04 november 2014

Til hr. C. Hambro af den jødiske Nation for hans modige Handling ved Komediehuset, Onsdag d. 9. febr.

En ærbødig tak til ovennævnte hr. C. Hambroe for hans menneskekærlighed og uforfærdede mod, til at angribe en matros eller håndværker ved Holmen og lade ham arrestere. Han var særdeles ondskabsfuld mod en fattig arbejdsmand, som på lovlig vis skulle hente 3 stk. pladslogebilletter til en mand han har arbejdet for i nogle og tyve år som arbejdsmand. Først slog han hans hat af, og da manden gjorde modværge og krævede sin hat tilbage, overfaldt han ham med hug og slag. Til sidst sparkede han ham så grusomt med sin fod i det ene øje, så det lå helt ude på hans kind. I den forfatning blev han halvt døende kørt ud på Det Almindelige Hospital, men kommer nok ikke mere til at se med øjet. Denne nedrige handling havde ellers undgået straf, hvis ikke hr. C. Hambroe med uforfærdet mod og bevæget af medlidenhed over en lidende medbroder, havde angrebet og siden med politiets hjælp, ladet ovennævnte matros arrestere. På trods af en stor hob matroser omringede ham, og tog deres kammerat i forsvar, kæmpede han mod dem alle og holdt fast på forbryderen, indtil en politibetjent kom ham til hjælp.

Det var at ønske, at sådanne rivende ulve var forment at sammenrotte sig på sådanne steder, da man ellers kunne få alt for mange krøblinge i landet.


(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4018-4019)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar