Jeg vil gerne allerunderdanigst, træde frem som tolk for fattige husfolk og inderster, da det er mit kald som religionslærer at besøge de fattiges hytter. Det har lært mig at kende den elendiges nød. I mægtige og rige! Som lykken har ophøjet over al trang, tro mig, når jeg taler armods børns sag. Eller hvis I ikke tror mig, så besøg selv elendighedens boliger. Disse er visdoms skoler. I dem kan I på få minutter lære at kende og føle mere, end I kan lære ved års læsninger i døde bøger.
Næst disse følger endnu nogle andre fattige hvis trang råber højt om hjælp. Jeg taler om daglejere og beboere af jordløse huse, samt deres koner og fattige indsiddere af begge køn, som er fyldt 60 år.
Enhver som har opnået denne alder, føler hvor rigtigt regeringen har dømt da den, i anledning af forespørgsel om gammel mands søn, bestemte at den som har fyldt 60 år skal anses som gammel mand. Men disse fattige 60 årige mennesker er stadig skattepligtige, og vedbliver med at være det indtil deres død, hvis de ikke enten bliver vanføre eller regeringen ikke formilder deres skæbne. Alt dette på grund af ordet arbejdsfør, som ikke udtrykker hvad det burde udtrykke. Et menneske kan have store ben og knogler og derfor være arbejdsfør, selv om det ikke er arbejdsstærk.
Arbejdsstyrke vil man forgæves søge efter hos det 60 år gamle menneske, der fra spæde år slider hårdt og derfor er udslidt og aflægs inden det når en alder af 60 år. Jeg må tilstå at af alt det jeg som embedsmand er forpligtet til at skrive, er intet mig mere ubehageligt end at indskrive til ekstraskat sådanne fattige husfolk, som har flere små børn hjemme, og 60 års gamle fattige folk. Det er imod min forstands overbevisning og mit hjertes følelser, som erklærer disse skattefri, fordi de næppe kan tjene det tørre brød til underhold og de usle pjalter de behøver at skjule sig med. Endnu mindre har de noget til overs til at betale skatter med. Jeg er overbevist om at man ved den strengeste undersøgelse vil finde, at disse fattige, for hvilke jeg her har skrevet, er så usle og trængende som jeg har beskrevet dem. Jeg drister derfor allerunderdanigst at bønfalde vor allernådigste regering om:
1. At alle fattige husfolk i jordløse huse eller inderster og daglejere, såvel som disses hustruer, må herefter aldeles udgå af ekstraskatsmandtallet, når de med dåbsattest beviser at de er fyldt 60 år.
2. At beboerne af jordløse huse og daglejere, som har 2 eller flere små børn hjemme, må tillige med deres hustruer være fri for at betale ekstraskatten, så længe disse børn er hos dem og underholdes af dem.
3. Og når anførte kun have et lille barn derhjemme at underholde, at den ene af forældrene da udgår af ekstraskats mandtal.
Når børnene siden vokser op og kommer ud at tjene, kan man igen indsætte forældrene i ekstraskattens mandtal, da grunden til deres fritagelse ophørte, når børnene var dem ikke mere til byrde, med mindre forældrene imellemtiden var blevet 60 år, eller deres forfatning ved sygdom eller andet uheld var blevet så dårligt, at de ikke kunne tåle at betale noget. For at kunne anføre disse fritagne på deres sted i ekstraskats mandtallet, ville det findes passende, at man af dette mandtal lod udgå de under 2, 3, 5, 6 rubrik indbegrebne da disse rubrikker intet indbringer i kassen, og derfor er undværlige - i disse rubrikkers sted kunne man da:
Når så personerne var nævnt enten i 1. rubrik som husbeboere eller i 3. som inderster eller hos andre sig opholdende, kunne deres tal indføres i de herovenfor anførte rubrikker.
Når de fattige således var fri for at betale ekstraskatten, så følger det af sig selv at regeringen ophørte at betale de 6 procent, som hidtil har været tilstået godsejere for at betale ekstraskatten for de fattige på deres godser. Da regeringen er så nådig og min forbøn for disse armods børn er så uegennyttig og billig, så er jeg forvisset om at finde den bønhørelse, hvorom jeg her har ansøgt.
Kirke Helsinge d. 9. februar 1803
Allerunderdanigst
A. Holm
Præst for Helsinge og Drosselberg
Menigheder på Sjælland.
(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4013-4018)
Næst disse følger endnu nogle andre fattige hvis trang råber højt om hjælp. Jeg taler om daglejere og beboere af jordløse huse, samt deres koner og fattige indsiddere af begge køn, som er fyldt 60 år.
Enhver som har opnået denne alder, føler hvor rigtigt regeringen har dømt da den, i anledning af forespørgsel om gammel mands søn, bestemte at den som har fyldt 60 år skal anses som gammel mand. Men disse fattige 60 årige mennesker er stadig skattepligtige, og vedbliver med at være det indtil deres død, hvis de ikke enten bliver vanføre eller regeringen ikke formilder deres skæbne. Alt dette på grund af ordet arbejdsfør, som ikke udtrykker hvad det burde udtrykke. Et menneske kan have store ben og knogler og derfor være arbejdsfør, selv om det ikke er arbejdsstærk.
Arbejdsstyrke vil man forgæves søge efter hos det 60 år gamle menneske, der fra spæde år slider hårdt og derfor er udslidt og aflægs inden det når en alder af 60 år. Jeg må tilstå at af alt det jeg som embedsmand er forpligtet til at skrive, er intet mig mere ubehageligt end at indskrive til ekstraskat sådanne fattige husfolk, som har flere små børn hjemme, og 60 års gamle fattige folk. Det er imod min forstands overbevisning og mit hjertes følelser, som erklærer disse skattefri, fordi de næppe kan tjene det tørre brød til underhold og de usle pjalter de behøver at skjule sig med. Endnu mindre har de noget til overs til at betale skatter med. Jeg er overbevist om at man ved den strengeste undersøgelse vil finde, at disse fattige, for hvilke jeg her har skrevet, er så usle og trængende som jeg har beskrevet dem. Jeg drister derfor allerunderdanigst at bønfalde vor allernådigste regering om:
1. At alle fattige husfolk i jordløse huse eller inderster og daglejere, såvel som disses hustruer, må herefter aldeles udgå af ekstraskatsmandtallet, når de med dåbsattest beviser at de er fyldt 60 år.
2. At beboerne af jordløse huse og daglejere, som har 2 eller flere små børn hjemme, må tillige med deres hustruer være fri for at betale ekstraskatten, så længe disse børn er hos dem og underholdes af dem.
3. Og når anførte kun have et lille barn derhjemme at underholde, at den ene af forældrene da udgår af ekstraskats mandtal.
Når børnene siden vokser op og kommer ud at tjene, kan man igen indsætte forældrene i ekstraskattens mandtal, da grunden til deres fritagelse ophørte, når børnene var dem ikke mere til byrde, med mindre forældrene imellemtiden var blevet 60 år, eller deres forfatning ved sygdom eller andet uheld var blevet så dårligt, at de ikke kunne tåle at betale noget. For at kunne anføre disse fritagne på deres sted i ekstraskats mandtallet, ville det findes passende, at man af dette mandtal lod udgå de under 2, 3, 5, 6 rubrik indbegrebne da disse rubrikker intet indbringer i kassen, og derfor er undværlige - i disse rubrikkers sted kunne man da:
Beboere af
|
jordløse huse og
|
daglejere
| ||
Som er fyldt 60 år
|
Som har alle børn hjemme
|
Som har et barn hjemme
| ||
1 R. R
3
1
3
|
1
1
|
0
|
1
|
Når så personerne var nævnt enten i 1. rubrik som husbeboere eller i 3. som inderster eller hos andre sig opholdende, kunne deres tal indføres i de herovenfor anførte rubrikker.
Når de fattige således var fri for at betale ekstraskatten, så følger det af sig selv at regeringen ophørte at betale de 6 procent, som hidtil har været tilstået godsejere for at betale ekstraskatten for de fattige på deres godser. Da regeringen er så nådig og min forbøn for disse armods børn er så uegennyttig og billig, så er jeg forvisset om at finde den bønhørelse, hvorom jeg her har ansøgt.
Kirke Helsinge d. 9. februar 1803
Allerunderdanigst
A. Holm
Præst for Helsinge og Drosselberg
Menigheder på Sjælland.
(Politivennen. Hefte 20. Nr. 252, 19. februar 1803, s. 4013-4018)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar