Jøden og galanterihandleren Ephraim Golz var en figur i lystspillet "Østergade og Vestergade" af Thomas Overskou. Fra premieren 31. december 1828 og frem blev den spillet af en af tidens største komikere Johan Christian Ryge. Han er en ældre mand, plaget af podagra og med halvtysk kaudervælsk er en latterlig figur og skørtejæger. Også fordommene om jøder som pengespekulanter luftes.
Indsenderen af disse bemærkninger tillader sig herved at udtrykke sin med mishag blandede forundring over at eleverne i Borgerdydskolen på Christianshavn, der søndag den 10. september gav en forestilling i et patriotisk øjemed, netop ved denne lejlighed fik tilladelse til at vælge en så hæslig scene som jøden Golz. Det kan gerne være at denne scene har været meget naragtig, og at den skoledreng der fremstillede den, ret fik sit talent for det komiske stillet i et glimrende lys. Men smuk og god har denne scene næppe været. Denne fremstilling har røbet en usædvanlig ringe takt for det sømmelige og velvillige der ellers dog for det meste er fremherskende i ungdommen. Fremstilleren har næppe betænkt at der ved forestillingen både var forældre og børn til stede, der hører til en religion, eller til et samfund, der under billedet af en Golz skulle hånes. Og det måtte jo også være så meget mere sårende for disse netop der, og det i vore tider, ja endog endog i en næsten barnlig kreds, eller i det mindste i en samling af skoledrenge.
Forestillingen er bleven givet i et patriotisk øjemed til bedste for de i krigen sårede; dertil ville nu også de i skolen gående børn og forældre af israelitisk trosbekendelse velvilligt give deres skærv; de komme, ser, ja hvad ser de? en skoledreng der i en barnagtige uvidenhed opvarmer det forrige sekels løgne og vil bilde folk ind at der virkelig gives jøder a la Golz.
Eller var det måske fremstillerens mening at de israelitiske disciple der gar i Borgerdydskolen på Christianshavn, hvori han formodentlig endnu befinder sig, endnu hører under den kategori, så at de i det mindste står langt tilbage for de andre disciple i flid, kundskaber og god opførsel, så tager han også deri fejl, eller har forsætlig fordrejet sandheden. Det er langt fra at de israelitiske børn står tilbage for de andre, men at der tværtimod gives flere iblandt det lille antal drengebørn af den mosaiske religion, der findes i skolen, der af alle lærere er fremhævede som sande mønstre på flid og fortrinlig opførsel. Hos dem findes der ikke et spor af golzist jargon, af ussel pengestolthed, af alle de naragtigheder og laster, der er personificerede under denne komiske maske. Det måtte altså blot vække sørgelige følelser hos disse børn og deres forældre at se at der endnu kan findes så stærke spor af intolerance hos deres meddisciple, ikke fordi de i den fremstillede karrikatur kan genkende noget af deres eget jeg; men fordi de i denne Skildring hører ordet "jøde" udtalt i den gamle, hånlige betydning, og fordi der i denne omtales en begivenhed, som vel ingen af dem har oplevet, men som var lige så sørgelig for jøderne, som beskæmmende for dem, der vovede at kalde sig kristne, og dog viste sig så ukristelige.
Denne væmmelig naragtige scene var desuden ganske overflødig. For enhver havde vist med stor fornøjelse gjort afkald på en så ubetydelig nydelse, som var af den beskaffenhed, at den kunne vække mishag hos nogle af tilskuerne.
Indsenderen vil gerne indrømme at dette sceniske misfoster blev produceret for tilskuerne rimeligvis af ubetænksomhed og barnagtig kådhed og ikke af ondskab, og det er netop derfor at det her bliver omtalt, fordi enhver fornuftig israelit tiltror sine medborgere uden Hensyn til religion, at være enig om, at ethvert offentligt misgreb, hver åbenlys uretfærdighed skal og bør påankes, om den end kun sker som en drengestreg, for at det ikke senere skal hedde: at tie det er at samtykke og indrømme. Derved kunne måske også i en større stil det resultat opnås at publikum for fremtiden selv på teatret forskånedes for sådanne scener.
Indsenderen tillader sig hertil endnu at føje nogle så almindelige betragtninger. For man bør jo af alting søge at udlade det bedste. Således vil vist ingen upartisk iagttager frakende israelitterne i Danmark, at også de som sig hør og bør, i disse farefulde tider med al mulig opoffrelse har vist sig som sande fædrelandsvenner og rigeligt, både offentlig og privat, har ydet deres skærv til fædrelandets bedste, samt efter deres ringe antal har sendt mange frivillige forsvarere til hæren, for at vove liv og blod for moderlandet.
Nogle af disse er indsenderen personlig bekendt. og hvis nogen af den lille hob, havde vist sig fej og forknyt, ville man vist ikke have undladt at bringe det til offentlig kundskab. Men at dette ikke er sket, vidner om, at de ikke have stået tilbage for deres tapre medstridere, og det skulle derfor glæde indsenderen meget, om de israelitiske frivillige ved at læse disse ord, end mere uforfærdet skulle gå faren imøde, på det at de netop måtte kunne tjene til bevis for, at en israelit kan være en tapper og uforfærdet kriger, og husk på stor taler i udlandet, af fødsel en dansk mand, engang har forkyndt - at israelitterne nedstammer fra et fordums heltefolk, og udgjorde en nation af krigere, før de i nødens og genvordighedens århundreder måtte give afkald på fortidens heltesind. Men, så sandt som nutidens ædlere ånd også har meddelt sig til dem, så sandt vil ingen israelit tåle, om end kun for spøg, at fremstilles i en ussel og fej skikkelse. 2+t.
(Kjøbenhavnsposten, 13. september 1848)
Det ville måske have været klogest at lade det Angreb ubesvaret der i nr. 214 af dette blad under mærket 2+t er sket på den forestilling, Borgerdydskolens prima gav søn. d. 10. sep., på grund af monologen "Jøden Goltzes frieri"; og dette ville også være sket, hvis angrebet ikke - mildest talt - havde været så uridderligt - uridderligt, fordi indsenderen, der tydeligt nok sætter sig så højt over de angrebne, dog vil nedlade sig til at angribe de svagere, "Skoledrengene". For dem er det der på egen hånd har arrangeret det hele. Uridderligt fordi han bruger det samme våben han i sit angreb med stor indignation forkaster, idet han anvender ordet "skoledreng", der intet skældsord er som et sådant. For det samme er jo tilfælde med Ordet "jøde" Forøvrigt kan fremstilleren ikke henføres under kategorien "Skoledreng", lige så lidt som han nogensinde har været discipel af Borgerdydskolen, men kun af velvillighed tilbød sin bistand.
Med hensyn til valget, da var det vistnok et fejlgreb da man kunne ane, at det for en enkelt ville være til forargelse. Men dette blev nødvendigt på grund af omstændighederne, uden at man havde nogensomhelst hensigt dermed, hvilket vil kunne bemærkes af den omstændighed, at den omtalte monolog ikke var anmeldt på programmet; og har de spillende vist mangel på takt, da må denne beskyldning også for en del falde på publikum, der modtog forestillingen med udelt bifald. At hensigten ikke har været at krænke skolens disciple af den israelitiske trosbekendelse, fremgår deraf, at forestillingen var offentlig, lige så offentlig som det kongelige teaters forestillinger, hvor vi ofte såvel i ældre som i nyere Stykker (hos Holberg; Østergade og Vestergade, Bagtalelsen Skole osv.) finder en enkelt jøde latterliggjort, uden at derfor nogen ville være så tåbelig at overføre det på hele Nationen. Når derimod indsenderen taler om religionsforskel, da indser vi ikke i hvilken forbindelse den står med den nævnte scene. For det er ikke som mosait, som bekender af en anden religion Goltz er latterliggjort, men som et indbildsk, tåbeligt subjekt, der tilfældigvis er en jøde; ja havde man fremstillet noget af den art, at det kunne angribe religion eller spotte den, da havde det været i højeste grad uliberalt, især nu da man overalt indrømmer religionen al mulig frihed og giver alle religioners bekendere lige statsborgerlige rettigheder. Uden at gruble over hvad indsenderen mener med at man "skal søge at udlade det bedste af enhver ting", uden at ville indlade os på betragtninger over jødernes tapperhed eller gengælde alle de skældsord, hvoraf den ærede indsender strømmer over, slutter vi med den forsikring, at vi ikke oftere ville omtale denne sag, i hvad så Hhr. 2+t måtte behage at svare. tiro.
(Kjøbenhavnsposten, 19. september 1848).
Indsenderen af disse bemærkninger tillader sig herved at udtrykke sin med mishag blandede forundring over at eleverne i Borgerdydskolen på Christianshavn, der søndag den 10. september gav en forestilling i et patriotisk øjemed, netop ved denne lejlighed fik tilladelse til at vælge en så hæslig scene som jøden Golz. Det kan gerne være at denne scene har været meget naragtig, og at den skoledreng der fremstillede den, ret fik sit talent for det komiske stillet i et glimrende lys. Men smuk og god har denne scene næppe været. Denne fremstilling har røbet en usædvanlig ringe takt for det sømmelige og velvillige der ellers dog for det meste er fremherskende i ungdommen. Fremstilleren har næppe betænkt at der ved forestillingen både var forældre og børn til stede, der hører til en religion, eller til et samfund, der under billedet af en Golz skulle hånes. Og det måtte jo også være så meget mere sårende for disse netop der, og det i vore tider, ja endog endog i en næsten barnlig kreds, eller i det mindste i en samling af skoledrenge.
Forestillingen er bleven givet i et patriotisk øjemed til bedste for de i krigen sårede; dertil ville nu også de i skolen gående børn og forældre af israelitisk trosbekendelse velvilligt give deres skærv; de komme, ser, ja hvad ser de? en skoledreng der i en barnagtige uvidenhed opvarmer det forrige sekels løgne og vil bilde folk ind at der virkelig gives jøder a la Golz.
Eller var det måske fremstillerens mening at de israelitiske disciple der gar i Borgerdydskolen på Christianshavn, hvori han formodentlig endnu befinder sig, endnu hører under den kategori, så at de i det mindste står langt tilbage for de andre disciple i flid, kundskaber og god opførsel, så tager han også deri fejl, eller har forsætlig fordrejet sandheden. Det er langt fra at de israelitiske børn står tilbage for de andre, men at der tværtimod gives flere iblandt det lille antal drengebørn af den mosaiske religion, der findes i skolen, der af alle lærere er fremhævede som sande mønstre på flid og fortrinlig opførsel. Hos dem findes der ikke et spor af golzist jargon, af ussel pengestolthed, af alle de naragtigheder og laster, der er personificerede under denne komiske maske. Det måtte altså blot vække sørgelige følelser hos disse børn og deres forældre at se at der endnu kan findes så stærke spor af intolerance hos deres meddisciple, ikke fordi de i den fremstillede karrikatur kan genkende noget af deres eget jeg; men fordi de i denne Skildring hører ordet "jøde" udtalt i den gamle, hånlige betydning, og fordi der i denne omtales en begivenhed, som vel ingen af dem har oplevet, men som var lige så sørgelig for jøderne, som beskæmmende for dem, der vovede at kalde sig kristne, og dog viste sig så ukristelige.
Denne væmmelig naragtige scene var desuden ganske overflødig. For enhver havde vist med stor fornøjelse gjort afkald på en så ubetydelig nydelse, som var af den beskaffenhed, at den kunne vække mishag hos nogle af tilskuerne.
Indsenderen vil gerne indrømme at dette sceniske misfoster blev produceret for tilskuerne rimeligvis af ubetænksomhed og barnagtig kådhed og ikke af ondskab, og det er netop derfor at det her bliver omtalt, fordi enhver fornuftig israelit tiltror sine medborgere uden Hensyn til religion, at være enig om, at ethvert offentligt misgreb, hver åbenlys uretfærdighed skal og bør påankes, om den end kun sker som en drengestreg, for at det ikke senere skal hedde: at tie det er at samtykke og indrømme. Derved kunne måske også i en større stil det resultat opnås at publikum for fremtiden selv på teatret forskånedes for sådanne scener.
Indsenderen tillader sig hertil endnu at føje nogle så almindelige betragtninger. For man bør jo af alting søge at udlade det bedste. Således vil vist ingen upartisk iagttager frakende israelitterne i Danmark, at også de som sig hør og bør, i disse farefulde tider med al mulig opoffrelse har vist sig som sande fædrelandsvenner og rigeligt, både offentlig og privat, har ydet deres skærv til fædrelandets bedste, samt efter deres ringe antal har sendt mange frivillige forsvarere til hæren, for at vove liv og blod for moderlandet.
Nogle af disse er indsenderen personlig bekendt. og hvis nogen af den lille hob, havde vist sig fej og forknyt, ville man vist ikke have undladt at bringe det til offentlig kundskab. Men at dette ikke er sket, vidner om, at de ikke have stået tilbage for deres tapre medstridere, og det skulle derfor glæde indsenderen meget, om de israelitiske frivillige ved at læse disse ord, end mere uforfærdet skulle gå faren imøde, på det at de netop måtte kunne tjene til bevis for, at en israelit kan være en tapper og uforfærdet kriger, og husk på stor taler i udlandet, af fødsel en dansk mand, engang har forkyndt - at israelitterne nedstammer fra et fordums heltefolk, og udgjorde en nation af krigere, før de i nødens og genvordighedens århundreder måtte give afkald på fortidens heltesind. Men, så sandt som nutidens ædlere ånd også har meddelt sig til dem, så sandt vil ingen israelit tåle, om end kun for spøg, at fremstilles i en ussel og fej skikkelse. 2+t.
(Kjøbenhavnsposten, 13. september 1848)
Det ville måske have været klogest at lade det Angreb ubesvaret der i nr. 214 af dette blad under mærket 2+t er sket på den forestilling, Borgerdydskolens prima gav søn. d. 10. sep., på grund af monologen "Jøden Goltzes frieri"; og dette ville også være sket, hvis angrebet ikke - mildest talt - havde været så uridderligt - uridderligt, fordi indsenderen, der tydeligt nok sætter sig så højt over de angrebne, dog vil nedlade sig til at angribe de svagere, "Skoledrengene". For dem er det der på egen hånd har arrangeret det hele. Uridderligt fordi han bruger det samme våben han i sit angreb med stor indignation forkaster, idet han anvender ordet "skoledreng", der intet skældsord er som et sådant. For det samme er jo tilfælde med Ordet "jøde" Forøvrigt kan fremstilleren ikke henføres under kategorien "Skoledreng", lige så lidt som han nogensinde har været discipel af Borgerdydskolen, men kun af velvillighed tilbød sin bistand.
Med hensyn til valget, da var det vistnok et fejlgreb da man kunne ane, at det for en enkelt ville være til forargelse. Men dette blev nødvendigt på grund af omstændighederne, uden at man havde nogensomhelst hensigt dermed, hvilket vil kunne bemærkes af den omstændighed, at den omtalte monolog ikke var anmeldt på programmet; og har de spillende vist mangel på takt, da må denne beskyldning også for en del falde på publikum, der modtog forestillingen med udelt bifald. At hensigten ikke har været at krænke skolens disciple af den israelitiske trosbekendelse, fremgår deraf, at forestillingen var offentlig, lige så offentlig som det kongelige teaters forestillinger, hvor vi ofte såvel i ældre som i nyere Stykker (hos Holberg; Østergade og Vestergade, Bagtalelsen Skole osv.) finder en enkelt jøde latterliggjort, uden at derfor nogen ville være så tåbelig at overføre det på hele Nationen. Når derimod indsenderen taler om religionsforskel, da indser vi ikke i hvilken forbindelse den står med den nævnte scene. For det er ikke som mosait, som bekender af en anden religion Goltz er latterliggjort, men som et indbildsk, tåbeligt subjekt, der tilfældigvis er en jøde; ja havde man fremstillet noget af den art, at det kunne angribe religion eller spotte den, da havde det været i højeste grad uliberalt, især nu da man overalt indrømmer religionen al mulig frihed og giver alle religioners bekendere lige statsborgerlige rettigheder. Uden at gruble over hvad indsenderen mener med at man "skal søge at udlade det bedste af enhver ting", uden at ville indlade os på betragtninger over jødernes tapperhed eller gengælde alle de skældsord, hvoraf den ærede indsender strømmer over, slutter vi med den forsikring, at vi ikke oftere ville omtale denne sag, i hvad så Hhr. 2+t måtte behage at svare. tiro.
(Kjøbenhavnsposten, 19. september 1848).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar