Om General Bonins Fratrædelse og General Willisens Ansættelse hedder det i "N. fr. Pr." fra Kiel af 9de April:
"Fra idag overtager den igaar her ankomne tidligere preussiske Generall. v. Willisen Overcommandoen over den slesvig-holsteenske Hær. Han var som bekjendt i Foraaret 1848 den preussiske Regjerings Commissair i Storhertugdømmet Posen og indtog under Forviklingerne der en Tidlang en meget fremragende Stilling som Mægler mellem det tydske og polske Element. Det er ogsaa bekjendt, at hans Mission strandede paa den preussiske Politiks Vaklen med Hensyn til Storhertugdømmets Reorganisation og paa Fjendtligheden af Modsætningen mellem Tydskland og Polen. General v. Willisen erholdt senere som Følge af sin Stilling til Polakkerne sin Afsked af preussisk Tieneste, og levede siden i en uafhængig Stilling, fra hvilken han nu er traadt over i den slesvig-holst. Tjeneste. Generalen hører, som bekjendt, til de meest udmærkede preussiske Officerer. - General Bonin har, hvad ogsaa hans Modstandere sige, erhvervet sig den Fortjeneste at have givet vor Armee en fortrinlig Organisation. Kan og vil han ikke offre sin Stilling i den preussiske Armee, saa tør vi ikke gaae i Rette med ham derom , saalidet som han kunde fortænke os i, at der, paa en Tid, da Alt vakler, blev fordret en bestemt Afgjørelse af ham."
Corpsbefalingen fra Bonin til den slesvigholsteenske Armee lyder saaledes:
Kiel den 9de April. Soldater i den slesvig-holsteenske Armee! I ere vante til, at jeg ofte henvender Ordet til Eder; det var prunkløst, men det kom altid fra Hjertet.
Nu er det til Afsked, at jeg henvender det til Eder. Jeg har idag nedlagt den hidtil førte Commando over Armeen, og forlader Landet om nogle Dage. Med mig vende endnu flere tappre Officerer tilbage til deres Fædreland. De vare Eder i Kampens Time et lysende Forbillede, i Hvilens Eders Lærere og retmæssige Foresatte. Alle ville de med mig føle Smerten af Skilsmissen fra de gamle Krigskammerater.
Jeg har i to Aar søgt at varetage Landets Bedste. I have i gode og onde Dage staaet som tappre Soldater ved min Side, og det var en smuk Vei, vi vandrede sammen.
Jeg har allerede tidligere roest Eder for Eders Tapperhed og Lydighed under afvigte Felttog. Idag kan jeg gjentage denne Roes i endnu hoiere Grad, thi I har under Vaabenstilstanden, trods mange Slags Anfægtelser, bevaret en god Mandstugt. I modstode enhver Forførelse, og bleve faste paa Pligtens Vei.
Denne Eders skjønne krigeriske Dyd, uden hvilken ingen Armee kan bestaae, vil altid blive anerkjendt af Ven og Fjende. Bevarer den derfor vel til Fædrelandets Bedste, til Eders egen Ære.
Men lader mig beholde, naar jeg er fjernt fra Eder, den Overbeviisning, at I stedse ville mindes de Lærdomme, Eders General har søgt at befæste i Eder.
Himlens Velsignelse ledsage Eder paa Eders fremtidige Veie. (v. Bonin).
- I et Extrablad meddeler "Kiel. Corresp." følgende Skrivelse af 8de April fra Statholderskabet til "Overbefalingsmanden for den Slesvig-Holsteenske Armee, Generallieutn. v. Bonin": "I Anledning af Hr. Generallieutn.s Skrivelse af 25de f. M. seer Statholderskabet sig nu sat i den Nødevendighed, at gjøre Afkald paa Deres videre Førelse af Overbefalingen, og at anmode Dem om at nedlægge samme. De Omstændigheder, som have fremkaldt denne Nødvendighed,har hverken De, Hr. General, eller vi, formaaet at beherske. Vi undertrykke ikke de smertelige Følelser, hvormed vi see Dem drage bort. De har dannet vor Hær; De har ført den til Seir og Berømmelse; De har opretholdt dens ægte Krigeraand ogsaa dengang, da den maatte lade sin Lvst til Kamp utilfredsstillet. For Alt dette takker ikke blot Hæren, men det hele Land, Dem; for dette takker ogsaa Regjeringen Dem af fuldeste Hjerte. Erindringen om Dem, Hr. General, vil være velsignet i Slesvig -Holsteen; bevar ogsaa De en usvækket Velvillie for dette Land, - vedbliv at høre til os, endog i det Fjerne!"
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. april 1850, 2. udgave).
Den preussiske officer Eduard Wilhelm Ludwig von Bonin (1793-1865) blev 1852-1854 og 1858-1859 krigsminister i Preussen. Han havde i 1806 kæmpet under Blücher mod Napoleon. Den 26. marts 1848 kommanderede han den preussiske brigade og deltog i slagene ved Slesvig, Dybbøl, Kolding og Fredecia. Efter at være vendt tilbage til Berlin blev han forfremmet til generalløjtnant. Politisk tilhørte han den liberale fløj.
Om hans indsats i krigen, se fx J. Ch. H. Gittermann: Der General Bonin. (1850).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar