En Gaardmand, der fra Begyndelsen af 1877 til Udgangen af 1888 havde været Medlem af Rye-Sonnerup Sogneraad paa Sjælland, er bleven tiltalt for følgende Forhold:
I det nævnte Tidsrum var det overdraget ham paa Raadets Vegne at udbetale til de Fattige i Rye dels de dem tilstaaede faste Understøttelser, dels mindre Beløb som Ekstrahjælp efter Arrestantens eget Skøn.
Han tilvendte sig imidlertid en Del af de ham saaledes betroede Midler, idet han i de Regnskabsbøger, der aarlig leveredes ham af Sogneraadet, og i hvilke hvert Fattiglem havde sin Post, opførte større Beløb end han udbetalte, og havde han paa denne Maade paa forskellige Fattiglemmers Konti i Aarene 1885 til 1888 besveget Kommunen for et Beløb, som maa antages at have udgjort ikke under 410 Kr. 8 Øre. Endvidere havde Arrestanten i Foraaret 1888 ladet sin 14-aarige Datter udfylde en trykt Blanket med en Anvisning paa 12 Kr. til Peder Christiansen for Tækning paa Rye Skole, hvilken Anvisning hun, der var uvidende om, hvortil Dokumenlet skulde bruges, efter hans Begæring forsynede med en "Peder Christiansen" underskreven, den 19. April 1888 dateret Kvittering. Arrestanten hævede derpaa mod Aflevering af Dokumentet af Kommunens Kasse 12 Kr., som han selv beholdt.
Endelig havde Arrestanten under Foregivende af, at han havde tabt en Kvittering for et Beløb af 20 Kr., som han havde betalt Husmand Chr. L. Christiansen for 2 Læs Halm, formaaet fornævnte P. Christiansen til at underskrive en Kvittering in blanco med bemeldte Chr. L. Christiansens Navn, hvorefter han forandrede den tilhørende Anvisning saaledes, at den kom til at lyde paa 30 Kr. for 3 Læs Halm, og udfyldte Kvitteringsblanketten saaledes, at den ligeledes kom til at lyde paa 30 Kr. Mod Aflevering af Kvitteringen hævede han derpaa 30 Kr. af Kommunens Kasse, og idet han kun havde udbetalt 20 Kr. til Christiansen, beholdt han det overskydende Beløb for sig selv.
For sit anførte Forhold blev han saavel ved Underretten som Overretten anset med Forbedringshusarbejde i 2 Aar.
(Social-Demokraten 1. august 1889).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar