En Eksekutionsforretning i Cirkus
I Søndags Aftes kl. 12 blev der hos Restavratøren i Cirkus ved Kongens Foged og paa Rekvisition af en Prokurator som Repræsentant for Fordringshaveren - en bekendt større Ølbrygger her i Byen - foretaget en Eksekution, der havde et noget brutalt Præg, og som har vakt en Del Opsigt blandt dem, der kender Sagen.
Efter at Restauratoren havde gjort Regnskabet op med sine Tjenere og havde faaet ca. 1100 Kr. i Kassen som Dagens Indtægt, mødte en Fogedassistent med 2 Vidner samt Prokuratoren og lagde Beslag paa alt, hvad der fandtes af Penge, saaledes at der ikke blev en Øre tilbage.
Det var naturligvis en ubehagelig Overraskelse for Restauratøren paa den Tid af Døgnet at modtage et saadant Besøg, der var en ligefrem Overrumpling, men da den Slags Forretninger nu en Gang er juridisk berettigede, naar Fogden giver sit Samtykke, er der intet at indvende mod denne Side af Sagen. Derimod ser den lidt anderledes ud, hvad Fordringshaveren angaar. Som vi har erfaret, forholder Sagen sig i al Korthed saaledes: Den nuværende Restavratør i Cirkus, der er en stræbsom og hæderlig Mand, overtog Forretningen sidste Vinter paa Betingelser, der hidtil har givet ham ikke saa faa Vanskeligheder at kæmpe med. Han paatog sig, foruden en Del andre Forpligtelser, at udrede til Forgængeren en Sum af 6000 Kr., hvoraf 3000 betaltes kontant, medens Resten skulde fra Juni Termin betales i ugentlige Afdrag, der ogsaa hidtil var erlagt punktlig. Ved sidste Indbetaling kom Afdraget én Dag for sent, og dette var Grunden til Fogedforretningen. Fordringen paa Restauratøren var af Vedkommende bleven transporteret til Ølbryggeren, der straks og paa ovennævnte Maade benyttede sig af den ene Dags Forsinkelse til at tage hele Søndagens Indtægt ved Hjælp af Kongens Foged. Skønt det som sagt var en ubehagelig Overraskelse har det dog ikke havt videre Følger for Restavratøren, der ved Hjælp fra anden Mand, som blev oprørt over den brutale Fremgangsmaade, fremdeles er i Stand til at klare sine Forpligtelser.
(Social-Demokraten 10. september 1887).
Eksekutionsforretningen i Cirkus.
Vi har modtaget følgende:
Hr. Redaktør!
I Anledning af Deres Artikel i Dag om en Eksekutionsforretning i Cirkus vil jeg bede Dem give Plads for følgende Bemærkninger, der nærmere vil oplyse, hvorledes det forholder sig med Sagen.
Den 1ste Januar overtog jeg Restavrationen i Cirkus paa det Vilkaar, at jeg skulde betale den Gæld, som den forrige Restauratør havde stiftet, samt endvidere til ham udrede en Afstaaelsessum af 6000 Kr., hvoraf de 3000 betaltes kontant. De andre 3000 Kr. skulde have været udbetalt i Juni Termin, men grundet paa Forholdene var det mig umuligt at betale den hele Sum paa en Gang. Ved frivilligt Forlig blev Sagen derpaa ordnet saaledes, at jeg ugenlig (hver Mandag) skulde betale 100 Kr. Der var imidlertid, som Skik og Brug er, tilstaaet mig 2 Løbedage, saaledes at Pengene kunde betales om Onsdagen, og jeg har hidtil sørget for, at Afdragene er bleven betalt regelmæssigt.
Da mit Bud Onsdagen den 31te Avgust om Eftermiddagen henvendte sig til Prokurator Pagh som Inkassator for at betale Afdraget, var Kontoret lukket, og da jeg Torsdag Formiddag sendte Pengene til Hr. Pagh, blev der ganske vist givet mig Kvittering for dem, men under Reservation. Da jeg ikke kunde tænke mig, at der skulde gøres et saadant Skridt imod mig som det i Søndags foretagne, fordi jeg ikke kunde faa afleveret mit Afdrag, inden den lovlige Tid var udløben, vil Enhver kunne forstaa den Harme, som greb mig, efter at Fogedforretningen var udført. Jeg har hidtil betalt regelmæssigt, hvad jeg skulde, og det forekommer mig mildest talt at være en mindre smuk Optræden af et Bryggeri som Marstrands - thi det er Hr. Otto Marstrand, der har ladet Eksekutionsforretningcn foretage, efter at han paa cn eller anden Maade er kommen i Besiddelse af Fordringen paa mig. Hr. Marstrand er ganske vist ikke Øl-Leverandør til Cirkus, men man tør vel ikke forudsætte, at det skulde være Grunden til hans noble Handlemaade.
Dette er i korte Træk Sagens Historie, som jeg kun har skreven for yderligere at supplere "Social-Demokraten"s iøvrigt korrekte Meddelelse, da den for mig ubehagelige Affære nu en Gang er bragt frem for Offenligheden. Jeg er dog slet ikke utilfreds med, at dette er sket. Publikum vil nu selv kunne dømme om, hvorledes Hr. Marstrands Handlemaade mod mig skal vurderes.
Cirkus-Restaurationen, den 10de September 1887.
Th. Christensen.
(Social-Demokraten 11. september 1887).
Eksekutionsforretningen i Cirkus.
Vi har modtaget følgende :
Til
"Social-Demokraten"s Redaktion.
I Anledning af de Artikler, der under Overskriften "En Eksekutionsforretning i Cirkus" findes optagne i "Social-Demokraten" for i Lørdags og Søndags, tillader jeg miq at udbede mig Plads for følgende Bemærkninger:
Den paagældende Eksekutionsforretning, der er foranstaltet af mig, er ikke som i Artiklerne anført, foretaget for Marstrands Bryggerier; disse har ganske vist paa et tidligere tidspunkt haft nogen Interesse i, at den paagældende Fordring blev betalt, hvilket er Grunden til at Forliget angaaende samme ogsaa lod paa Bryggerierne som Kreditor, hvorimod det Restbeløb, som Fordringen andrager, er Bryggeriene uvedkommende. Men skulde der i det hele taget være noget ved denne Eksekutionsforretnings Foretagelse, der trænger til farligt Forsvar, da er det formentlig indlysende, at Ansvaret herfor alene maa paahvile mig, idet Fordringen selvfølgelig fra det tidspunkt af, da den overdroges mig til Inkassation (i Slutningen af Juni Maaned d. A.) er min Raadighed undergivet: og at jeg ikke efter de forhaandenværende Forhold har gjort andet ved Forretningens Foretagelse end der ligefrem er min Pligt som Inkassator, det er jeg vis paa, at enhver, der kender Forholdene - altsaa ogsaa Hr. Restavratør Th. Christensen selv - vil være enig med mig i.
Endnu kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at jeg finder det temmelig mærkeligt for Hr. Christensens Vedkommende, at han, naar han har navngivet Hr. Direktør Otto Marstrand i den ene Henseende, ikke ogsaa har anført, at Hr. Marstrand var den Mand, der ved at forskaffe ham henstand med Betalingen af Restgælden, har hjulpet ham ud over de Vanskeligheder, han ved Eksekutionsforretningens Foretagelse var geraadet i.
København den 14. Septbr. 1887.
* * *
Hvis Hr. Otto Marstrand og andre, som nyder den Lykke at have Hr. Pagh til Sagfører, faar deres Handlinger forsvarede lige saa godt som sket er ovenfor med Hensyn til Eksekutionsforretningen i Cirkus, kan de sige at være vel rejste. Vi mener nemlig, at Hr. Marstrand vilde være bedre tjent med, at Hr. Paghs "Forsvar" ikke havde set Dagens Lys, eftersom det kun i et og alt bekræfter Rigtigheden af Hr. Christensens og vor Fremstilling, hvad selve den brutale Eksekution angaar, og dernæst nøder os til at imødegaa et Par Paastande, hvor ubehageligt det end kan være for Hr. Marstrand - og for os. Naar Hr. P. skriver, at han under de forhaandenværende Forhold ikke har gjort andet end hvad der var hans Pligt som Inkassator, det vil sige, paa en Maade som sket er i Cirkus, at gøre Eksekution hos en Mand Kl. 12 om Natten til Trods for, at han hidtil har svaret sine Afdrag til bestemt Tid, og derpaa tilføjer, at enhver, der kender Forholdene - selv Hr. Christensen - vil være enig med ham deri, saa tyder det paa, at Hr. P. enten er meget naiv eller ogsaa noget andet. Vi kan aldeles bestemt forsikre ham, at ikke en af de mange, der kender Eksekutionshistorien, har haft et anerkendende Ord tilovers for Hr. Marstrand og hans Prokurator, denne Sag vedrørende - tvært imod!
Naar endvidere Hr. P. i Begyndelsen af sin Skrivelse søger at dække over Hr. Marstrand ved at fortælle, at Forretningen ikke er foretaget for hans Regning, og i Slutningen fremhæver, at Hr. M. forskaffede Christensen Henstand med Betalingen af Restgælden - hvad Hr P vel vil have forstaaet saaledes, at det er hos anden Mand Rk. udvirkede rette - , da ved han meget godt, at begge Dele er urigtige. Beviset herfor ligger i, at Hr, Marstrand med sit Navns Underskrift har forpligtet sig til ikke at lade gøre yderligere Eksekution hos Christensen saa længe Afdragene - der for Fremtiden er nedsat til det halve - betales regelmæssig hver Uge. Dette Dokument er udfærdiget af Hr. Pagh.
Hermed er vi forhaabenlig færdige med Hr P Hans Skrivelse taler i alt øvrigt saa tilstrækkeligt for sig selv, at flere Kommentarer er overflødige.
Red.
(Social-Demokraten 16. september 1887).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar