Endnu om de mange Hunde.

Jeg må atter beskæftige mig med kanomanien, eftersom jeg finder at ingen har endnu værdiget den nogen eftertanke. I disse dage på en af mine spadsereture talte jeg fra Klosterstræde til Østerport et hundrede og fyrre hunde på gaden, og jeg fulgte dog den nærmeste vej. Uden for porten mod Strandvejen havde jeg at udholde angreb af køtere på forskellige steder, den slemmeste ved Svanemøllen. På hjemvejen mødte jeg ved Østerport en af vores Nyboders indbyggere, formodentlig med hans kone og svigerinde, hver af fruentimmerne med en hvalp på armen og tre hunde i hælene. Er det ikke kanomani? Og er det ikke forunderligt at siden pålæg af alle slags må komme statens utilstrækkelige indtægter til hjælp, at der så ikke tænkes på at lægge en afgift på en sådan dårlighed der ikke har det mindste gode for sig, men kan have det rædsomste uheld til følge.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1722-1723)