21 september 2020

Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Nedenstaaende Skrivelse fra Altona, som er indrykket i "Hamb. Corresp.", giver en Skildring af Stemningen der. Skrivelsen lyder:

"Det Liv, som herskede i vor Stad i de sidste Uger ved Gjennemmarschen af de forskjellige Rigstropper af alle Vaabenarter, er nu ganske forsvundet, efter at disse have forladt os, og den gamle sædvanlige Stilhed er atter indtraadt. Kun i Havnen hersker ved den nu atter aabnede Skibsfart Livlighed; i Stadens Indre findes dyb Rolighed. Men ved Siden af denne udvortes Rolighed kan man siden Rigstropperne have forladt os, siden den tydske og med den ogsaa vor Politik har taget en anden Vending, men navnlig siden den rystende Efterretning om Ungarernes sidste Nederlag har naaet os, ikke miskjende en vis Frygt for det fælles Fædrelands Vel og Existents i vor ægte tydske Befolknings Gemytter. Her hersker en større Forsagthed end nogensinde før, og Haabet om at vort Fædreland vil blive frelst fra det danske Voldsherredømme (?!) er sunket dybt, meget dybt. Dog endnu er Haabet ikke ganske opgivet. Vi og med os den store Majoritet af Befolkningen i Hertugdømmerne stole paa vor Regjering og fremfor Alt paa vor Landsforsamling, som ved dens rolige og besindige, men tillige kraftige Holdning, som den har lagt for Dagen ved alle alvorlige Spørgsmaal, maatte opvække vor Tillid. Vi stole paa vor unge og tappre Hær og paa vore tydske Brødres Hjælp, som ogsaa fremdeles i Nødens Øieblikke ikke vil blive negtet os. Vi stole endelig paa Gud, som ikke vil unddrage os sin beskyttende Haand ved Forsvaret for vore Rettigheder. Disse Haabets Straaler ville da ogsaa snart bortjage vor Trøstesløshed og gjøre Plads for en Glæde, som forestaaer os i de næste Dage. Paa Torsdag eller Fredag ankomme nemlig to Batailloner af vor hæderkronede Armee hertil. Et Antal Mand og Qvinder i vor Stad er traadt sammen til en Comitee, for at gjøre de nødvendige Forberedelser til en festlig Modtagelse af vore Fædrelandsforsvarere. Tropperne skulle holde deres Indtog gjennem Æresporte og smykkes med Blomsterkrandse, flettede af Konerne og Jomfruerne i Altona. Senere gives dem et glimrende Festmaaltid."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. august 1849, 2. udgave).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar