Den forulykkede Artist fra Cirque du Nord, Parterreakrobaten Emil Kuntze, stededes i Gaar Middags til Hvile paa Vestre Kirkegaard.
Det blev en opsigtsvækkende og ejendommelig Ligfærd, fordi saa godt som alle til Artistverdenen horende Kræfter heri Byen havde indfundet sig og gav Højtideligheden en egen, fremmed Kolorit.
Kl. 12 samledes et hundrede Mennesker i Kommunehospitalets lidet hyggelige Kapel, hvor Kisten stod dækket af Kranse, som var sendt fra Artisternes Fagforening, Corps de Ballet i Cirque du Nord, Artisterne i denne Cirkus og Cirkus Ducander, Direktør Rasmussen og den Afdødes Kammerater i Akrobattroupen Relampagos.
Pastor Kriel ved Petri Kirke holdt Talen over den Afdøde, som er sødt i Berlin og tilhørte det lutherske Troessamfund. Præsten dvælede ved Springet fra Liv til Død og byggede over dette Motiv en sympatetisk Tale over Kuntze. Mange Øine var fugtige af Graad under Talen.
Derefter blev Kisten sat i Rustvogn og Følget tog Plads i Vognene, hvis Tal var tredive. Langsomt bevægede det store Ligtog sig gennem Østerfarimagsgade, Nansensgade, Gyldenløvesgade, forbi Cirkus, som flagede paa halv Stang, og hvor der gjordes et lille Holdt, siden ad Vesterbros Passage, Helgolandsgade, Istedgade og Vesterfælledvej til Kirkegaarden. i hvis sydlige Hiørne Graven laa. Overalt vakte Toget stor Opsigt.
Den Afdødes nærmeste Kammerater og hans Broder, Metalarbejder Kuntze fra Berlin, bar Kisten til Graven, hvor Pastor Kriel sagde nogle kønne Ord om Vennen, som skulde stedes til Hvile i Guds Ager, hvorefter han bad Fadervor.
Saa opløste det store Følge sig, men en stor Del Artister samledes om en Sygevogn et hundrede Skridt fra Graven. I den sad en ung, køn Mand, hvis Skæbne vi erfarede noget nærmere om. Han er Dansker, hedder Carl Christensen og kom for ca. 2½ Aar siden til Skade som Parterreakrobat under akkurat lignende Forhold som Emil Kuntze. Ved et Spring i en Variete i Berlin fif han et Brud paa Rygraden, laa 1 Aar syg i Berlin, kom derefter til København, hvor han har været under Kur i halvandet Aar. Den stakkels unge Mand er lam i Underkroppen og opnaar sikkert aldrig Førlighed igen. For godt 14 Dage siden havde han Besøg paa Hospitalet af nu afdøde Kuntze, hvem den lunefulde Skæbne har hjemkaldt til den evige Hvile.
Men var Kuntzes Skæbne ikke bedre end denne Ulykkeliges? Vi saa det i de Øiekast og hørte det i de Ord, hans Kolleger i Artistverdenen sendte ham, da han i sin Sygevogn fulgte den afdøde Kammerat til Jorden.
Og vi tænkte paa ham, da vi forlod Kirkegaarden, hvor den fremmede Artist nu hviler i fremmed Jord, mens Solen skinner over Gravhøjene, og Fuglene kvidrer i Buskene. Han hviler i Ro, fjærnt fra Artistens bevægede Liv og Kampen for Tilværelsen.
Men Sygevognen ruller langsomt ud fra Vestre Kirkegaard efter de Vogne, hvor de dristige Springere og Manegekunstnere har taget Plads. Livet har ikke Tid at hvile, og i Aftes gik Forestillingen atter sin Gang i Cirque du Nord, og Musiken spillede, mens Nattens Slør sænkede sig over den ensomme Grav paa den fjærne Kirkegaard.
M.
(Social-Demokraten 30. juni 1899).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar