I nr. 718 af Politivennen er fremsat en anmodning til kirkebetjente og gravere om at hæmme den uskik at kirkebesøgerne under konfirmationen eller ved andre højtideligheder bestiger bænkene i stolene. Men så ønskeligt det end er at denne usømmelige og andagtforstyrrende uskik måtte blive ophævet, lige så lidt tror indsenderen af dette at det står i disses magt at bevirke alt. For ved enhver af hovedstadens sognekirker er der almindeligvis ansat to gravere hvoraf den ene i almindelighed er op i alderen, og begge har andre pligter at iagttage under gudstjenesten så at de ikke kan sørge for ordens vedligeholdelse. Desuden er kirkerne ved sådanne lejligheder gerne fyldt med en usædvanlig stor mængde så at det næppe er muligt for graverne at trænge igennem denne, når de skal udføre deres dont, som dels består i at lukke stolene op, gå med tavlerne osv. og når de nu i den ene ende af kirken ville formå folk til at vise en sømmelig opførsel, så ville virkningen af en sådan formaning om den endog for øjeblikket efterkommes, sikkert være ophørt inden de nåede den modsatte ende. Meget mindre ville de kunne tilbageholde den sværm af lapse der som trækfugle flyver fra en kirke i en anden og som med mageløs dristighed voltigere over stolene og bestiger bænkene både med og uden briller for at kunne have de unge piger i kikkerten uden på mindste måde at tænke på hvorledes de ved denne deres usømmelige adfærd både forulemper forældrene til de børn der konfirmeres, og forstyrrer den højtidelige andagt der ved en sådan lejlighed allermest bør finde sted.
I ældre tider havde graverne under gudstjenesten hjælp af et par vægtere og nogle fattigfogeder. Men ligesom indsenderen ikke ynder påpassere eller vagt i kirken, tror han heller ikke at den omtalte uorden ville hæves ved det og han mener at garnisons og Holmens kirker kunne tjene til bevis på det. Derimod tror han at den kan hæves på en ganske simpel måde og uden at gøre opsigt.
I ældre tider havde graverne under gudstjenesten hjælp af et par vægtere og nogle fattigfogeder. Men ligesom indsenderen ikke ynder påpassere eller vagt i kirken, tror han heller ikke at den omtalte uorden ville hæves ved det og han mener at garnisons og Holmens kirker kunne tjene til bevis på det. Derimod tror han at den kan hæves på en ganske simpel måde og uden at gøre opsigt.
Man har nemlig lagt mærke til at denne opstigen på bænkene tager sin begyndelse idet præsten træder frem i koret for at holde talen til konfirmanderne. Det er meget naturligt at alle tilstedeværende ønsker at høre ham. Men dette er ikke muligt for dem som har plads i den midterste del af kirken og endnu mindre for dem er er i den nederste ende af samme, hvorfor de stiger op for at forhøje deres personer så meget at de kan se taleren og opfange hans tale. Blev talen derimod ikke holdt fra koret, men fra prædikestolen, der i vores kirker er anbragt således at man overalt kan se og høre taleren *), ville derved årsagen til denne opstigen på bænkene helt ophøre. Ville præsten endvidere før han forlader prædikestolen med et par ord omtale denne uskik som upassende for stedets hellighed og handlingens højtidelig, så ville man sikkert spore en god virkning deraf, og måske behøvedes en sådan formaning kun en gang. Men da forældre eller pårørende af konfirmanderne gerne ønskede at høre hvorledes disse besvarer de spørgsmål de får, så måtte graverne sørge for at sådanne fik plads så nær deres konfirmander som muligt.
"Det var først bestemt at prædikestolen i Frue Kirke skulle have stået på gulvet mellem koret og skibet, men da taleren derfra ikke kan høres eller forstås, forflyttedes den til det sted den nu indtager." (Prædikestolen er opsat på væggen til venstre uden for billedet. Vor Frue Kirke. Eget foto, 2016)
I Politivennen har for nyligt været fremsat det spørgsmål om der er nogen bestemmelse for at konfirmander skal fremstilles på kirkegulvet efter deres forældres rang eller efter deres egen intellektuelle dannelse. Uden at kunne besvare dette spørgsmål, tror indsenderen af dette det ikke urigtigt at bemærke at afdøde konfessionarius Liebenberg havde for skik at lade sine konfirmander udtrække numre hvorefter de da tager deres plads på kirkegulvet. Herved undgik han rangsyge forældres misfornøjelse og konfirmanderne fandt ingen anledning til misundelse.
*) Det var først bestemt at prædikestolen i Frue Kirke skulle have stået på gulvet mellem koret og skibet, men da taleren derfra ikke kan høres eller forstås, forflyttedes den til det sted den nu indtager.
(Politivennen nr. 720, Løverdagen den 17de Oktober 1829, s. 676-680)
