Det er meget ubehageligt for stadens indbyggere når de om morgenen på varme sommerdage besøger slagterboderne ved Nikolaj Kirke, at de der bliver modtaget af en meget væmmelig lugt der forårsages af at natrenovationsvognene fra den nordre ende af staden, såvel på deres tur som retur passerer slagtergangen fra Skvaldergade til Nikolajgade eller Lille Kongensgade, og meget ofte efterlader sig spor der kan ses og lugtes til midt på dagen. Kunne (som man håber) dette onde afhjælpes, ville den pestagtige lugt der så meget generer både købere og sælgere, for en del ophøre, for ikke at tale om den ækelhed at kødet der i den hede sommertid lugter ilde nok, når det bliver et par dage gammelt, vist indsuger i sig en ubehagelig og skadelig lugt fra de omtalte vogne. Ved en bom for hver ende af slagtergangen der blev lukket om aftenene og hvormed vægterne havde tilsyn, kunne dette onde afhjælpes, og kørende kunne da om natten passere de omliggende gader.
(Politivennen nr. 442. Løverdagen den 19de Juni 1824, s. 8051-8052)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar