Noget i Anledning af det i Politievennen No. 60 indførte Stykke: Om Landsbyepræsterne.

(Indsendt)

Ved at gennemlæse det i Politivennen for lørdag den 22. april dette år indførte om landsbypræsters økonomiske forfatning, finder anmelderen hvor villig han end i øvrigt er til at tiltræde forfatterens mening i det hele taget, at han dog ikke kan være enig med ham deri, når han et sted udtrykker sig således:

"Indsenderen vover at være af den mening at hvis landsbypræsterne ligesom nu hovedstadens præster samt andre civile og militære embedsmænd havde en vis, bestemt gage, ville det ikke alene befri denne hæderlige klasse af medborgere for næringssorger, men den rolighed hvori de kunne leve, ville vist have en veldædig indflydelse på videnskaberne."

Var forfatterens mening uimodsigelig rigtig måtte det være tilfældet at alle præster i hovedstaden, samt civile og militære embedsmænd der har en vis bestemt gage hvorved forstås gade i rigsbankpenge sølvværdi, er befriede for næringssorger og kan leve i rolighed. Men anmelderen mener at det modsatte er det virkelige. Eller tydeligere at endog præster i hovedstaden og civile samt militære embedsmænd i almindelighed, langt fra ikke er eller kan være, især på nuværende tidspunkt, befriede for næringssorger og leve i rolighed.

På denne fra forfatterens afvigende formening er anmelderen bragt

1. Ved at tænke sig embedsmænd, af hvilke der visseligt gives mange, som har 3, 4-5 højst 600 rigsbankdaler S. B. årligt vis gage uden sportler, uden privat ejendom at tære på, uden familieunderstøttelse samt endelig uden lejlighed til privat fortjeneste og som på gage af et sådant beløb skal ernære en familie på 3, 4, 5 eller flere personer.
2. Ved at overskue de mange fornødenheder som stillingen skaber og hvoraf indsenderen blot vil anføre nogle såsom:
   a) Ekvipering.
   Embedsmanden må gå standsmæssigt klædt, således at hans medembedsmænd med privat formue eller familieunderstøttelse eller også med enten aldeles intet eller et ringere familiepersonale til forsørgelse på lige stor indkomst, ikke fordi de kan klæde sig godt skal have anledning til, efter os skrøbelig menneskers tåbelige sædvane, at se hånligt ned på ham eller skamme sig ved at have daglig omgang med ham.
   Konen skal også have klæder. Børnene kan ikke være nøgne.
   b) Børneopdragelse.
   Forældrenes pligt bliver det at lade børnene undervise i religion og de nødvendigste lærdomme for at de kan blive nyttige lemmer af borgersamfundet og ikke komme til at falde staten til byrde.
   c) Husly:
   Bopæl efter standen og familiens størrelse må haves.
   d) Skattebetaling
   e) Tyenders lønning og underhold.
   f) Dagligt brøds indkøb.
   Til hele familien skal tilvejebringes føde hvorved må frostås lidt mere end tørt brød dagligt.
3. Endelig ved at undersøge evnen til de nævnte fornødenheders tilvejebringelse hvad bliver da som meldt 3, 4, 5 højst 600 rigsbankdaler S. B. og denne evne skønnes at bør kaldes svag, når det henses til:
   At linned og sengetøj samt fodtøj er i en opskruet pris. Kræmmeren og håndværkeren kan med eller uden grund ikke få nok i betaling.
   At børneundervisningen som embedsmanden ikke uden embedspligtens tilsidesættelse selv kan besørge, er kostbar. At huslejligheder efter familiens størrelse, slette nok, må når skatterne iberegnes betales med mere en halvdelen af sagens beløb. At brændsel er dyrt og især i den rigtige provideringstid i en for embedsmanden ubetalelig pris.
   At et tyende lønnes med ikke mindre end 50 rigsbankdaler R. B.årlig.
   Og endelig at det vigtigste og uundværligste,skønt efter lægernes forskrift ikke til livets ophold og sundhedskonservationen tilstrækkelige tørre brød er småt og altid bliver mindre.

Med dette forudskikket tror anmelderen allerede tilstrækkeligt at have modbevist forfatterens menings anvendelighed på embedsmænd i almindelighed. Imidlertid findes det ikke overflødigt at vedfører tilfældige udgifter som embedsmanden i sygdoms- og familieuheldstilfælde forvoldes. Man tænker som eksempel: At embedsmanden bliver syg, at konen bliver syg eller skal barsle, at et eller flere børn bliver syge, at et lem af familien dør. Hvilke overordentlige udgifter til apoteker, doktor, begravelse mm pådrages ikke ved sådanne tilfælde.

Selv om embedsmænd måske ikke ligefrem gik i uniform, afslørede beklædningen på Politivennens tid ofte hvilken stand man tilhørte. Mens "almuen" og bønderne gik i vadmelstøj, gik de fine embedsfolk rundt i tøj som fx dette. Se i øvrigt de mange artikler der klager over at folk ikke klæder sig efter deres stand, især de ringere klasser (Nationalmuseet, eget foto).
 
Anmelderen vover til slut at tilføje det oprigtige ønske at tilstrækkelig evne snart måtte forenes med regeringens visdoms og gode vilje samt bestræbelser som går ud på at lindre den blandt mange embedsmænd i almindelighed stedfindende, ved tidsomstændighederne fremledte næringssorg og den uro hvori de efter min formening kan siges at leve, når penge til virkelige fornødenheders anskaffelse stundom enten aldeles mangler eller ikke kan forslå og nøden så at sige er for døren

(Politivennen nr. 67, Løverdagen den 12te April 1817, s. 1043-1048)