Som et Eksempel paa, hvor hensynsløst man ved vore offentlige Institutioner behandler vore Fattige, endog efter Døden, er der meddelt os følgende:
Den 3. Januar døde paa Kommunehospitalet Arbejdsmand R. F. Jørgensens Hustru. Til Trods for, at Familien var fattig, gjorde Manden sig dog store Anstrængelser for at faa sin Kone pænt i Jorden. Den 10. Jan. fandt Begravelsen Sted fra Hospitalets Lighus, og ved Imødekommenhed fra Inspektørens Side blev Liget ført ud paa Kirkegaarden i en særlig Rustvogn. Det lille Følge skyndte sig saa hurtigt som muligt til Kirkegaarden, men da de naaede derud, fandt de til deres store Forbavselse, at Liget allerede var sænket i Graven, uden at Personalet paa Kirkegaarden havde bekymret sig om, hvorvidt Familien ønskede at sige den Afdøde et sidste Farvel, ja endogsaa uden at tage Hensyn til, hvem der modtog Gravsedlen, idet denne var givet til en aldeles uvedkommende Mand.
Paa denne Maade behandler man de Fattige, naar de skal begraves. Det er en Behandling, der saa fuldt ud svarer til, hvad der bydes den levende Fattige, at den i Grunden ikke forundrer os. Men vi henstiller dog til Overopsynet paa Vestre Kirkegaard, at der tages lidt mere Hensyn til almindelig Velanstændighed og til Familiens Følelser, at de ikke oftere begraver fattige Lig, forinden Følget kommer til Stede.
(Social-Demokraten 15. januar 1888).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar