Hvad man kan tillade sig af Chikanerier overfor Tyendet, har Direktør Hein vist, da han satte sin Pige bag Jernstænger i et Kælderhul.
Er det ikke skrækkeligt at tænke sig, at en Husbond har saadan Hals- og Haandsret over sit Tyende, at han hvilken Dag han lyster kan fængsle det bag Jernstænger? Maa man ikke harme over, at Tyendet er overgiveren saadan Vilkaarlighed? Og netop Tilfældet hos Direktør Hein viser, hvorledes Tyendet er underkastet deres Husbonds Luner; thi hvorfor satte Direktør Hein sin Pige bag Jernstænger, hvilken Forbrydelse havde hun begaaet? Ja, da vi spurgte Direktøren herom, kunde han ikke give os noget fyldestgørende Svar. De Grunde, som Direktøren fremførte, var af en saa smaalig Art, at vi, for ikke at komme ind paa det latterlige, ikke skal gengive dem; vi fik det Indtryk, at Direktøren nu en Gang havde set sig gnaven paa Pigen, og saa skulde hun i Hullet eller ogsaa skifte uden at faa sin retmæssige Løn. Men nu kommer Beviset for, at Direktøren har handlet mildest talt uforsvarligt overfor Pigen. Pigen var nemlig godt anbefalet fra tidligere Pladser, dog vil vi ikke tage stort Hensyn hertil, thi trods at Direktøren var saa misfornøjet med hende, at han satte hende bag Jernstænger, saa vilde han dog gærne give hende en Anbefaling, naar hun blot vilde skifte straks og lade sig nøje med den Løn, som han vilde give hende; nu fra 1ste April har Pigen indtaget sin tidligere Plads i Køkkenet, det viser sig altsaa, at Direktøren godt kan bruge hende i Køkkenet; man maa derfor antage, at hans Fængsling af Pigen kun var et Udslag af et ondt Lune; men man tænke sig, at et Tyende saaledes skal være en Bold for Husbondens onde Luner!
Hvad der har forundret meget er, at Direktør Hein fandtes paa "De forenede Borgerliges Liste" ved sidste Borgerrepræsentantvalg, den Liste, som særlig anbefaledes af Værtshusholderne, trods det, at Forholdet mellem Direktør Hein og Pigen var offenligt bekendt. Men maaske "De forenede Borgerlige" ynder Heins Fremgangsmade, og da ser det kun lidet lysteligt ud for Tyendet; men vi vil vel da lære at tage bedre Reb i Sejlene, maaske Virkningerne vil blive modsat det tilsigtede.
Affæren med Direktør Hein har givet Stedet til, at vi har taget under Overvejelse, om det ikke var heldigst, at Tjenestepigerne kunde blive optaget i vor Forening; vi forelagde det paa en Generalforsamling, og det blev vedtaget. Hvis Tjenestepigerne derfor vil undgaa at blive udsat for at behandles saaledes som Direktør Heins Pige, saa maa de gensidig protestere, og den bedste Protest er, at de alle som en melder sig ind i Tjenestetyendeforeningen "Enighed".
(Social-Demokraten 26. april 1889).
Husets frue havde ikke fundet kokkepigen ren nok, og direktøren havde herefter tilbudt at betale hende 10 kr for at forlade pladsen straks. Dette nægtede kokkepigen (der havde gode anbefalinger fra tidligere tjenesteforhold). Hun blev herefter sat fra bestillingen af direktøren som anbragte hende i et skummelt kælderværelse med jernstænger for vinduerne. Hun fik lov til at gå ud hver 14. dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar