I hele Kjøbenhavn og dens Omegn findes ikke ved alfar Vei nogen offenlig Plads, der henligger i en saa skandaløs Tilstand som den saakaldte Triangel" paa Østerbro. "Trianglen" breder sig som bekjendt midt i den offenlige Passage, hvor de fem Veie Blegdamsveien, Øster Allee, Strandveien, Kalkbrænderiveien og Østerbrogade mødes. Som Følge af sin centrale Beliggenhed kunde denne Veistjerne, der omtrent er en Tønde Land stor, om den var ordenlig anlagt, være en sand Pryd for hele det smukke Kvarter. Men som Forholdene nu ere, er den en ren Skandale for Østerbro med de opvoksende nye Anlæg. Forholdene ere nemlig for Tiden saaledes, at Trianglen mere ligner en Losseplads end et Torv. I Flugt med Blegdamsveien er der imellem Østreallee og Strandveien anlagt en makademiseret Kiørebane, afbrudt af adskillige uregelmæssige brolagte Partier. Der har Forstædernes Sporvei Endestation og Holdeplads. I Flugt med Østerbrogade er der tid til Strandveien en brolagt Kjørebane med Fortov paa den østre Side langs Husene og en Betonsti paa den anden Side, hvor der staar fire Træer, ynkelige Levninger af fordums Herlighed, og det er Holdeplads for Drosker. Paa den tredie Side af Pladsen, der, som Navnet "Trianglen" antyder, er trekantet, er der langs Husene et brolagt Fortov, Jordvei og en smal brolagt Kørebane, der fører fra Østerbrogade til Østeralle og Fælleden. Mellem alle disse veie breder der sig en stor Midtplads, der oprindelig var en smuk Grønning, men som nu er en Mellemting mellem en Mødding og et Morads. Et Sted paa denne Plads staar det en Vandpost, og et andet Sted, paa en O i Uføret, er der opført en Bytelegrafstation umiddelbar op til et Pissoir. Derimellem er om Dagen anvist Stadeplads for en Vogn med Sodavand og for nogle Torvehandlende, især Fiskehandlere, hvorved Pladsen til visse Tider af Dagen faar Udseende af et Slags Torv, saa meget mere som der hele Dagen igjennem, og Aftenen med, bagved er etableret et Slags almindeligt Bedested for allehaande maleriske Arbeidskiøretøier, grupperede med løse Krybbet l den vildeste Uorden. Om Sommeren have ogsaa en Del Kildevogne deres Stade her. Forøvrigt opfyldes Pladsen af Jord-, Sand- og Skarndynger. Den løse Jord, hvoraf Pladsen bestaar, er i den Grad giennemtrukken af alle de Uhumskheder, hin Brug afføder, at naar Jordsmonnet i Sommerens Tørke, opløst i Partikler, i Forening med Sandet fyger for alle Vinde, udbreder et ilde lugtende Støv sig til alle Sider, trænge ind alle vegne og lægge sig i tykke Lag overalt, værre er det dog om vinteren. Er det Frostveir, stivner det opkjørte Jordsmon og Bunkerne sig i klippeagtige Partier, der frembyde en farlig Passage i Mørke. Men i fugtigt veie forvandler det Hele sig til et forfærdeligt Uføre, hvor enhver, der, ukjendt med Lokaliteterune, i Mørke lader sig forlede af den paa Pladsen brændende Lygte til at skyde Gjenvei over Pladsen, maa prise sig lykkelig, om det ikke gaar værre end til Tabet af Skosaal eller til vaade Fødder. Det er ingenlunde nogen Sjældenhed, at Sporvognspassagerer komme saaledes afsted, efter som Intet fornuftigt Væsem kan tænke sig, at der ligger en saaaan Faldgrube paa Alfarvei; kunde Pladsen tale, vilde den fortælle om mange Forbandelser, der have lydt over dens elendige Tilstand.
Kort sagt, "Trianglen" er i en Tilstand, om ikke burde taales i den mindste Landsby, langt mindre i en Hovedstad, og dog vilde det være saare let at afhjælpe dette Onde, da Pladsen ligger saaledes paa Brynet af Terrainets Afskraanlng mod Stranden, at Fugtigheden blot med et Par Spadestik vilde kunne afledes, især da Hovedkloaken, der fører fra Blegdamsveien til Sundel, ligger lige under den. I sit stille Sind gik Publikum ifior og ventede paa, at der skulde ske noget for "Trianglen", da Kalkbrænderiveien blev planeret, men forgæves. I Stedet for at kjøre noget af den Fyld, der blev afgravet ved Kalkbrænderiveien, ud i Udføret paa Trianglen kjørte man rask forbi med det ene Læs efter det andet for at aflæsse det, Gud ved paa hvilket fjernt Sted. For en forholdsvis ren Ubetydelighed kunde Trianglen reguleres, planeres og blive til en smuk Plads, og vi opfordre Indtrængende vedkommeade Myndigheder til at tage sig af den.
(Nationaltidende 24. februar 1883).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar