05 marts 2016

Trængende Bøn til Kjøbenhavns Politie.

I Store Kongensgade udenfor nr. 263 har en kone som er lam i underkroppen og derfor ude af stand til at flytte sig, i flere år haft stade. Så vidt man ved er det en af den ærede hr. dameskrædder P. Mørchs respektive husbeboere da anmelderen tit og ofte har set et stærkt fruentimmer tage hende på ryggen om aftenen og slæbe hende ind i nævnte herres ejendom nr. 264 og om morgenen på samme måde at transportere hende ud igen på hendes stade. Her sidder nu dette elendige væsen hele dagen i det græsseligste kostume, på en årstid bævende af kulde, og på en anden synligt stegt af solens varme.

Som følge af hendes uformåenhed til at bevæge sig finder man ikke sjældent hendes stade omgivet af de væmmeligste ting, og da hun intet har at tage sig for, så fordriver hun tiden med at befri sig fra det som nok ikke er hendes ringeste plage, nemlig utøj. Beskylde hende for tiggeri kan man vist nok ikke. For hun anmoder aldrig de forbigående om nogen gave. Men hensigten med hendes daglige ophold på dette sted indses alligevel let at beregnet på at sætte folkets medlidenhed i bevægelse. Så vist som nu denne hensigt absolut må opnås hos enhver der har øjne og hjerte, så vist er det tillige at enhver fornuftig uvilkårligt må gøre sig selv det spørgsmål: var dette menneske - såvel som enhver forbigående og omkringboende - ikke meget bedre tjent med at hun blev for sørget i et af fattigvæsnets arbejdshus? - Hertil kan måske svares at hun ikke vil modtage forsørgelse under fattigvæsnet. Men er dette tilfældet, da er det klart at hendes dovenskab har fortrængt enhver følelse af skam, og at det vil geråde politiet til ære om det tvinger hende til at modtage en velgerning hvis værd hun ikke har forstand til at bedømme. Det er indlysende at de omboende derved skete en tjeneste, så meget mere da hun sidder på et sted hvor hun vist ikke sjældent har givet ankomne rejsende anledning til ufordelagtige domme om Københavns fattigvæsen fordi de ikke kan få de fornødne oplysninger om sagens sande sammenhæng.

- Man tager sig derfor den frihed på denne måde at gøre politiet opmærksomt på dette menneske, og har det håb - ja den overbevisning - at ovenstående ikke vil blive en røst i ørkenen.

(Politivennen nr. 541. Løverdagen den 13de Mai 1826, s. 314-317) 

Redacteurens Anmærkning.

Stedet hvor hun blev bragt hen, kan være hjørnet af Fredericiagade 24-28, Store Kongensgade 100 og 106. Mørchs ejendom nr. 264 kan være Store Kongensgade 100.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar