ikke af Sled - til Held for ham. Apropos, om Forseglingen! Man fortalte Meddeleren, at man lige til for kort Tid siden har foretaget denne med - Lys og Gas. Nu havde man dog omsider indført den Forsigtighedsregel at presse Seglene i en Tang og i Bly. Desværre reddede den forøgede Forsigtighed ikke Værket. Den nævnte Officers Held minder os ellers om, hvad en ældre Mand fortalte paa Stedet. Han havde i en tidligere Ejers Tid besørget et Ærinde paa Værket, og da han var Haandværker, bad man ham hjælpe med Reparationen af en Maskine i en af Møllerne; man bad ham holde noget smæltet Bly paa et nærmere betegnet Sted. Manden betakkede sig dog og gik sin Vej; Eksperimentet med Bly blev udført, og - vedkommende Mølle sprang i Luften. - Hvor de nævnte Bygninger, navnlig Magasinet, har staaet, findes dybe Huller i Jorden med indtil en Snes Alen i Omkreds og et Par Alen dybe. Man gætter paa, at det var været en Art Kældere eller Rum under Gulvene, men oplyses om, at det kun er Virkninger af Eksplosionen.
Af de Fabriks-Bygninger, der ikke indeholdt Krudtoplag, staar der hist og her Levninger, skønt med enkelte Undtagelser ikke mange eller store. De dele sig i to Dele, den gamle Fabrik, der drives med Vandkraft, og den ny, der drives med Damp. Tildels bevarede ere den sidstes Maskinbygninger. De to, der rummede Dampkedlen og Dampmaskinen, ligne vel nærmest Korthuse, der ere rystede sammen, Maskinerne og noget af Murene staa dog, og Maskinerne menes at være nogenlunde uskadte. Derimod ere Møllerne, Polerstuerne og 3 Sidelænger fuldkommen ødelagte, tildels nedbrændte til Grunden, medens det dog vistnok maa siges, at den største Skade er foraarsaget ved eksplosionen og det deraf fremkaldte Lufttryk. Dette har saaledes næsten aldeles ødelagt det store Vaaningshus og den tilstødende Staldlænge. Murene ere revnede, Taget slaaet itu og i Færd med at falde, Ruderne alle slaaede ud, nogle Vinduer hænge paa ét Hængsel, andre ere helt knuste. Ved et af disse sidste plejede Ejerens Hustru at sidde med sit Haandarbejde - nu var hun heldigvis gaaet ud i et afsides Hus, hvor der var Rullestue. De i Værelserne værende Møbler vare tildels ødelagte.
Eksplosionen skete i Tirsdags imellem Kl. 5 og 6 og forplantede sig med Lynets Hurtighed fra Sted til Sted. Der hørtes 5 voldsomme Knald efter hinanden, og straks efter stode de nedbrændte Bygninger i Lue. Paa Værket arbejdede 8 Personer, og af disse kom de 6 tilskade. Havde den syvende, Fyrbøderen, været paa sin sædvanlige Plas, havde Døden været ham vis, men han slap nu med at blive kastet et Stykke bort uden at lide nogen Molest. Ejeren var ikke nærværende i Øjeblikket, og hans tvende Sønner, der ellers opholde sig paa Fabriken, samt hans Datter var i Hillerød. Hans Hustru var som allerede nævnt tillige med Folkene i Rullestuen og slap derved uskadte. En Mand ved Navn Hans Olsen, der nylig havde faaet arbejde paa Værket, dræbtes, han efterlader sig en stor Famiie, han kastedes fra sit Arbejdssted over paa den modsatte Side af Vaaningshuset; tre Mænd saaredes og indlagdes paa Usserød Sygehus. Den ene af dem, Andreas Bentzen, fik den ene Arm sat af og siges nu at være død. Han er i hvert Fald opgiven af Lægerne. En anden af dem Hans Mortensen, som var sysselsat i den Mølle, der dreves ved Vandkraft, søgte, da han anede Uraad, at springe i den forbiløbende Aa, men Eksplosionen naade ham dog og kvæstede ham. I Alt er ved denne Ulykke 3 Mennesker dræbt og 3 haardt saarede.
Naturligvis har Lufttrykket ogsaa gjort Skade paa fjærnere liggende Bygninger, hvoraf flere er brændt. I Gunnerød sprang Vinduer i Masse. Et Sted stod en Mand ved Vinduet, da seks Ruder sprang og saarede ham i Ansigtet. Næsten paa ethvert Hus, man passerer, ses Spor af Ødelæggelsen. Hist er en stor Revne i Muren, her ses Taget løftet osv. Hvis det ikke kan betragtes som Brandskade, der erstattes af Brandassurancen, ville flere Smaafolk lide et Tab derved.
Man kan i disse Dage se en talrig Mængde Besøgende vandre omkring iblandt Ruinerne, hvilket dog ikke ganske er uden Fare, idet der mulig endnu findes Kasser med 10-20 Pund Krudt, der ikke er eksploderede. I Onsdags sprang 4 saadanne Kasser, og endnu i Torsdags havde man ingen Sikkerhed for, at der ikke var Ild hist eller her.
Ejeren havde assureret Vaaningshuset og tilliggende Bygninger for omtrent 30,200 Kr., men lider desuagtet et stort Tab, da Værket selvfølgelig ikke havde kunnet assureres.
(Social-Demokraten 21. maj 1882).
Artikel af Henrik Cavling (1858-1933):
Lyngby, 18. Maj.
Kun faa Eftermiddage var saa stille som den, lys og foraarsmild kastede Solen sine Straaler paa Skred hen over Moser og Engdrag; og Bøgens gamle ærværdige Hoved spejlede sin ny grønne Klædning i Dammen, hvori vi fiskede. Mærkelig nok, at ingen Maler har set denne "Donse store Dam", ti her er et af de yndigste Punkter i Nordsælland, skønt det ikke har noget udover de bekendte Faktorer i et nordsællandsk Landskab: Skov og Sø med en Slugt til Højre og Venstre, som lukkes af et langstrakt Bakkedrag. Men der hviler en egen Stemning over disse gamle Bøge og den spejlblanke Indsø, der er usigelig Fred og Harmoni.
Bøgene runde sig lige ned i Vandet, saa de synes at løbe i et med deres Spejlbillede, og Bakkerne, som lukker for udsigten, synes at smælte sammen med Horisonten. Paa et saadant Sted vilde den hellige Birgitte have bygget et Kloster, om hun havde set det. Den mere praktiske end religiøse Dronning Louise byggede her 1704 et Krudtværk.
Dette Krudtværk forstyrrer dog ikke Dalens Fred. Fra Vejen ses kun mellem Lindene den lille tarvelige Hovedbygning med sin gammelagtige Taarnspids. Bagved i Haven ligger udstrakt over et stort Terræn de mange Fabrikbygninger; men derinde fra høres ingen Støj, alt gaar stille og lydløst; selv Arbejderne maa gaa med Filtsko, da haardt Fodtøj ved Frektion kunde frembringe en Gnist ─ og her hvor man laver det Pulver, der behersker Verden, her frygter man for den mindste Ildfunke.
Er det ikke en ejendommelig Ironi, at der her i denne skønne Dal, foran den smilende Sø, skal findes en Fabrik af det djævlske Sprængstof?
Det var dog ikke herom, vi talte, medens vi laa der i det saftige Græs og smøgede vor Pibe, og Medestængerne fik passe sig selv. Jeg tror, vi laa og holdt Paréer paa Monrads Valg eller noget lignende.
Bag os laa Fabrikken. Havestuedøren stod aaben. Ejerens to Sønner og Datter var lige kørt til Frederiksborg, medens Ejeren selv, Hr. Chr. Drohse, i det samme gik over paa Nabogaarden i et Ærinde. Hvilken Haand førte alle disse fra Hjemmet og frelste dem fra Eksplosionen? Hvor underligt ogsaa, at Fruen og Pigen netop samtidig gik over i det noget afsidesliggende Rullehus, og at en gammel Arbejder paa Fabrikken faldt paa et Ærinde over i Huggehuset. Og hvor meget mere mærkeligt, at en af Arbejderne, som - efter hvad han har fortalt mig i Dag - idet han paa dette Klokkeslæt lagde sin Haand paa Krudtmagasinets Dør, kom til at tænke paa, at han havde tabt sin Urnøgle udenfor Kulhuset, vaklede et Øjeblik, om han skulde gaa ud og lede efter den ─ gik, og slap med nogle ubetydelige Læsioner.
De færreste i Danmark vidste vel i dette Øjeblik, hvor Donse Krudtmølle laa, og ingen gad vel hellere vide det. Og i næste Minut skulde der fra denne lille Dals Skød udslynges en Hilsen, der bragte største Delen af Sælland til at ryste. Og den ukendte Fabriks Navn skulde fare gennem hundrede Telegraftraade, staa med fede Typer i alle Blade; denne ubekendte Fabrik som Folkene i Nabosognet næppe nok kendte af Navn.
Dette minder i forminsket Maalestok om disse ubekendte Punkter, som pludselig bliver verdenshistoriske, fordi to Hære mødes og levere et Slag der. Hvem kendte for hundrede Aar siden Austerliz eller Waterloo?
Og mod denne Dal, hvorover nu Skovfuglene sorgløse kredsede, skulde i næste Øjeblik tusende Blikke rettes, Tusender af Mennesker skulde ile derhen, halvtredje hundrede Centner Krudt der bagved manglede kun sin Gnist.
Hvorfra mon den kom?
Ligesom samtidige Replikker i et Skuespil ikke kan oplæses af en enkelt, saaledes kan det følgende ikke heller beskrives. Der maatte hundrede Penne skrive paa en Gang, og det maatte alt sammen læses i et Sekund, - og vilde dog være et svagt Billede af hint Sekunds Rædsel, et Sekund, der forvandlede den smukke Idyl til en frygtelig Tragedie.
Det syntes med et at blive saa blikstille. Naturen blev ligesom forstenet, som forud for et Tordenskrald - da med et krymper Jordsmonnet sig, sitrer et Øjeblik, gynger og bølger paany ─ og se! Under et rystende Knald, som ikke kan beskrives, dundrende frygtelig hult gennem de milelange Slugter, kastes op fra Dalens Skød 7 Bygninger med Tag, Vægge, Bjælkelag og Grundsten, Maskiner, Kedler, Vandværk og kort sagt alt - og ud over dette syder som en flydende Flom af Lava en Røg, sort som Kul, bævende sig op som et kæmpemæssigt Træ, hvis Krone bliver bredere og bredere og ligesom Nebukadnesars i Drømmen søger at række mod Himmelbuen; men i det kulsorte Træ ser man hvirvle tusende Ildfunker som travle Myg, og ud gennem dets Krone farer, kastet af en usynlig Haand, Kæmpestene paa flere Alens Diameter, Murstykker, Bjælker, Spær, oprykkede Træer, Jord, Grus og Brokker, Jærnpander, Staalvalser ─ og Mennesker.
Husk, der var halvtredje hundrede Centner Krudt.
I Fabrikkens venstre Fløj arbejdede to sekstenaarige Piger. Muntre og glade havde de et Øjeblik før talt om Pinseballet med den Arbejder, der blev frelst, og den ene havde prøvet de smaa røde Saffianssko, hun skulde danse med.
Hun havde endnu ikke faaet dem af, da Eksplosionen skete. Disse ulykkelige blev kastede en strækning som fra Holmens Bro, op i Luften, over Det kgl. Teater og ned i Nyhavn ─ hvilken rædsom Luftfart! Der i den anden Ende af Haven har et Træ fanget den ene, hun er bleven knust mod dets Grene og er falden ned. Den anden unge Pige er fløjet over Træerne og maa i Luften have været udsat for en Eksplosion, ti hun fandtes i mange Stykker rundt om i Havens indre Lavning. Men oppe i Luften har de faret forbi den ulykkelige Arbejder, der fra Øst til Vest blev kastet ud over en Græsmark, hvor han fandtes Side om Side med en kæmpemæssig Graasten, Han har mistet Fødderne og Halvdelen af Hovedet, Hjærnen er flikket helt ud af den hvide hule Skal, og hans Legeme er saa tæt, saa tæt spækket med Træsplinter. Ud af de forrevne Bukser stikker Benpiberne.
Rundt om det kæmpemæssige Træ, der breder sig og stiger, hvirvler gulbleg Taage, hed som en Samum, kvælende tung. Og kløver Øjet denne Taage, finder det i Stedet for de grønne Skraaninger et skident Lagen af Brokker og Grus.
Er det umuligt at beskrive selve Katastrofen, saa er det dog langt mere umuligt at beskrive, hvad der umiddelbart fulgte efter.
Rundt fra Bakkerne strømmer fra de omliggende Byer Mænd til, nogle barhovede, nogle uden Træsko, andre, som er løbet fra Hest og Harve og endnu holder Pisken i Haanden. Bag efter dem Kvinderne, Børnene, kort alt levende - de skriger ikke, de raaber ikke, men deres Ansigter er forstenede af Rædsel.
Oppe i Bondebyen, en halv Fjerdingvej borte, staar Luerne ud af Taget paa de to Huse, som er antændte af Eksplosionen. Denne Bagatel ænses ikke.
Og over dette frygtelige Panorama kaster Solen sit smilende Skin.
I næste Nu forvandles Skuespillet.
Det sorte Træ rykkes over ved Roden, hæver sig op imod Ætheren som en kolossal Ballon, som et mørkt Banner, der i ti Miles Omkreds viser, at Jordskælvet udgik fra denne Dal.
Utallige strømmer til, Rædslen viger for Driften til at handle. Der raabes og skriges; Kvinderne græder, Børnene hyler og løse Heste stejler hen over Bankerne.
Den sorte Søjle breder sig som en Paraply over Dalen, rugende mørk, en Luftstrømning faar fat under den, puster Støvet ud, og ind strømmer Folk paa den Tomt, hvor Donse Krudtmølle har staaet.
Ti der er end ikke en Levning tilbage deraf. Hvor Bygningerne har staaet, er en dyb Grube, selv de store Grundsten er kastet i Luften, og man ser med Undren, at en af de største er fløjet op i den nærliggende Lund og har kastet et Asketræ over Ende, knækket det ved Roden som en Svovlstik. Tilhøjre eksploderer endnu af og til en Krudtkasse. Man advarer og raaber, og ingen vover sig derhen - dog en! Men det er en Mand, hvis glansløse Øjne søger hans Datters Lig. Det er den ene Pige. Paa Spidsen af en gammel Bøg, hvis Grene er afrevne, hænger nogle Pjalter af en Kjole, han kender dem, det er hendes. Lidt til venstre mellem Slagger og Smuds finder han hende.
Jeg skal ikke beskrive dette Optrin, som jeg blev syg ved at se.
Der var Legestue oppe i Gunnerup i Søndags. En ung, smuk Pige med lange lyse Flætninger dansede munter og glad til den lyse Morgen; en jovial gammel Husmand sad paa Træbænken og saa til, glad og maaske lidt stolt over sin Datters Lykke. Nu staar han her.
Jeg beundrer ham, at han ikke segner sammen. Jeg finder det at være en næsten umenneskelig Styrke, at han kunde samle sin unge Datter op Stykke for Stykke og selv trille hende hjem paa en Skubkarre ─ men han vilde det. Som en afsindig leder han efter hver Trevl, kun hendes ene Haand mangler. Dagen efter fandt han den bag Gærdet. En fin lille hvid Haand, revet af ved Albuen, Fingrene krampagtigt sammenknugede, under de smaa Negle en Blodsdraabe.
Min Lidenskab havde den Dag været Monrads Valg - men jeg glemte Middelfart.
Man kommer næsten til at tro paa Anelser, naar man hører, at denne unge Pige om Morgenen ikke vilde gaa til sit Arbejde, vilde næsten med Vold blive hjemme uden at have nogen Grund; - og da hun gik, sagde hun, at det var sidste Gang, hun vilde gaa derned.
Men nu: alle Ansigter er stivnede af Skræk paa disse gruelige Tomter, ingen Taarer. Rundtom ny Rædsler. Henne mod Nord, hvor det endnu af og til eksploderer, samler man den anden Pige op i et Lagen. Oppe paa Marken lægger man de splittede Rester af Arbejderen i en hvid, halvfærdig Ligkiste, ovenpaa ham noget Halm, og fra Skuepladsens Forgrund bærer man lemlæstede Stakler ud paa Vognene. En har faaet spaltet sin Arm fra øverst til nederst, en anden er forhullet i Ansigtet, Øjnene ikke til at opdage, en tredje synes at være en uformelig Masse.
Og rundt fra alle Veje myldrer Vogne med skummende Forspand, over Markerne Mennesker ─ ny Rædsel, forvirrede Spørgsmaal, afsindig Glæde over at se en kær frelst.
Og det er kun faa Øjeblikke siden, at vi hvilede her som i et Fredens Tempel.
Af de utallige Episoder fortæller jeg kun én, fordi den saa smukt karakteriserer forholdet imellem Hr. Drohse og hans Arbejdere.
Paa en Træstub sidder en gammel 73-aarig Mand og græder, græder som et Barn. Vi spørger ham, om han har mistet nogle af sine Paarørende.
"Nej, aa Gud nej!" siger han. "Men hvad skal det blive til med "Manden". Nu har jeg arbejdet her i 41 Aar - og jeg kender jo Manden - Gud velsigne ham for hver Dag - men nu er han jo fattig som jeg - Herregud, at det skulde ende saadan!"
Og den gamle græd inderlig.
Jeg bemærker kun, at denne Mands simple Hus, der ligger paa den anden Side af Vejen, er lige saa ødelagt som alle andre Bygninger i en Fjerdingmils Omkreds, d. v. s. Lofter og Vægge er revnede, Ruderne sprungne, Gavlene faldet ned osv. osv. Men paa dette tænker den fattige Arbejder ikke; han har kun Tanker for "Manden". Det er i Ulykken, at man faar den rigtige Tak for sine gode Gerninger.
*
Til Slutning kun ét: Kunde ikke Du, som gjorde saa meget godt for de "vandlidte Finner", Du som sender Uldtøj til Zuluerne, kunde Du ikke ogsaa have Hjærte til at give disse Ulykkelige en Gave?
*
"Dags-Avisen"s Redaktion er villig til at modtage Pengebidrag til de skadelidte ved Eksplosionen paa Donse Krudtfabrik. Bidragene modtages paa Bladets Ekspeditionskontor: Trinitatis Kirkeplads.
Red.
(Dags-Avisen 20. maj 1882)
En Krudtmølles Endelig.
Naturstudie af Holger Drachmann.
(Her efter "Morgenbladet".)
Rungsted den 17de Mai.
Just som vi havde relst os fra Middagsbordet i Gaar, hørte vi Ruderne klirre. Nogle Folk, som stod ude i Gaarden, fornam et fjernt Drøn, en underlig Lyd. som de ikke ret kunde gjøre sig fortrolig med. Vi holdt alle paa en Jordrystelse. Folk kom ind fra Marken; de havde seet en tyk Røg vælte pludselig op i den og den Retning.
Det var Donse Krudtmølle, som var sprunget i Luften.
Vi gik i Dag til Hørsholm. tog en Vogn og lod os kjøre derud.
Hvad man i Grunden vil see sligt for? - I Hørsholm forsynede Vognmand, Kudsk, Bekjendte paa Gaderne os med Detailler. Tre Mennesker dræbt paa Stedet, tre bragt paa Sygehuset, deraf en Mand amputeret, død efter Amputeringen. Eieren stort Tab, Møllen sprunget allerede flere Gange; Pokker skulde eie saadan en Mølle, endsige arbeide der.
Ja. Pokker! det er nu saa nemt at sige. Men Eieren har sat sin Kapital og sine tekniske Indsigter i Foretagendet; han boer paa sin egen Vulkan og deler Faren med sine Folk. Det gjør de færreste Arbeidsherrer. Og Arbejdsmanden der paa Stedet? ja han "gaaer paa Møllen"; han skal leve, og hans Familie med ham! han og de voxne Børn gaaer paa Møllen - og i Luften med den.
Vi kjørte derud. Man bør see sligt. Man bør nu og da indprente sig, hvor vag den Grændse er, der skiller Liv og Død, hvor hurtigt det hele gaaer: en Gnist, en øieblikkelig Udvikling af Varme, - og Velfærd, Fremtid, Liv og Lemmer er ikke mere.
Den yndigste Vei man kan tænke sig, den smukkeste Aarstid, og den skjønneste Tid paa Dagen, henad Solnedgang. Sjæl-Søen fremblinker af sine Skovomgivelser, Kornlærkerne sidde i de fiintløvede Træer paa Kanten af Leien og støde deres dirrende Tone fra sig som gjennem et lille Messinginstrument. Den nordlige Vind - denne hærgende Satan - har lagt sig; Støvet fra Vognhjulene staaer ganske stille langs Grøften og drysser sit Pudder over Buskene: alt er fredeligt, fornøieligt og kjønt, - kun Ravnene ere ikke kjønne. Hvad siger man om Stumpeløse-Skov? Man vilde ikke gjerne lade et Maimaanedsdigt trykke med den Overskrift.
Vi forlade Chausseen og følge Markveien op over Bakkerne. Dernede i Lavningen ligger Donse, en deilig Plet, hvortil der valfartes om Sommeren, en spejlblank Dam, omrammet af lys Bøgeskov, bagved granbevoxede Bakker, det hele i dette Øieblik i et afdæmpet, diskret Solnedgangsskjær. Det er nok ikke værd at lyse for meget op her.
Ødelæggelsen tager sin Begyndelse. Paa hver Side af Veien en Brandtomt; her sængede Taget paa et Huus under de nedfaldende Flager, og Blæsten drev Ilden tværs over Veien, og Gjenbohuset gik med. Nogle Beboere af disse Udflytterhuse og Beboelsessteder drive underligt søgende omkring, eller staae stille og iagttage Vognen med lange, tomme Blikke. Det er, som Skrækken endnu holder sig lammende over Egnen. Ruderne ere knuste i næsten alle de Smaahuse, vi passerede langs Veien, og i de fjernere liggende Gaarde kunne vi iagttage det samme. Sengklæder, Dyner, Forklæder ere stoppede i Hullerne.
Endnu ere vi en tusind Alen fra Stedet. Langs Siderne af Veien, inde over Markerne, oppe i Træerne see vi forkullede Plankestumper. Der er som saaet med Muurbrokker rundt omkring. Saa lade vi Vognen holde og stige ud. Der ligger den spejlblanke Mølledam, en heel lille Indsø med en træbevoxet Ø midt ude, Skoven med sit lyse Bøgeløv omkring den. En Dæmning, beplantet med ærværdige Kastanietræer, hvorunder en Bænk - ret egnet til Aftenro for en dristig Mand, der ryger sin Pibe i den stille Luft og lytter til Fabrikens sikkre, mekaniske Gang
Den gammeldags venlige Bygning med sine hvidkalkede Mure og sit røde Teiltag, hvor Eieren bød mange Gjæster et gammeldags Velkommen - den er en Ruin. Der er luftet ud derinde: ydermurene staae endnu. Kun den. der har leet en Vandflods, en Hvirvelstorms eller et Bombardements Virkninger, har her Begrebet paa rede Haand. Men det er i al Fald en Ruin, og ligesaa er Staldbygningen og de nøgne ydermure af en Ladebygning bagved. Man kan see, hvad det oprindelig har været. Der er noget at holde sig til endnu: nøgne Tagspær, knuste Tegl, sprængte Mure, sønderslagne Ruder.
Anderledes, naar man arbelder sig over Gaardens Gruusdynger op igjennem Haven. Et ubeskriveligt Syn.
I en Sænkning mellem Haven paa den ene Side og Kværnhusene, Maskin- og Værkstedsbygningerne paa den anden Side, løber Mølleaaen, en dyb Rende, beplantet langs Siderne med Træer. Træerne ere oprevne eller bøiede hid og did., skoldede, afbarkede og ligesom oversmurte med Kakkelovnssværte.
Kun den massive Maskinskorsteen og de vældige kantstillede Kværne staae opreist; alt andet, Møllehjuul, Drev, Plankeværker, Tømmervægge, Dampmaskinens enkelte Dele, ligger spredt, væltet, henslængt, vredet, knaset og maset henad Jorden, ind og op imellem Træerne, pløiet ned i Fordybninger, bastet sammen, . . . Sproget eier ikke Betegnelser for Halvdelen af de Maader, hvorpaa Ting kunne ødelægges.
Hvis man vil søge "Møllerne", da faaer man kun de sodede Kværnstene at see, som endnu støttes af forkullet Tømmergestalt, alt overtrukket med en Skorpe af Krudtslam. At søge efter Tørrestuer, Kardussturene, Magasinerne, - det nytter ikke. Her laae en Række Bygninger. Magasiner med Kjældere under, og deri laae tyve tusind Pund Krudt. Ikke engang Kjælderne er der Spor af, ikke saa meget som Grundstenene. Kun vældige Fordybninger i Jordsmonnet, ligesom feiede af en Hvirvelvinds Kost; og af Grundstenene ligger en enkelt paa en 800-1000 Pund, langt oppe i Bakken, hvor den som et rikocheterende Projektil har oprodet Jorden Stød paa Stød i en lang, lige Bane.
Dette kan ikke kaldes Ruiner Det er et afsvedet, nøgent Terræn, en raseret Plads. Igaar endnu fandt flittige Hænder Brødet her. Idag er det et Øde, hvorover en Orkan er faret, ladende Død og Tilintetgjørelse bag sig. Naar Menneskets Snille voxer, og det tager Elementerne i sit Sold, saa voxer Ansvaret: Naturmagterne taale ingen Regelmæssigheder. Bland Trækul, Svovl og Salpeter sammen - og Du er Herre over Liv og Død. Begaae en eneste Uagtsomhed - og den Magt, Du har skabt, river Dig midt over.
Efterhaanden sænker Skumringen sig. Kun i Nordvest er et sitrende Skjær blevet tilbage Fra Stigbordene og de smaa Fald langs den dybe Kværnrende høre vi Vandet risle mellem Ødelæggelsen. Vi møde Eieren. Vi beklage den Ulykke, der har ført os hid. Han svarer ved at bøie Hovedet, og saa viser han os omkring. Han er en slagen Mand; det staaer skrevet i hans Øine; og man hører det paa Stemmens brudte Tone. Han gaaer langsomt, han er allerede tilaars, men Trinene var sikkert mere elastiske igaar for det ulykkelige Øieblik. Han har været en virksom Mand, en energisk Arbeider, der har baaret Stød paa Stød, kæmpet imod pekuniære Vanskeligheder, og omsider overvundet dem. Han var just paa Veie til at blive en rig Mand. Han havde - nei, vi ville ikke sige opfundet Krudtet, thi det kunde være en ubetimelig Vittighed, men han havde opdaget en ny Slags storkornet Krudt, særlig til Marinens Brug. Alt var i opgaaende her, nye Maskiner, udvidet Drift; han kunne see sin Alderdom sikret, - og saa: et Glimt, et Brag, alt styrtet sammen. Intet assureret; Assurancepræmien saa uhyre høi, om der i det hele kunde tegnes nogen. Det synes, at Staten burde træde hjælpende til her. Den udbytter hans Opfindelse, den flotter et privat Foretagende ved at afkjøbe ham hans Produkt. Den burde vel ikke lade hans Ruin blive fuldstændig - siden vi nu en Gang skal have det Krudt
Han skulde netop igaar have afleveret halvhundred Centner, som var bestilt. Han gik og ventede den Officeer, som skulde afhente det. Var Officeren kommen en Time tidligere, saa havde efter al Beregning begge Mænd været paa Pladsen, da Explosionen skete. Nu havde han netop i Ventetiden slaaet et lille Slag opover Bakkerne til en Nabo. Han kom ud fra denne og vilde gaae nedefter, da Katastrofen forefaldt. - Hvad han følte i det Øieblik? hvad han tænkte? - Han tænkte ikke, han følte Jorden bæve under sig, medens Stumper og Stykker regnede ned omkring ham. Omtrent saa længe, som man kan tælle til ti - naar man tæller hurtigt. Han styrtede fremefter og ned til Beboelseslejligheden. Hans Kone og Pigerne havde tilfældigvis været i Rullekjælderen. Ovenpaa i Stuerne var alt knuust og nedstyrtet. Begge de aldrende Ægtefolk havde tænkt hinanden ynkeligt omkomne. Man kan forestille sig Gjensynet.
Han gaaer langsomt med os hen over Tomterne. Han har paa en stilfærdig, dæmpet Maade meddeelt os disse Enkelheder. Imellem Ruinerne omkring Maskinhuset og Værkstederne faaer han Øie paa nogle unge Bønderkarle, den ene dampende paa sin Pibe, den anden tændende sin Cigar. Han gaaer hastig frem nogle Skridt, hans Stemme dirrer, men han behersker sig og spørger de,. om de da ville omkomme - thi disse Ruiner kunne styrte heelt sammen i næste Øieblik - og hvorledes de kunne vove at tænde Ild her - her paa Pladsen, hvor der endnu ligger Krudt i Grunden ?
De luske af, og vi begive os videre med Eieren op paa den øverste Deel af Bakken, hvor den store Steen ligger, og hvor den ene af de dræbte Mænd fandtes, rygende af Krudtslam, og med knuust Hjerneskal. Jeg lagde Mærke til hans Stemme, da han tiltalte Karlene; der var ligesom Rædslen deri fra igaar. Skade at man ikke kan spørge Menneskene ligefrem om alt. Jeg vilde da have spurgt ham, under hvilke Tanker han havde tilbragt Natten. Paa Øinene kunde man see, at der ikke havde været Søvn i dem.
En af vort Selskab fortalte ham - efter hvad man sagde i Hørsholm - at den amputerede Mand var død paa Sygehuset.
Er de sikker derpaa? spurgte han strax, og hans Stemme skjælvede uvilkaarligt. Han tilføjede sagte, lige som hen for sig selv: Det var vel det bedste!
Der var en dyb Medfølelse med de Ulykkelige i disse faa Ord. Dersom han havde været en velnæret Fabrikant, der havde beboet en smuk Lilla fjernt fra sine sodede Arbeidsfolk og nu havde fvaferet omkring med os og sagt disse Ord, saa vilde jeg nødig have gaaet her og hørt paa dem, Men han var tarvelig klædt, han boede paa sin egen Vulkan. Dør om Dør med den frygtelige Fare; kun et Tilfælde havde frelst ham, og her i Gruset laae hans eget Erhverv - sammen med hans Arbeideres.
Han hilste og bød Godnat, idet han trykkede enhver af os i Haanden. Vi trykkede deeltagende til.
Saa kom vi ned til Vognen. Omkring den stod nogle Bønderkoner, ganske tause, lige som afventende. Jeg saae paa en af dem og spurgte varsomt, om hun havde mistet nogen ved denne Ulykke ?
Nei - men den Kone. som gaaer der henne paa Veien, see hun er Mo'er til den ene af Pigerne, som de fandt dernede i Grøften. See, Pigen hun var da boret heelt ind i Jorden, men saa temmelig heel var hun da, for det var kun noget af Ansigtet og en Fod, der manglede. Men den anden Pige . . . her standsede hun og pegede op paa et høit, bladløst Træ - jeg troer et Asketræ - inde over Ladebygningens Ruiner. Kan De see deroppe? Det er et Stykke af hendes Kjole, som hænger der endnu; og hvis det ikte var mørkt, saa kunde De ogsaa see noget af hendes Haar. For hun blev revet heelt i Stumper og Stykker; og hendes Fa'er kom kjørende igaar med bare Kroppen i en Kurv paa en Trillebør. Og idag har de søgt efter Armene og Benene - men de har nok ikke fundet Fingrene endnu - og de vil da ikke lægge hende i Kiste, førend de faaer alt med, hvad som er hendes . . .
Jeg staaer og seer paa denne Kone. Hun fortæller det, som en Dreng kunde fortælle, at hans Drage var revet itu. Saa seer jeg ud over den spejlblanke Dam, hvor den mørknende Himmel speiler en enkelt klar Lysstribe ned i, hvor den tause Skov med sine fine Linier staaer rundt omkring, saa harmonisk følelsesløs, saa udeeltagende skjøn, - denne Natur, som vi tilbede, som vore Digtere have lært os at tilbede, og som ikke kommer os i Møde, naar vi juble - ikke har et eneste Ord til os, naar vi sørge - hvis hemmelighedsfulde Lov vi maaskee kun formaae at tilegne os, naar vi som den væbne os mod al Menneskelivets Jubel og eod alle dets Taarer.
Saa kjøre vi, og Bondekonen bliver staaende for at fortælle det næste Hold om Hænder, Fødder og Fingre.
(Roskilde Avis 23. maj 1882).
Eksplosionen.
Som naturligt er har Ulykkestilfældet i Tirsdags, ved at Donse Krudtmølle sprang i Luften, vakt Bestyrtelse og Deltagelse rundt om i Landet. En af vore bekendte Digtere har udtalt sig derom, en Pengeindsamling er sat i Scene, cg Bladene har indeholdt detaillerede Skildringer af hele den sørgelige Begivenhed.
Det er ikke første Gang, at der har været Eksplosion paa Donse Krudtværk, tværtimod har Værket en hel Række Begivenheder ar den Slags at se tilbage paa, og det følger ogsaa af sig selv, at Fabrikationen af det farlige Stof, som tilvirkes dernede, idelig maa medføre Fare. Saa meget sørgeligere er det derfor, at de hyppige Eksplosioner, som Gang efter Gang koster Arbejderne Liv eller Lemmer, ikke endnu har hidført fuldt forsvarlige Sikkerhedsforanstaltninger. Det vidner ikke om stor Samvittighedsfuldhed hos de Magthavere, til hvis "Fornøjelse" ved Krig, Jagt og Salutering den største Mængde af Krudtet tilvirkes, at Arbejderne uden anden Grund end umotiveret Sparsommelighed skal udsættes for større og mere overhængende Fare end nødvendigt og dette til en ussel Løn af 3 Kr. pr. Dag.
Donse Krudtværk ejes af en Privatmand, som naturligvis i sin Forretning er underkastet den samme skæbnesvangre Konkurrence, som trykker hele Arbejderstandens Virksomhed. Han skal producere billigt og maa selvfølgelig spare ogsaa paa de Omraader, hvor Sparsommelighed kan blive ensbetydende med Arbejdernes Død og hans egen Ruin. Det er imidlertid Staten, til hvilken han leverer den største Mængde Krudt, og hvad er derfor naturligere, end at Staten selv overtog Krudtværket og, da der som en Følge heraf ikke længere kunde være Tale om Konkurrence, drev det paa en saadan Maade, at Arbejdernes Liv var betrygget i saa Høi Grad som muligt.
Blandt de Forsigtighedsforanstaltninger, som kunde lade sig gennemføre, hvis Staten selv overtog Produktionen, skal vi nævne to. For det Første den altid kun at have et meget lille Oplag Krudt ved Værket, og for det Andet Anvendelsen af en stræng Renlighed. Hvad det Første angaar, da er vel Ingen blind for Farligheden ved store Krudtoplag. Hvad der gjorde den sidste Eksplosion saa ødelæggende var det, at der henlaa 25,000 Pund Krudt og ventede paa at blive afsat til Staten. Herimod kan en privat Producent vanskelig værge sig, medens det Offenlige derimod med en Smule god Vilje vil kunne føre det færdige Stof bort i smaa Partier til Opbevaring i Krudtmagasinerne.
Renlighed ved Krudttilvirkningen er ligeledes af allerstørste Betydning; men en stræng Renholdelse af Fabrikslokalerne og den omliggende Grund vil naturligvis fordyre Fabrikationen betydeligt, hvorfor den, som skal producere billigt, vil nødes til at se gennem Fingre med en hel Del i den Retning. Ved Tilvirkningen af Sprængstoftet lægger der sig store Masser af Krudtstøv ikke alene inde i Møllerne paa alle Redskaber, i Vindueskarmene, paa Gulvet og i alle Sprækker, men ogsaa uden for paa Jorden. Krudtstøvet er brandfarligt i endnu højere Grad end selve Krudtet, og en varm Solstraale gennem en Rude kan være tilstrækkelig til at tænde det an. Støvet lægger sig som en Ledning overalt, og den mindste Ildgnist bevirker Brand, som med Lynets Hurtighed føres til Krudtet. Herimod er, som oven for antydet, en meget skarp Renholdelse det virkningsfuldeste Middel; Møllerne maa jævnlig standses og udluftes, men dette medfører naturligvis Tab, som den, der er prisgiven den hensynsløse Konkurrence, ikke kan underkaste sig. Her, som i alle andre Tilfælde viser det herskende økonomiske Princip sig at være i Uoverensstemmelse ikke alene med Arbejderstandens Tarv, men ogsaa med de ulige heldigere stillede Fabrikanters virkelige Interesse.
Vedbliver Donse Krudtværk at være privat Ejendom, og skal det, naar det atter bygges op, drives for en enkelt af Konkurrencen trykket Mands Ansvar og Risiko, da vil Katastrofen i Tirsdags om kortere eller længere Tid gentage sig. Vi kan derfor kun paa det bestemteste tilraade, at Staten overtager Møllerne dernede, saa længe Befolkningen endnu er uvidende nok til at tro, at den store Produktion af Krudt hører til Staternes Fornødenheder.
* * *
Vi antydede foran, at Hr. Holger Drachmann havde gjort Ulykken til Genstand for Omtale. I hans Artikel om denne Begivenhed er der et Par Udtalelser, som vi føle Trang til at ledsage med en Bemærkning.
Hr. Drachmann har været nede ved Ruinerne af de bortsprængte Møller, og da han sidder til Vogns for at køre hjem, henvender han sig til nogle i Rærheden staaende Bønderkoner og spørger varsomt en af dem, om hun havde mistet nogen ved Ulykken. Det har hun ikke, men hun viser ham Moderen til en af de unge Piger, som blev dræbt ved denne Lejlighed; hun fortæller om de lemlæstede Lig, om Faderen, som opsamler de splittede Stykker af sin Datter, fordi han ikke vil lægge hende i Kisten, før han har Alt med, som er hendes. Digteren siger om det Indtryk han fik af Fortællerinden : "Jeg staar og ser paa denne Kone. Hun fortæller det, som en Dreng kunde fortælle, at hans Drage var revet itu".
Hvad der støder Hr. Drachmann er Ligegyldigheden. Han selv er grebet og rystet af Ulykken og forhaabenlig føle det store Flertal af dem, til hvem Beretningen om de dræbte og lemlæstede Arbejdere er trængt hen, deres Hjærter grebne af samme Gysen og Medlidenhed. Unge og kraftige og saa pludselig revet bort fra Forældre eller Hustru og Børn, revet bort maaske midt i en Spøg, og saa Ligene: blodige, sønderrevne Rester af Mennesker.
Og dog! Hvad er saa denne Begivenhed med hele dens Rædsel overfor Krigene, disse umaadelige Menneskeslagterier, som med koldt Blod arrangeres af hensynsløse Magthavere, maaske blot for at aflede Opmærksomheden fra deres egen elendige Regering og for at give en generende Opposition andet at tænke paa. Hvad er det Tal paa Dræbte og Saarede, som Krudteksplositionen i Tirsdags fører frem, imod det, som Slagterierne ved Plewna, ved Sadowa og Sedan, og hvad alle disse Blodmarker hedder, kan møde op med? Ingen beklager i højere Grad end vi de Lidelser, de Lemlæstelser og frygtelige Dødsmaader, til hvilke den nuværende Maade at drive Industri paa altfor ofte fordømmer Arbejderne; men hvor er de Lidelser, der kan sammenlignes med dem, hvortil Slagmarkerne har været Vidne? Tusinder af unge Mennesker, kraftige og blomstrende kommanderes ud imod hverandre, ikke en af dem har en virkelig Fjende paa den anden Side, og dog styrter de mod hverandre, drevne frem af Kolbeslag, i Vildelse og Dødsangst knuser og flænger de hvers andre, eller de staar stillede op som villieløse Redskaber, medens Kanoner og Mitraliøser skyder dem ned og flænger dem Kødet fra Kroppen. De ligger hen i Dynger med de gabende Saar og de knuste Lemmer, de trædes ned af Mængden, der styrker over dem, den villieløse Mængde, der maaske styrter ved næste Skridt for at knuses og søndertrædes som de selv Slagmarkens Lidelser lader sig ikke skildre, de møder frem i alle Former, i de hæsligste Skikkelser, og hvilken ærlig Mand vover at hævde deres Nødvendighed? Krigene er kun fremkaldt af de enkelte Herskeres Magtvanvid, disse Herskere, som Folket endnu er dumt og stupidt nok til al give Gudernes Rang. Ingen, Ingen vil fra et lidenskabsløst og fornuftigt Standpunkt kunne forsvare disse Menneskeslagterier, disse grusomme Scener af Blod, - Brand. Død og Ødelæggelse, der arrangeres som oftest kun for at holde en elendig Stymper paa den Trone, som han vanærer.
Eksplosionen ved Donse Krudtmølle er et Ulykkestilfælde, for hvilket Ingen direkte bærer Ansvaret; det forsoner En ved de stakkels Arbejderes Lig, at ingen hensynsløs Gerningsmand staar dag ved. Men ved Krigene, ved Dyngerne af de Tusinder Lig, ved Brandtomterne af de før saa smilende Byer, der kan man pege paa Morderne og Brandstifterne; men Ingen rører dem, thi de er hellige og ukrænkelige.
Hr. Drachmann harmes over Bondekonens Ligegyldighed; men hvem bærer Ansvaret for den haarde Skal, der endnu ligger over en Del af Folkets bedre Følelser? Det gør han selv og hans Lige! Hvorfor skriver Digterne krigsgale Sange? Hvorfor idealiserer Malerne Krigens Vederstyggeligheder? Hvorfor rejser Billedhuggerne Mindesmærker over de Konger, der har ladet de fleste Mennesker dræbe? Hvorfor i det Hele taget forretter Intelligensen Slavetjeneste hos den brutale Magt i Stedet for at styrte den ved at forædle Folket?
Lær Mængden at sympatisere med Lidelserne, ogsaa naar det er Kejserne, der forvolder dem; lær Mængden at protestere mod Grusomheder, ogsaa naar disse skyldes Magthaverne, saa vil der komme en bedre Aand over Folket.
(Social-Demokraten 23. maj 1882).
Krudtværket var anlagt 1704 som kongelig ejendom. Fra 1765 var det privat. Det blev drevet af en vandmølle i Donse Å. Eksplosionen var ikke den første. Bl. a. blev den tyske krudtmester Christian Roosen dræbt ved en eksplosion i maj 1737. Ved eksplosionen den 16. maj 1882 blev krudtværksarbejder og husmand Hans Olsen (29 år) dræbt. Han var gift og havde to børn. Desuden de to piger Ane Kirstine Larsen (16 år) og Ane Marie Andersen (15 år) som var i gang med at fylde krudt i karduser. Tre kvæstedes. På sygehuset i Usserød fik Andreas Bentsen amputeret højre arm. Værket, avlsbygningerne og beboelseshuset nedbrændte. Virkningerne kunne mærkes en mil væk ved rystelser og knusning af vinduesruder. Som noget nyt blev begivenheden dækket af journalister: Henrik Cavling og Holger Drachmann. Værket blev også efter 1882 udsat for eksplosioner: I 1891 sprang vandmøllen og en træbygning med paptag i luften. En mand blev dræbt. og blev lukket 1910.
Smed Johan Gottfried Becker (1830-1915) boede i et af de tre huse, som nedbrændte til grunden, sammen med sin kone og tre børn samt konens mor. Han var han taget til København for at forny sin klasselotteriseddel. Bedstemoderen var alene hjemme og alt, hvad hun reddede, var en sengedyne. De tre børn forblev ugifte. To søstre Marie (1870-1955) og Kirstine Becker (1867-1942) boede en del år på Hækkevej i Usserød.
I dag kan man se kanalerne, der ledte vandet ind til de store møllehjul. Ved mølledammen er et møllehus på samme sted som krudtmøllens. I 1997 forsvandt de sidste rester af de 3 meter store møllehjul og et af de 5 meter høje transmissionstårne. Længst væk fra mølledammen findes fundamentet til en af bygningerne, og ligeledes jordvolden der af sikkerheds hensyn var almindelig omkring husene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar