Den lange nærede og tidligere omtalte Tanke, at oprette en Poliklinik her i Byen, hvor Læger i de forskjellige Specialiteter yde gratis Konsultation til ubemidlede Patienter, saaledes at den Hjælp, her ydes i samme, ikke kan betragtes som Fattighjælp, vil forhaabenlig nu blive realiseret, idet en Kreds af 14 af vore dygtigste yngre Læger have erklæret sig villige til hver for sig i de nedenanførte Afdelinger at overtage Behandlingen under Forudsætning af, at Sagen vil blive støttet saa vel ved private Bidrag som ved Tilskud af Legater m. m. Der har i den Anledning dannet sig en Bestyrelse, bestaaende af Borgermester Borup, Dr. med. G. Engelsted og Lektor E. Lange samt Vekselmægler Lorck som Poliklinikens Kasserer. Foreløbig ville Dr. Mygge og Dr. Liisberg behandle medicinske Sygdomme, Dr. O. Bloch og Korpslæge Hornemann kirurgiske Sygdomme, Dr. Wichmann Børnesygdomme. Dr. N. Holm Hudsygdomme og veneriske Sygdomme, Dr. Ingerslev og Dr. F. Levy Kvindesygdomme, Dr. Friedenreich Nervesygdomme. Prof., Dr. Ipsen orthopædiske Sygdomme, Dr. Haderup Tandsygdomme. Dr. Bjerrum øiensygdomme, og Dr. V. Lange og Dr. E. Schmiegelow Øre-, Hals- og Næsesygdomme. I mange af Udlandets store Byer. f. Ex. Wien, Berlin, London og New York, have lignende Institutioner allerede bestaaet i flere Aar med en stadig voksende Tilslutning fra Befolkningens Side, og heldigvis har samtidig den private Godgjørenhed ydet saa rundelige Bidrag, at man har kunnet hjælpe alle, paa enkelte Steder endog med fri Medicin, Bandager og Bade m. m. At Sagen har en stor social Betydning, behøver ikke nærmere Paavisning, men Erfaringen fra de der allerede bestaaende Poliklinikker har noksom vist, at de fleste af Patienterne ere saadanne, der i de tarveligste Kaar og i stadig Kamp for Udkommet bringes i den yderste Nød i Tilfælde af Sygdom, men dog bevare saa megen Selvfølelse, at de for enhver Pris undgaa at falde det offenlige Fattigvæsen til Byrde. Men have de bestaaende Polikliniker bevislig gjort stor Nytte og i mange Tilfælde gjort en Indlæggelse i et Hospital overflødig, vil det i endnu høiere Grad blive Tilfældet med den, der nu agtes oprettet, idet der her, som det ses, vil blive budt en speciel sagkyndig Behandling paa alle Omraader af den praktiske Lægekunst. Vi ere ogsaa paa Forhaand overbeviste om, at de Mænd, der af varm Interesse for den mindre bemidlede Del af Samfundet have tilsagt deres værdifulde Tjeneste, med fuld Føie ere gaaede ud fra, at det her hos os ikke vil komme til at skorte paa de fornødne Midler, og at disse ville indflyde saa rundelig og saa betids, at Polikliniken allerede i Begyndelsen af næste Aar vil kunne begynde sin Virksomhed. Idet vi medgive det velsignelsesrige Foretagende, som saaledes agtes sat i Værk, vore bedste Ønsker for Fremtiden, skulle vi endnu kun tilføie, at Anmeldelser om Bidrag, det være sig aarlige eller en Gang for alle, modtages af enhver af de fornævnte Mænd.
(Nationaltidende 3. juli 1884).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar