Socialismen og Arbeiderbevægelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift strider "V. A. Flkbl." bl. A. Følgende: Socialismen har i vort Fædreland sikkert gjort den Nytte, at man er kommen til at tanke mere over Smaafolks Kaar, og man er kommen til at sysselsatte sig med det saakaldte Arbeiderspørgsmaals Løsning. . . . Fremdeles har Arbeiderrøret bidraget til at vække Arbejdernes politiske Sands. Landboerne have lidt beklaget dem over, at Smaafolk i Byerne lod dem lede blindt hen; nu komme de og sige: "Vi ville ikke mere saaledes være et blindt Værktøi." Skulle vi da nu støde dem bort og skjælde dem ud for Socialister. Gjøre vi det, da vil det blive værst for os selv. Det er kun ved fælles Kamp, fælles Udholdenhed, vi kunne seire. De nylig vakte Folk maa ikke glemme, at der vil Udholdenhed til i Kampen, at Rom ikke blev bygget paa en Dag, og at de, selv i det bedste Tilfælde, ikke maa gjort sig overdrevne Forventninger om den Hjælp, som skal komme fra Lovgivningsmagten. - Om Pio, Geleff og Brix hedder det: Var Staten da eller maaske Kongedømmet i Fare, siden disse Mennesker dømtes saa haardt? Af Aktstykkerne i deres Sag fremgaar det, at det ingenlunde var Tilfældet. Prøjsen har gaaet ganske anderledes lemfældigt tilværks mod to socialistiske Førere, Bebel og Liebknecht, der havde en Betydning, som var meget stor, hvilket paa ingen Maade kan siges om vore. Pio siger meget betegnende i Forhørerne: "En Regning paa 50 Rd. kunde vælte os, hvor skulde vi da kunne tænke paa at vælte Staten?" Det fremgaar tydeligt nok, at der aldrig har existeret nogen bestemt Plan. Pio siger selv om Brix, at han ikke havde fjerneste Begreb om, hvad Socialisme var - - og han kaldtes endda Sekretær, men der førtes rigtignok ingen Protokol. Geleff var paa samme Maade Kasserer; ti han var aldeles uden Kasse saavelsom Penge. Han er Republikaner af Overbevisning; Pio derimod har ikke noget imod Kongedømmet, naar vi blot faa en socialistisk Stat. Højesteretsadvokat Nellemann viser slaaende, at de nævnte Herrer vel undertiden i "Socialisten" have slaaet paa den store Tromme, men de have egenlig intet lovstridigt udtalt. De store Ord finder han naturligvis meget for stærke og moralsk uforsvarlige; men han viser samtidigt, at Bevægelsens Ledere for 1843, f. Ex. Orla Lehmann, ogsaa brugte lignende stærke Udtryk. Deres lovstridige Færd begynder først, da de nægtede at adlyde Politiet den 4de Mai 1871 med Hensyn til Mødets Afholdelse paa Nørrefælled; derfor blev der af Forhørsdommerne rettet Forespørgsler til Isenkræmmerne, om der var solgt Vaaben og Ammunition, anstillet Undersøgelser i Kasernerne, om Tropperne vare blevne paavirkede. Det blev oplyst, at der ikke var solgt saa meget som en Knaldhætte, at der ikke havde været den ringeste Agitation blandt Soldaterne, at der kort sagt ikke var andet end hvad der forelaa aabenlyst og meget naivt aabenlyst.

(Aarhus Amtstidende 5. september 1873. 2. udgave).