22 august 2020

Forurenet Aa (Efterskrift til Politivennen)

I en tid hvor opmærksomheden er henvendt på renligheds vedligeholdelse som et hovedmiddel til mulig at kunne forebygge de sørgelige omstændigheder som kolera kan medføre, kan man ikke undlade at gøre vedkommende opmærksom på følgende:

Ved enden af ejendommen Ventegodt og Petersdal løber en å fra Lersøen som forener det vand som hovedstadens indbyggere dagligt nyder. Mellem disse ejendomme løber en grøft hvori al urenlighed af skarn, møddinger samt mere uhumskhed samles, dette har sit udløb i nævnte å. Vil man nu tænke det yderst urenlige af den grøfts udløb som afgiver en så ilde lugt at man ikke uden den højeste grad af væmmelse kan opholde sig derved, og at dette skal have sit udløb i den å som forener løbet til hovedstadens vand, så vil man let kunne indse det farlige i en uundgåelig nydelse. Enhver kan blive overbevist om denne sørgelige sandhed ved at ulejlige sig til nævnte ejendom. Man tvivler ingenlunde om at vedkommende snarest mulig vil træffe de fornødne foranstaltninger som kan forebygge et for sundheden så yderst skadelig onde.

(Kjøbenhavnsposten, 11. september 1848)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar