Skræder Jens Richard Jensen, kaldet Skaarup, af Øster Velling i Jylland, havde af Sadelmager Søren Nielsen i Randers købt en Chaiselong for 65 Kr. Han underskrev paa en Lejekontrakt for 35 Kr., men skænkede ikke dennes Indhold videre Opmærksomhed forinden Underskriften. Da Betalingsfristen var overskredet, uden at Skaarup havde betalt, hentede Sadelmageren sin Chaiselong, hvad han i Følge Kontrakten var berettiget til.
Skaarup mente sig imidlertid forurettet herved og stævnede Nielsen til Betaling af 20 Kr. for Afsavn af Chaiselongen samt 20 Kr. for udført Skræderarbejde, der efter Aftale skulde være gaaet af paa Gælden.
Da Nielsen nu under Sagen fremlagde sin Kontrakt, erklærede Skaarup,at der var gjort Tilføjelser i den, efter at han havde underskrevet den, og han anmeldte Nielsen til Politimester Lillienskiold i Randers, idet han sigtede N. for Dokumentfalsk.
I et senere Retsmøde blev de to Mænd dog forligte, og Skaarup gik saa til Politimesteren og tog sin Anmeldelse tilbage.
Politimester Lillienskiold svarede, at han betragtede Skaarups Indmeldelsefor falsk; han indledede nu Undersøgelse mod ham, og efter ca. 3 Ugers Arrest lykkedes det virkelig Lillienskiold at saa Skræderen til at tilstaa.
I sin Bekendelse erklærede Skaarup, at han ikke før Underskriften havde gennemlæst Kontrakten og derfor ikke kunde have nogen Vished for. at den var forandret. Han havde dog tænkt sig denne Mulighed, og for at skræmme Sadelmageren var det saa, han gjorde Anmeldelsen. Hermed var Hr. Lillienskiold stillet tilfreds, og han idømte Skaarup Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage - den strængeste Straf næstefter Forbedringshusarbejde.
Den tjenstivrige Dommer maatte dog bagefter lide den Skuffelse at se Overretten nedsætte Straffen til det halve, 3 Gange 5 Dage.
Vi træffer her atter en af disse Dommere, der svinger Rettens Sværd med en Pligtopfyldelse, som kan saa det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa Folk. Skaarup meldte sin Kreditor for at afbøde dennes Hæslige Fremfærd, men sandsynligvis har han gjort det i god Tro. Protokoltilførslen siger maaske noget andet; men Dommernes Protokoller har, som bekendt, uhyggelig ofte vist sig upaalidelige.
Det graverende i denne Sag er dog dette, at Hr. Lillienskiold aldeles tilsidesætter de to Mænds Forlig og Anmelderens Tilbagekaldelse. De to Parter er bleven enige om at lade alt være glemt; men den ivrige Dommer vil absolut straffe.
Det er den sædvanlige Historie. Er en Mand en Gang kommen indenfor en Dommers Rækkevidde, saa skal han brændemærkes enten paa den ene eller den anden Maade, og man rydder utrættelig op i hans Forhold, piner ham med Arrest og forfølger ham, til der findes blot den mindste Plet, hvor en af Straffelovens Paragrafer kan anbringes.
Sagen foretoges i Mandags for Højesteret. Her gik Salomon som Defensor stærkt til Felts mod Dommer Lillienskiold. Hans Angrebspunkt var netop væsenlig det, at Politimesteren havde fremmet Undersøgelsen, efter at de to Mænd var forligte. Han erklærede desuden, at Politimesteren var optraadt, som om han paa Forhaand havde anset Skaarup for en Mand, der ikke behøvede at vises noget Hensyn. Tilstaaelsen fandt han ikke tilstrækkelig til at dømme paa, og han paastod Frifindelse.
Men Højesteret stadfæstede trods alt Overrettens Dom. Skaarup idømtes Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage i en Sag, som slet ikke vilde være bleven rejst, om Dommeren havde følt menneskeligt og humant.
(Social-Demokraten 3. december 1902).
Frederik Sannes Lillienskiold (1854-1917) var student fra Metropolitanskolen 1873. Han blev 1878 cand. jur. 1878-79 sagførerfuldmægtig, tillige 1879-82 fuldmægtig ved Københavns amts nordre birk. 1882 (17. febr.) assistent i Kultusministeriet og (21. dec. 1883) på Højesterets justitskontor. 1892 (31. marts) protokolsekretær i Højesteret. Han var 1898-1907 byfoged, politimester, by- og rådstueskriver i Randers.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar