I Formiddags har Højesteret paadømt en Sag, der har ikke ringe Interesse, fordi den afgjør et Principspørgsmaal af en vis Betydning.
Sagen er anlagt mod Fru Laura Fischer, født Pohlmann, Handelsagent Fischers Hustru, Fru Fischer har som ugift i Aaret 1896 vundet Næringsbevis som Detailhandlerske og har samtidig anmeldt Brændevinshandel. Den 14. Marts 1899 indgik hun Ægteskab med Handelsagent Fischer, med hvem hun nogle Maaneder i Forvejen havde oprettet Ægtepagt, hvorefter der ikke mellem Ægtefællerne skulde finde noget Formuefællesskab Sted. Særlig bestemtes det, at det af Hustruen erhvervede Næringsbevis og den i Henhold til samme drevne Handel skulde forblive hendes Særeje.
Fru Fischer fortsatte efter sit Ægteskab uforandret sin Forretning, med Hvilken Manden intet som helst havde at gjøre. Fru Fischer mente at være berettiget hertil, idet hun henviste dels til Ægtepagten, dels til § 18 i Lov 7. April 1899, hvorved bestemmes, at bl. A. Næringsrettigheder skulle være udenfor Formuefællesskabet, hvilket i al Fald maatte medføre, at hun maatte kunne benytte sit Borgerskab for Tiden efter denne Lovs Ikrafttræden.
Sagen blev gjort til Gjenstand for Politiundersøgelse, og Fru Fischer blev tiltalt for Overtrædelse af Næringslovgivningen. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Fru Fischer frifunden. Det hedder i Dommen: Da der nu ikke i Næringsloven med Sikkerhed haves Hjemmel for, at en Kvinde, der indgaaer Ægteskab, under alle Omstændigheder mister den af hende som ugift erhvervede Næringsadkomst, da der ifølge den ovenomtalte Ægtepagt i det her omhandlede Tilfælde hverken er Tale om nogen Overgang af Næringsdriften til Tiltaltes Mand eller nogen Indtræden som Deltager i den fra hans Side, og da Tiltalte iøvrigt efter den paagjældende Lovgivning ikke i sin Egenskab af gift Kvinde savner de retlige Betingelser for at kunne drive selvstændigt Erhverv for egen Regning, vil Tiltalte være at frifinde."
En af Kriminalrettens Assessorer havde afgivet et dissentierende Votum, der ud fra den Betragtning, at den de ugifte Kvinder ved Næringslovens § 7 tillagte Ret til at vinde Næringsadkomst maa ansees for et særligt Beneficium, der er tillagt de paagjældende Kvinder som ugifte, hævdede, at dette Beneficium ubetinget maa bortfalde ved Indgaaelse af Ægteskab og derfor konkluderede til, at Tiltalte burde idømmes en Bøde af 40 Kr.
Medens for Højesteret Hr. Asmussen som Aktor procederede ud fra væsentlig de samme Betragtninger som den dissenterende Kriminalretsassessor og hævdede, at Loven af 7. April 1899 ikke kunde faa nogen Indflydelse paa Sagens Bedømmelse, gjorde Hr. Fr. Salomon som Defensor gjældende, at Næringslovens Bestemmelse kun angik Adgangen til at erhverve Næringsadkomst, men ikke indeholdt Noget om, at den erhvervede Adkomst under de omhandlede Forhold forlades. Hustruens formueretlige Stilling er som Følge af Ægtepagten ikke bleven forandret, og Næringen er derfor hendes Særeje, Manden ganske uvedkommende.
Højesteret stadfæstede Kriminalrettens Dom i Henhold til de i den anførte Grunde.
(Nationaltidende 6. marts. 2. udgave).
I Kraks Vejvier 1898 forekommer en L. C. F. Pohlmann, detailhandlerske Fiskergade 4., st.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar