18 september 2021

Husmand udsat. (Efterskrift til Politivennen)

En Huusmand Chr. Hansen, som har et Huus i Leie, der hører til Keirupgaard ved Kjerteminde, er af Gaardens Eier, Hr. Petersen, efter Mil. Av., bleven behandlet med en Haardhed og Raahed, der omtales saaledes: Chr. Hansen, som i fire Aar har havt det nævnte Huus i Leie og altid har betalt Lejeafgiften (15 Rd. om Aaret) i rette Tid, og om hvem et Vidnesbyrd fra en af Egnens anseete Mand siger, at han "er af Alle bekjendt som en retsindig og fredselskende Mand", fik i Marts d. A. Underretning af Hr. P. om, at denne vilde dele Huset og leie det ud til To, hvorhos han blev adspurgt, om han vilde indlade sig herpaa. Chr. H., som ikke gjerne vilde flytte fra Gaarden, hvor han havde sit meste Erhverv, og som antog det for en Selvfølge, at Afgiften vilde blive forholdsviis nedsat, svarede Ja. I Juni kom Hr. P. og forelagde ham en Leiecontract; men da denne forekom Chr. H. altfor stræng, kunde han ikke underskrive den. Han blev da stævnet til at underskrive (for at han ikke, ved at sidde 6 Maaneder i Huset uden Contract, skulde faae Lovsformodning for at have faaet det i Fæste), men nægtede atter for Forligscommissionen at underskrive. Otte Dage derefter, den 14de Juli, kom Hr. P. tilligemed Hr. Nissen fra Ladby samt en Karl, tog alle Vinduer og Dørre af Huset og kjørte bort med dem op til Gaarden. Chr. Hansen har siden den Tid med Hustrue og Børn maattet ligge for aabne Vinduer og Dørre; endog Dørren imellem Stuen og Sengkammeret blev taget bort saa at Blæst og Regn frit kan fare heelt igjennem Huset. Men ikke nok hermed: den 19de ds om Morgenen kom Hr. P., atter ledsaget af Hr. N., og slog Væggene ind, for at Huusmanden ikke skulde beholde den Smule Ly tilbage, som de smalle Muurstykker imellem Stolperne og under Vinduerne dog endnu ydede ham. Det var under alt dette en Lykke, at intet af Børnene kom til Skade ved de indstyrtede Muurstykker. Vi troe, siger Bladet, at en saadan Opførsel af Hr Petersen vil blive strængt fordømt, selv om han i sin Uenighed med Huusmanden ang. Leiecontracten havde den soleklareste Ret. Men endnu værre stiller Sagen sig, naar man betragter den Contract, som han vilde tvinge Chr. H. til at underskrive. Denne er nemlig ikke alene ubillig, idet den fastsætter samme Lejeafgift for det halve Huus, som der hidtil var givet for det hele; men den er tilmed ligefrem lovstridig, idet der deri betinges Dagarbejde ved Siden af Pengeafgiften, samt fastsættes, at Udeblivelse fra Arbeide skal have øieblikkelig Fortabelse af Huset uden Tilbagebetaling af nogen Deel af Leien tilfølge (jvf. Frd. 27de Mai 1848 §§ 5 og 6 6te og 7de Led).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. juli 1861).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar