De to uordener mod marskandiserne og prinsen som blev omtalt i nr. 21, er ikke de eneste der foregik ved denne højtidelige national ligfærd hvormed den elskede Suhm hædredes. Også på kirkegården og ved indgangen til kirkens kælder hvor liget nedsattes, gik det langt fra ikke således til som man kunne have ønsket. Kirkegården var proppet fuld af folk før processionen kom. Havde dette kunnet forebygges, og havde politi og vægtere afslået alle indtrængende uvedkommende ved hovedindgangen til kirkegården, så kunne ligfærden have været endt lige så ordentlig som den begyndte. Nu derimod udstod de følgende en yderst ubehagelig støden og trængen af mængden, ja enkelte flokke af denne gennemborede endog følget adskillige gange. Dette var hvad man kunne ønsket at politimesteren der i øvrigt viste sig så virksom, måtte have formodet og fundet et middel mod.
Men selv denne pøbelagtige trængen ville ikke have været følget så besværlig hvis dette ikke havde opholdt sig så længe på kirkegården, men tidligere egentlig straks da kisten blev båret ned i kælderen, havde opløst sig. Nu stod det derimod en temmelig lang tid i den jammerligste stilling, trykket, puffet og gennemboret fra siderne, og med den skønne udsigt forfra af en del opløftede og truende stokke i indgangen til kælderen, hvor tid til tid nogle af de forreste af følget slap ned.
Endelig lod en politibetjent den øvrige største del af følget der ikke var kommet ind, men længtes dog også efter at komme ned for at se hvor Suhm blev af, hvor de allerede indslupne blev af, om der holdtes nogen tale osv. vide: At alting var nu forbi og bad dem at gå hjem. Disse ubehageligheder kunne en af den afdødes pårørende have hindret ved selv at takke og afskedige følget, så snart liget var båret ned. Man har endnu fortalt om et anden slags uorden, nemlig at gulvet i kælderen skal have været så svagt at nogle at de der gik derned, faldt igennem. Hvis dette er sandt, så må man beklage at endog kirkeforstandernes efterladenhed skulle forene sig med så meget andet for at rane af den højtidelighed enhver oplyst dansk ønskede denne oplysningens udbreder jordet med.
S-nn.
(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 22, s. 341-343. [Estimeret dato: 22. september 1798])
Men selv denne pøbelagtige trængen ville ikke have været følget så besværlig hvis dette ikke havde opholdt sig så længe på kirkegården, men tidligere egentlig straks da kisten blev båret ned i kælderen, havde opløst sig. Nu stod det derimod en temmelig lang tid i den jammerligste stilling, trykket, puffet og gennemboret fra siderne, og med den skønne udsigt forfra af en del opløftede og truende stokke i indgangen til kælderen, hvor tid til tid nogle af de forreste af følget slap ned.
Endelig lod en politibetjent den øvrige største del af følget der ikke var kommet ind, men længtes dog også efter at komme ned for at se hvor Suhm blev af, hvor de allerede indslupne blev af, om der holdtes nogen tale osv. vide: At alting var nu forbi og bad dem at gå hjem. Disse ubehageligheder kunne en af den afdødes pårørende have hindret ved selv at takke og afskedige følget, så snart liget var båret ned. Man har endnu fortalt om et anden slags uorden, nemlig at gulvet i kælderen skal have været så svagt at nogle at de der gik derned, faldt igennem. Hvis dette er sandt, så må man beklage at endog kirkeforstandernes efterladenhed skulle forene sig med så meget andet for at rane af den højtidelighed enhver oplyst dansk ønskede denne oplysningens udbreder jordet med.
S-nn.
(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 22, s. 341-343. [Estimeret dato: 22. september 1798])
Ingen kommentarer:
Send en kommentar