Den demokratiske Arbejderforening
foretog søndag eftermiddag den bebudede udflugt til Frederiksberg. Ved den gamle jernbanevold samledes vel omtrent to tusinde deltagere i turen; efter at Pihl havde gjort opmærksom på at uagtet Crone vistnok havde bestilt dårligt vejr, lod det dog til at blive godt vejr, gik man langs volden til Valby. Det “gode vejr” gjorde dog lidt løjer, idet Crone dog fik den fornøjelse at der lige ved afmarchen kom en heftig regnbyge; men arbejderne tager det ikke så nøje med en smule vådt, og man begav sig derfor ugenert på vej under afsyngelse af “Arbejdersangen”. Inden man nåede til den gamle jernbanebro havde vejret dog klaret sig, så at Crones glæde kun varede kort; her udbragte Pihl et leve for friheden, og efter et udbragt hurra for Pihl, gik man til Valby Kro. Her lykkedes det kun de færreste at få et glas øl, da man naturligvis ikke var forberedt på at modtage så mange gæster på en gang. Derpå gik det under stadig sang gennem Valby til Søndermarken, hvor man lejrede sig på den smukke lille plæne tæt ved Slotskroen. Her forfriskede man sig lidt, provianten kom frem, og efter en kort hvil begyndte forhandlingerne. Disse arbejder har nu engang den sære vane at de ikke kan komme sammen uden at de skal tale lidt om deres egne anliggender, og nogle enkelte talere optrådte da også, dels for at mindes de te der nu sidder bag lås og slå, mens man her nød friheden på beskeden arbejdervis, og dels for at pirre de tilstedeværende for realisationen af alle arbejderes yndlingstanke: en egen bolig som politiet ikke kan chikanere. Derefter opfordredes de tilstedeværende til at erindre de 6 domfældte for fanesagen, og en indsamling fandt sted der indbragte den ikke ubetydelige sum af 17 rd. 17 sk. Det viser nok så meget at arbejderne selv midt i en fornøjelse ikke taber det store mål af syne, men altid er rede til at bringe deres skærv til dem der lider for sagens skyld. Mængden var imidlertid vokset betydeligt, idet mangfoldige var gået den sædvanlige vej til Frederiksberg, og det er næppe nogen overdrivelse når vi siger at der var samlet 3.000 deltagere foruden tilskuere der holdt sig i beskeden afstand. Som sædvanlig skulle politiet gøre sit for at bringe misstemning tilveje, og her fandt man på at ville forbyde øludskænkning, dog heldigvis for sent for der var ikke mere da forbuddet kom. Det lykkedes altså ikke at bringe forstyrrelse, tværtimod bragte det munterhed, og efter at der var holdt flere taler, hvor der blandt andet også konstateredes at forsamlingen ikke opfattede den murer Grøn overgåede dom som vanærende for ham, begav man sig til Carl Hansen i “Billigheden” i Allegade og her rekreerede man sig på bedste måde og skiltes efterhånden. På hele turen herskede der den bedste stemning, og når Dags-Telegraphen omtaler at stemningen var “mat”, så er det en lige så åbenbar løgn som når referenten er fræk eller dum nok til at forsamlingen var smeltet ind til ca. 400 personer. Der mangler bare et nul, så havde han været sandheden nærmere, men Rimestad kan jo heller ikke lide de “store tal”, og derfor holder han sig så nær til de små at han endog lader sig nøje med 2 og ½.
(Socialisten, 9. september 1873).
En udflugt i det grønne
Snedker Pihl med den ny demokratiske arbejderforening i København havde til i søndags besluttet en vandring til Frederiksberg, og efter opfordringen var der til den fastsatte tid ved den nedlagte jernbanedæmning ved tømmerpladsen samlet henved 1.000 personer af begge køn, af hvilke dog næppe 100 hørte til “foreningens” faste stok. Resten var dels læredrenge, der i stort tal havde givet møde, dels større og mindre familiegrupper der i en lille afstand sluttede sig til hovedstammen. Ved den store bro ud for “Carlsberg” gjorde man ifølge Dags-Telegraphen holdt for at råbe hurra for friheden og for Pihl, og så gik det videre ad banestrækningen til Valby hvor man gæstede kroen. Da man imidlertid måtte skøtte sig selv uden at nogen lod til at ænse besøget, travede man atter afsted og havnede i Søndermarken på en stor plæne tæt ved udgangen ved Slotskroen. Nu skulle talerne til at begynde; men stemningen var åbenbart trykket, og først efter at man havde fået et påskud til at beklage sig over politiet, som erklærede et etableret øludsalg for ulovligt, kom der lidt liv i “førerne” på udflugten, nemlig Pihl, Grøn, Alfred Jørgensen og “redaktør” L. Hansen så at de gav sig til at deklamere om storborgerne, politiet og socialismen. Stemningen var og blev dog mat; efter en times forløb brød man op, og “toget” der nu var smeltet ind til ca. 400 personer, gik derefter gennem Pile Alle til Allegade hvor man i et beværtningssted søgte hvile efter dagens besværligheder.
(Jyllandsposten, 9. september 1873).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar