21 august 2024

Ladegaardsaaens Overdækning. (Efterskrift til Politivennen)

Overdækningen strider rask frem. Man har paabegyndt Arbejdet paa to Steder, ved Evaldsgade og ved Broen ud for Blaagaardsgade og er allerede efter en Uges Arbejde naaet et godt Stykke frem begge Steder, saaledes at man snart kan mødes paa Midten af denne Strækning.

Langs Nørrebrosiden bliver der gravet en Rende, gennem hvilken Ladegaardsaaens Vand for Fremtiden skal ledes ind i Peblingesøen. Den ny underjordiske Ladegaardsaa saa vel som en overdækket Brønd ved Evaldsgade bliver bygget af tykke Brædder. Denne ny Ledning er allerede taget i Brug, og den gamle Ladegaardsaa er saaledes sat ud af Virksomhed paa den nævnte Strækning.

Ved Opfyldningen, der foretages for Magistratens Regning, er ca. 30 Vognmandskøretøjer i Virksomhed, og hvis man fremdeles fortsætter som i den forløbne Uge, vil det ikke vare længe, før den uhyggelige og bakterieholdige Aa helt maa vige Pladsen for en ny og tidssvarende Boulevard. Efterhaanden som Fylden bliver væltet ned og Vandet ledes ud af Aalejet, skyder der et grønlig gult Slam op fra Bunden som et Vidnesbyrd om den Raaddenskab, der har været gemt i det gamle Vandløb.

Og de mange Tilskuere, der samles for at iagttage det betydelige Arbejde, vil i hvert Fald, naar de ser dette grøngule Bundfald, være paa det rene med, at Ladegaardsaaens Overdækning er en betimelig Ting.

(Social-Demokraten 27. august 1896).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar