Dame i Mandsdragt
Frøken Søeborg fik Tilladelse
For nogen Tid siden ansøgte en yngre Dame, Søster til Kunstmaler Søeborg, Justitsministeriet om Tilladelse til at bære Herredragt. Bl a. havde hun taget Overlæge, Dr. med. Friedenreich, til at anbefale Andragendet.
Nu har den unge Dame modtaget Ministeriets imødekommende Svar der lyder saaledes:
"I Anledning at der af Dem hertil indsendte Andragende, hvori De anholder om Tilladelse til at bære Mandsdragt skal man - idet man iøvrigt ikke undlader at henvise til det i § 9 Politivedtægt for Kjøbenhavn af 22. Juni 1883 indeholdne Forbud mod paaa offentlig Gade, Vei eller Plads at vise sig maskeret eller i en Dragt, der er stridende mod Velanstændighed eller egnet til at fremkalde Forstyrrelse af den offentlige Orden - til behagelig Efterretning melde, at der ikke i den bestaaende Retsorden findes nogen Hindring for, at De, naar saadant ikke benyttes til at fremme Formaal, der støder an mod Lov og Ærbarhed, bærer Mandsdragt.
Den unge Dame, som er Typograf og som arbejder hos O. C. Olsen, kaster altsaa Skørterne for bestandigt, - og fremtræder i en ny og forynget Skikkelse. Til Trods for sine 31 Aar, ligner hun nemlig i sin nye Mundering en Mand paa 16, højst 17 Aar.
Frøken Søeborg præsenterede sig i Gaar for os i sin Herredragt: Benklæder, Jakke, stribet, ulden Sømøndsskjorte og Kasket.
Den unge Dame, der havde en let Stok i Haanden, gør et meget beskedent Indtryk. Hun ligner i sin blaa Pjækkert nærmest en spinkel Styrmandselev, og naar hun passerer gennem Gaderne, er der næppe nogen, der falder paa, at det en Kvinde i Mandsdragt.
Frøken Søeborg erklærede, at hun har anlagt Mandsdragt udelukkende af Bekvemmelighedshensyn. Hun har forøvrigt allerede i det sidste halve Aarstid gaaet herreklædt, særlig efter Mørkets Frembrud, da hun i denne Paaklædning mest ugenert kunde bevæge sig paa Gaderne, hvilke, ofte ikke var Tiifældet tidligere, da hun bar en emanciperet Damedragt.
Frøken Søeborg, der har lært Bogtrykkunsten hos Vogelius I Frederikshavn, er nu Maskinsætter. Hun er Medlem at Typografernes faglige Organisation.
(Social-Demokraten 31. januar 1902).
Typograf Emma Camila Søeborg (1871-1935) var søster til Laura Frederikke Bøstrup (Søeborg) 1860-1945, Anna Henriette Charlotte Søeborg 1864-1932, Axel Søeborg og kunstmaleren Knud Christian Søeborg 1861-1906. Justitsministeren var Alberti. Ifølge 5. Mosebog 22, 5: "Kvinder må ikke bære mandsdragt, og mænd må ikke gå i kvindeklæder. Herren din Gud afskyr enhver, som gør den slags".
Kvindebuxers Berettigelse.
Emancipation?
Der er i disse Dage ironiseret stærkt over den unge Kvindes Ansøgning om og Justitsminister Albertis Tilladelse til at klæde sig i Mandsdragt. Efter min Mening tildels med Urette. Nok muligt, at denne reformatoriske Kvinde har grebet Sagen forkert an. Men selve Tanken, Trangen og Ønsket om at blive befriet fra disse ubekvemme, upraktiske og meningsløse Skjørter, som vi Kvinder er fordømt til at arbejde os frem i, er ganske naturlig. Ikke nogetsomhelst andet tobenet Væsen forlanger man, skal arbejde og færdes i Svøb. Det er omtrent lige saa unaturligt, som om man vilde forlange, at vi ogsaa skulde agere med Armene i en Pose.
En moderne Mandsdragt vil ganske vist kun i de sjældnere Tilfælde klæde en Kvinde, og desuden skal der være Forskiel paa de to Kjøns Dragter; men dette kunde der ogsaa meget vel blive, selv om vore Skjørter blev tvedelt. Heller ikke vil det volde Vanskelighed at komponere en Dragt, som var hverken var ukvindelig eller uklædelig.
For det første har vi jo de moderne Cykledragter, bestaaende af Knæbenklæder, Vest, kort Trøje og en lille rundpullet Filthat, en Dragt, som unge kvikke Damer tager sig aldeles nydelige ud i. For lidt ældre Damer vilde "en saakaldte "Blomerdragt" være at anbefale.
I min Barndom saa jeg en Afbildning af en saadan, og den tiltalte mig saa meget, at jeg temmelig tydelig husker den endnu: Sorte Fløjels Benklæder, lange og ligesom Mændenes, en langskiødet Bluse, ligeledes af sort Fløjl, med Bælte om Livet; dertil en klædelig, sort Fløjels Baret med et Par smaa, hvide Strudsfjer fasthæftet med en Agraf paa Siden. Denne Dragt kunde jo ogsaa varieres. Vist er det, at den uden Sammenligning vilde være ganske anderledes praktisk og behagelig.
De Herrer, som ironiserer, skulde blot prøve, hvorledes det er at stride sig gjennem en dansk Vinterstorm, naar svære Skjørter og Kjolen slynger sig om Benene. Eller naar alle Kjøbenhavns Torve, Pladser og Gader henligger i et Ælte af opgravet Jord og Tøsne - da at vade omkring med anstændig lange Skjørter. De vilde da sikkert, i Stedet for at ironisere, være besjælet af medfølende Forstaaelse for de Kvinder, der sukker efter at komme til at promenere deres Transportmidler i Frihed.
Ingen kan mere end jeg være en Modstander af Kvindeemancipation; men ligesaa meget er jeg en Hader af alt, hvad der er unaturligt og upraktisk. Derfor anser jeg det heller ikke for umuligt, at Efterverdenen kommer til at staa i en lille Taknemlighedsgjæld til den Kvinde, som Nutiden bedømmer som extravagant. Intet taler for Skjørternes vedvarende Existens uden gammel Smaaborgerlighed og nedarvede Fordomme. Sammenlign Cykle- og Blomerdragten med de vanskabende og upraktiske Krinoline- og Hoftepude-Uhyrer og ligeledes de senere Aars Tragte-Dragter.
Om Sommeren kan det ganske vist være et meget daarende Skue, naar en ung gratiøs Dame i lys Klædebon svæver hen over Asfalten; men der er jo intet i Vejen for, at Kvindedragter med Pantalons kan variere i alle mulige Stoffer og Farver, alt efter Aarstiden.
At Skjørtets Tvedeling har en Fremtid for sig, derfor taler det reformatoriske Brus, der gaar gjennem den kvindelige Underbeklædning. Og hvis de enkelte Kvinder, der har Mod eller, vi kan godt sige Dumdristighed nok til at lade haant om gamle Vedtægter og Fordomme, og præsentere sig i den naturlige Beklædning, som Benklæder er, ifaar fremkaldt en gjennemgaaende Reform, da maa jeg tilstaa, at jeg er lige ved at misunde den Generation, som kommer til at nyde Behageligheden af deres Kjækhed. Dette være sagt i dybeste Alvor af.
Jane Concordi.
(Aftenbladet 3. marts 1902).
Bloomerdragten eller reformdragten, var opkaldt efter den amerikanske feminist Amelia Bloomer (1818-1894). Hendes bukser havde tyrkisk snit med et kort skørt over. Den slog - som reformdragten - aldrig for alvor igennem, men blev dog brugt af kvindelige cyklister og til sport.
"Frøken".
Vi løb - skriver Bladet "Kl. 12" - paa Ærmet af Frøken Søeborg, Banebrydersken paa den kvindelige Herredragts Omraade.
"God Dag. Frøken!"
Frøkenen tyssede og tog sin lille Shagpibe ud af Mundvigen.
"Frøken maa De ikke sige saa højt. Det kunde gjærne gaa lige saa galt som forleden Dag. Da var der ogsaa en, der sagde "Frøken", og strax var jeg omringet af 3-4 opløbne Knægte, der dansede Krigsdans. En velrettet Lussing fra min Side kom saa overraskende, at den skaffede mig fri Passage - men jeg er en Hader af alt, hvad der hedder Gadeuorden. Hvad vilde De forresten?"
"Vi vilde kun spørge Frøkenen, om De har set Deres Efterfølgerske?"
"Jeg har hørt om hende, men kan ikke forstaa det".
"Ikke?"
"Nej, var jeg hendes Mand, vilde jeg trække Buxerne af hende og give hende nogle Klask".
"Og det siger De?"
"Ja, af praktiske eller dermed beslægtede Grunde kunde jeg aldrig have fundet paa at søge om Tilladelse til at gaa i Mandsdragt. Men jeg har aldrig følt mig som Kvinde - derfor gjorde jeg det!"
Saa ved man det!
(Skive Folkeblad 14. oktober 1902).
Den 15. september 1903 skete der en benzineksplosion i maskinsætteriet hvor frk. Søeborg blev alvorlig forbrændt på den ene arm. Det lykkedes for hendes arbejdskammerater at få ilden slukket og hende bragt på hospitalet.
En Toillettestrid.
Herre eller Damebenklæder.
Den bekendte kvindelige Typograf, Frk. Søeborg, der af Justitsministeren har faaet Tilladelse til at bære Mandsklæder, blev i Følge "Hobro Avis" for nogen Tid siden indlagt paa Kommunehospitalet.
Hjærtefrisk som hun var, havde hun Haab om anart at komme oven Senge, og forleden, da Overlægen gik Stuegang, fik hun Tilladelse til at staa op.
Saa snart Stuegangen var forbi, gav Sygeplejeren Patienten de nødvendige Beklædningsgenstande af Hospitalets, saasom Trøje, Kjole, Klokke, Strømper og - et Par Damebenklæder.
Fik Søeborg protesterede. Hun vilde have Mandsklæder!
Men saa blev der rigtignok Uro i Gelederne. Plejemoderen blev tilkaldt, da Striden var paa sit højeste, og hun dikterede: i Kvindeklæder eller ingen.
Patienten bad saa om at faa sit eget Tøj, men det blev hende ogsaa nægtet.
Saaledes stod Sagerne endnu næste Dag, da Overlægen igen indfandt sig. Han blev straks sat ind i Forholdene og anmodet om, som den højeste Myndighed, at afgive sit Votum.
Det kom imidlertid ogsaa til at gaa Frk. Søeborg imod, idet han nægtede, at nogen Patient med Mandsklæder paa maatte opholde sig paa Kvindeafdelingen. - Flytte Frøkenen over paa Mandsafdelingen kunde han ikke - , vilde hun ikke have Kvindeklæderne paa, maatte hun godt tage bort.
Dette sidste valgte saa Frk. Søeborg.
(Herning Folkeblad - Vestjylland 21. januar 1904).

Ingen kommentarer:
Send en kommentar