I Anledning af det internationale Kvinderaads Bestyrelses-Møde her i Byen har Fru Palline Bagger Weis skrevet nogle Artikler om Kvindesagen i "Politiken".
I en af disse Artikler skriver Fru Bagger Weis følgende:
"Naar det er saa svært at faa Arbejderklassens Kvinder interesserede for Kvindesagen, saa er Aarsagen ikke Sløvhed eller Brist paa Intelligens, men den er Hensynet til Husfreden, idet den socialistiske Religion forbyder Kvinderne at have andre Interesser end deres Mænds. "
Hvilken taabelig Tale er dog ikke dette! En af Mændene opfundet "socialistisk Religion" skulde forbyde Kvinderne at slutte sig til "Kvindesagen", og Kvinderne skulde bøje sig for den for Husfredens Skyld?
For Kvindernes Sag kæmper saavel Arbejderklassens Kvinder som Mænd, og Kvindernes Frigørelse kan kun naas igennem denne Kamp, men det er sikkert nok sandt, at Arbejderklassens Kvinder staar den Sag, der kalder sig "Kvindesag", meget fjærnt.
Naar der selv af en af de mest frisindede Kvindesags-Damer kan gives en saa overfladisk Forklaring paa et Fænomen, som ene beror paa Klassemodsætningen, saa er det ikke godt at se, hvad Arbejderklassens Kvinder har med denne "Kvindesag" at gøre.
Lige saa lidt som alle Mænd har samme Interesser, lige saa lidt har alle Kvinder det, thi deres økonomiske og sociale Stilling er forskellig.
Overklassen og Mellemklassen har Del i Samfundets Goder. De har Adgang til Embeder og Poster, og Samfundet letter dem gennem Universiteter og Læreanstalter Adgang til de Erhværv, der giver den forholdsvis højeste Løn og den forholdsvis korteste Arbejdstid.
Det er da kun rimeligt, at der indenfor disse Klasser kommer en Interesse-Modsætning frem mellem de to Køn, naar Kvinderne forlanger lige Adgang med Mændene. I visse Kredse brydes denne Modsætning delvis derved, at Mændene ved hele denne Udvikling fritages for en Del af deres Forsørger-Pligter.
Saaledes er det i Overklassen og i Mellemklassen.
Men det er ganske anderledes i Arbejderklassen.
Arbejderklassen har ikke Adgang til Samfundets Goder. Den er derimod underkastet Udbytning af de andre Klasser, og det gælder dens Mænd ligesaa vel lom dens Kvinder. Skulde der være noget, der gør Skel mellem de to Køn, saa er det det, at Kvinderne er mere modstandsløse overfor Kapitalens Udbytning end Mændene. Dette medfører dog ingen Modsætning, men derimod et Interesse-Fællesskab, thi Kvindernes Modstandsløshed skaber ikke blot elendige Kaar for dem selv, men forværrer ogsaa Arbejdsvilkaarene for Mændene. Jo stærkere Kvinderne bliver, des bedre bliver ogsaa Forholdene sor Mændene.
I Overklassen lyder det derfor: Op med de Døre, som Mændene holder stængede for Kvinderne!
Men i Arbejderklassen lyder det: Baand paa Kapitalen, at dens Magt til Udbytning ikke bliver ubegrænset! Baand paa dens Udbytning overfor alle Arbejdere; men kan dette endnu ikke naas fuldt ud, saa idetmindste Baand paa den overfor den Del af Arbejderklassen, der er mest modstandsløs: Børnene og Kvinderne!
Der behøvede i og for sig ikke derfor at komme nogen Modsætning mellem "Kvindesagen" og Arbejderklassens Kvinder. De kunde godt støtte hinanden, thi som Regel er de Kvinder fra Overklassen, der leder "Kvindesagen", ikke direkte interesserede i Udbytning af Arbejderklassens Kvinder; de tilhører sædvanlig selv de frie Erhverv eller er udgaaede fra denne Klasse. Arbejderklassens Kvinder vil altid stille sig sympatetisk overfor disse Kvinders Klassekamp. De vil altid med Glæde se, at der bliver Plads for Kvinder som Fabriksinspektører, Læger, Journalister, Politi-Embedsmænd osv. osv. Det er netop det store ved Arbejderklassens Kamp for sin egen Frigørelse, at den samtidig bliver en Kamp for hele Samfundet.
Det er da heller ikke fra Arbejderklassens Kvinder, at Modsætningen kommer, men fra "Kvindesagens", fra dens Lederes komplette Mangel paa Forstaaelse af det, der tjener Arbejderklassens Kvinder til Gode. Naar man ved Lov vil forbyde Kapitalen den grænseløse Udbytning af Kvinderne, da ser Kvindesagens Kvinder kun heri noget, der kan skade deres Bestræbelser for Frihed til Erhverv, og tænker ikke paa, at det, de vil have Frihed til, er til Opnaaelsen af Goder, medens det, Arbejderklassens Kvinder berøves Frihed til - om der i det hele taget i denne Sammenhæng kan tales om Indskrænkning i andres end i Kapitalens Frihed - det er ikke Frihed til Opnaaelsen af Goder, men Frihed til at lade sig udbytte.
Da Fabriklovens Forbud mod at anvende Kvinder længere end 10 Timer daglig og ikke til Natarbejde for et Par Aar siden var under Diskussion, skrev det danske Kvinderaads nuværende Sekretær, Fru Charlotte Norrie, i "Politiken":
"Den Form, hvorunder dette Forslag fremkommer, forekommer nærmest os Kvinder oprørende. Ikke fordi nogen af os vilde foretrække at arbejde udenfor Hjemmet i 12 Timer hellere end i 10. Endnu mindre fordi nogen af os vilde ønske selv at gaa hele Dagen fra vore smaa Børn, eller fordi vi med Velbehag ser, at andre Mødre er nødte dertil.
Men vi betakker os for den Omhu, der ved Lov forbyder en Moder, hvis hun er selvopofrende nok dertil, at slide sig op for sine Børn.
Og vi finder, at det er ubilligt, at det ved Lov skal forbydes en Kvinde at arbejde mere end 10 Timer i Døgnet, hvis hun har Kræfter til at arbejde i 12. Ikke alt Arbejde er lige svært, og vi Kvinder har jo dog ikke alle lige mange Kræfter. Hvorfor maa den stærkeste iblandt os ikke faa Lov at drage Fordel af sin Styrke?"
En saa grænseløs Uvidenhed om de virkelige Forhold nærer Fru Norrie, at hun mener, at Arbejdstidens Længde afhænger af Kræfterne! Herre Jemini, ja saadan gaar det naturligvis til! De Svage gaar hjem og hviler sig, naar de 10 Timer er forbi, medens de Stærke i Henrykkelse over deres Kræfter bliver endnu et Par Timer! Og saa skal Loven komme og hindre dem deri!
Man ved ikke rigtig, om man skal le eller græde, naar Arbejderkvinderne fra den Kant venligt klappes paa Skulderen med de Ord: Vi ved nok, det er ikke "Brist paa Intelligens" der gør, at I ikke slutter Jer til os!
I Virkeligheden er der alligevel en dyb Sandhed i disse Ord. Det er ikke "Brist paa Intelligens", men det ganske modsatte, der gør, at Arbejderkvinderne ikke vil lade sig spænde for den Vogn, der skal trække Overklassens Kvinder ind i deres Friheds Land, medens deres egen Part bliver den ubeskaarne Frihed til - at lade sig udbytte. N.- g.
(Social-Demokraten 22. juli 1902)
Palline Kirstine Margrete Bagger Weis (1868-1948). 1899-1911 gift med plantefysiolog cand. mag. Frederik Anton Weis. Gift med redaktør Eugen Zecaresh (fra Budapest) 1914-?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar