Den gamle Skik at skyde Nytaar ind taber Aar for Aar en Del af sit traditionelle Præg, især for Københavns Vedkommende, hvad her ja navnlig har sin Grund i Politiets energiske Indskriden mod denne Uskik, der jo altfor ofte afstedkommer Ulykker.
Men i Aar brød man Traditionen. Man havde vundet et Terræn, hvor Politiets rammende Haand ikke let kunde optage Kampen. Søerne med deres tykke Isdække var et fredet Terræn, hvor man uhindret kunde slaa Giækken løs.
Fra den tidlige Aftenstund (Nytaarsaften) begyndte Løjerne, mindre Fyrværkerisager. Og de gode gamle Kinesere kredsede Luften uafbrudt; alt, hvad der kunde give Knald, var i Brug, lige fra 10-Øres Pistoler til vældige Kanepiske; de sidste var mere opmuntrende for de tilstedeværende end egenlig farefri; thi den tætte Menneskemængde bragte mer end en i en mindre blid Berøring med dem. Bengalsk Belysning, der skaffedes til Veje ved at afbrænde Tændstikker med kulørt Blus, oplyste uafbrudt det interessante Skuespil, der nærmest tog sig som Masser af Fluer paa en mægtig Sukkerflade.
Skøiteløbende med Begfakler og Lygter paa lange Stænger gjennemfo'r Terrænet fra Ende til anden, samlede sig undertiden i lange Rækker, og under Afsyngelsen af mere populære end egenlig tiltalende Viser gik man løs paa Livet og holdt ud til over Midnat. Langs Bredden, hvor der er givet Tilladelse til mindre Beværtning, og hvor Udlejere af Skøjter har Stade, var der hos disse illumineret med Begfakler, ligesom der var plantet Flag, ofte af en meget ubestemmelig Nationalitet; det hele gav en straalende Ramme til det øvrige Billede.
Langs Søerne og paa Broerne havde samlet sig en stor Tilskuermængde, der iagttog dette muntre Billede af en Folkefornøjelse. Sjælden har Vinteren ydet et bedre Kontingent til Forlystelserne paa Isen, og man vidste ogsaa at benytte sig af det i videste Maal. De handlende i Nærheden havde for manges Vedkommende udsolgt tidlig paa Aftenen deres Lager af Fyrværkerisager, der, saa vidt vides, ikke har bragt nogen Ulykke med sig, skjønt de forskjellige Sager susede om Benene paa Deltagerne.
I Søndags tog man fat igjen, dog var Skydningen mindre livlig. Fra Formiddagen var der sort af Mennesker paa Søerne i og udenfor København. Kjøbenhavns Skøiteløberforening havde omgivet sin Bane paa Peblingesøen med en Flagdekoration. En hel Granskov var plantet paa Søen; om Eftermiddagen musiceredes der paa Banen, og Skøjteløbersporten, der her fik mangt et smukt Udslag, havde samlet mange skuelystne, der med Interesse fulgte de smukke og gratiose Bevægelser, som en Del af de sportsdyrkende forstod at lægge i Løbet.
Paa Kastelsgraven havde et Par foretagsomme Mænd faaet etableret en Slæde-Karussel, der i Dagene Løb indbragte en temmelig god Indtægt ved den livlige Deltagelse, der blev den til Del, navnlig fra Børnenes Side.
I Classens Have, paa Frederiksberg, ja overalt, hvor der var Is, var denne taget i Besiddelse og øvede sin Tiltrækningskraft til langt paa Aftenen.
Ogsaa Isen i Sundet havde lokket en Del Mennesker ud, og Valfarten til de indefrosne Skibe, der ligger indenfor den Rende, som Dampskibene holder aaben, var livlig.
Alt i alt er det nye Aars Ankomst blevet fejret paa Isen efter en Maalestok, som ikke hvert Aar kan opvise Magen til.
(Morgenbladet (København) 3. januar 1888).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar