At det undertiden er nødvendigt at en borger forener flere næringsveje for at kunne have udkomme for sig og familie, det ved vi. Men vi ved også at når sådant er tilfældet, bør ingen af de forenede dele kunne opvække ækelhed til andre. Imidlertid skal en melhandler i Borgergade have den metode at handle med gamle klude tillige, og det som er slemmest, gør oplag af disse i samme lokale hvor han har sit mel liggende.
Enhver som ved at sådanne klude indeholder adskillige slags urenligheder, ikke alene i henseende til gadeskarn, men endog undertiden af utøj, må dog vist nok væmmes når man enten køber mel eller gryn på dette sted.
Således gik det anmelderen der uvidende herom havde købt mel, men måtte siden bortkaste samme.
Denne mand anmodes af den årsag venskabeligt om for sin egen fordels skyld at give slip på en af disse næringsgrene der ikke passende lader sig forene sammen, og som nok vil tilføje ham selv det største tab når publikum i almindelighed herom underrettes.
(Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17de April 1819, s. 2774-2775)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar