Dr. Volf og Pastor K. E. Petersen.Præsten vil absolut kaste Jord paa Kisten.Liget kan ikke blive begravet.
En Snedkersvend Valdemar Petersen skulde i Søndags Kl. 12 begraves paa Vestre Kirkegaard fra Kommunehospitalets Kapel.
Den Afdøde havde selv ønsket at blive fri for præstelig Assistance, og hans eneste Broder. Joh. E. Petersen, Medarbejder ved "Randers Arbejderblad" og Leder af en frireligiøs Bevægelse i Randers, delte fuldstændig dette Ønske og havde aftalt med Lederen af et bekendt Begravelseskontor, al Begravelsen skulde finde Sted i Overensstemmelse dermed.
Da Liget nu Kl. 12 skulde føres fra Kommunehospitalet, havde en Del af den Afdødes Venner og Bekendte givet Møde for at følge ham til Jorden.
3 Minuter over 12 blev Kisten sat paa Rustvognen, denne havde allerede sat sig i Bevægelse og Følget var ved at tage Plads i Droskerne, da der ankom endnu en Droske, og ud af den stiger en Præst i Kjole og Krave, Pastor K. E. Petersen, Kapellan ved St. Stefanskirken.
Han erklærer, at han kommer for at forrette Jordpaakastelsen.
Broderen indvendte, at man ikke ønskede Præstens Jordpaakastelse, og at det udtrykkelig er bleven sagt paa Klokkerkontoret.
Men Præsten blev ivrig. Der skulde kastes Jord. Broderen var ikke udmældt af Folkekirken og kunde ikke blive begravet, uden at Præsien kastede Jord paa Kisten. Før det skete, udleverede han ikke Begravelsespapirerne.
Alle Hr. Petersens Forsøg paa at tale Præsten til Fornuft var frugtesløse, og til Trods for den synlige Indignation hos Følget, stod Præsten fast paa sit.
Rustvognen med Liget var for længst borte, her stod Følget overfor den stædige Præst.
Hr. Petersen erklærede, at siden Præsten med Vold og Magt vilde kaste Jord paa, skulde han være kommen til Tiden. Nu var Liget paa Vejen til Kirkegaarden.
Saa afbrød Præsten Samtalen med at erklære, at han kunde ikke følge med paa Kirkegaarden - hvad forøvrigt ingen havde bedt ham om - han havde ikke Tid. Han skulde til Barnedaab, og dermed steg han atter ind i sin Droske og rullede afsted.
Med det stille Haab, at man dog maaske alligevel til Trods for Præsten kunde faa den Afdøde begravet, kørte Følget ud paa Kirkegaarden, men her erklærede den tilstedeværende Assistent, at Begravelsen ikke kunde finde Sted uden Præstens Tilladelse.
Inspektøren, som man derefter opsøgte, sagde det samme. Han lovede dog, at hvis Hr. Petersen kunde faa Sagen ordnet inden Kl. 3½ skulde Liget nok komme i Jorden.
Det blev derefter fat ind i et Kapel, Følget skiltes ad, højst indigneret over Præstens Adfærd, og Hr. Petersen kørte skyndsomst til Sognepræstens, Dr. Volfs Bopæl. Denne var imidlertid ikke hjemme, og Pastor Petersen, som han derefter søgte, var heller ikke hjemme. Endelig ved Tretiden traf han ham hjemme. Præsten sad med sit Ritual foran sig og viste straks, at det deri var paabudt, at naar en Afdød ikke var udmeldt af Folkekirken, skulde Præsten foretage Jordpaakastelsen. For øvrigt havde han ikke mere med Sagen at gøre, da han havde afleveret Begravelsespapirerne til Dr. Volf.
Hr. Petersen kørte atter til Dr. Volfs Bopæl, men her fik han den Besked, at Præsten var i Færd med at gaa til Bords og derfor ikke kunde tage imod ham.
Overfor et saa indlysende Argument maatte Hr. Petersen give tabt. Den givne Frist var desuden snart udløben.
Liget henstaar nu i Kapellet, og det er at afvente, hvorledes Sagen yderligere vil udvikle sig.
Pastor Petersen forsikrede, at den Mand, der havde været paa Kontoret for at faa Begravelsen ordnet, havde faaet Paalæg om at anmode Hr. Petersen om at komme op paa Kontoret, men Hr. Petersen har ikke faaet denne Besked.
Dette er et undskyldende Moment, ser imidlertid er uden nogen Betydning. Pointet i den hele Sag er det, at Pastor Petersen - som man maa antage i Samraad med Dr. Volf - i uforstaaet Embedsiver og med en Bureaukratisme, der ikke klæder nogen Præstemand, tiltrods for den Afdødes og hans eneste Broders bestemt udtalte Ønske om at blive fri for al præstelig Assistance, trænger sig frem for i Modstrid med disse saa naturlige Ønsker at forrette en intetsigende og ligegyldig Ceremoni.
Lad det end være nok saa meget foreskrevet i Ritualet, en Præst skulde dog have saa megen Sømmelighedsfølelse, at han paa dette Punkt kunde tage Afstand fra Ritualet, og der er mange Præster, der gør det.
Men hvad Pastorerne Volf og Petersen næppe havde Ret til, det er at stille den præstelige Jordpaakastelse som Betingelse for Begravelsen. Vi ser ikke andet end at Pastor Petersen har gjort sig skyldig i et Overgreb, da han nægtede at udlevere Begravelsespapirerne, for der blev kastet Jord paa.
I hvert Fald har, saa vidt vi ved, aldrig nogen Præst gjort sig skyldig i et saadant Forhold.
Men selvfølgelig vil denne Sag blive underkastet en nærmere Prøvelse.
I en Henseende har Pastor Petersen dog gjort sig fortjent. Han har bidraget til, at Folk faar at vide, at saafremt de vil sikre sig en ordenlig borgerlig Begravelse uden en Præsts Indblanding, da maa de udmælde sig af Folkekirken.
Da kan de blive fri for Præsien.
(Social-Demokraten 21. marts 1899).
Peter Rudolph Volf (1838-1926) var den første sognepræst ved Stefanskirken 1874-1899. Han sad i menighedsplejen og Indre Mission, i bestyrelsen for den københavnske Forening for indre Mission 1865-1867 og 1878-1899. Han blev 1899 sognepræst for Store Heddinge Sogn og anden stiftsprovst for Sjællands Stift.
Karl Eugen Petersen (1857-1909) var residerende kapellan/sognepræst samme sted 1887-1900.
Begravelsesskandalen.
Liget kommer i Jorden.Pastor Volf forretter Jordpaakastelsen.
Vi meddelte i Tirsdags, at Pastor K. E. Petersen ved St. Stefanskirken havde forhindret Begravelsen af afdøde Snedkersvend Valdemar Petersen ved ikke at ville udlevere de nødvendige Begravelsespapirer (Skifteretssedlen med Præstens paategnede Erklæring om, at Jordpaakastelsen enten er foretaget eller ikke vil blive foretaget) fordi den Afdøde selv og hans Broder ikke vilde have præstelig Jordpaakastelse.
Nu har Sagen fundet sin Afslutning ved, at Pastor Volf i Tirsdage Formiddags - stadig mod Broderens Ønske - forrettede Jordpaakastelsen, hvorefter Begravelsen fandt Sted.
I Mandags forefaldt der mellem Broderen og Volf en ret karakteristisk Samtale, som vi her i det væsenligste gengiver:
Broderen: "Men hvis jeg nu vedblivende modsætter mig Jordpaakastelsen?"
Volf: "Det spørger vi Dem slet ikke om; vi forretter den alligevel."
Broderen: "De mener altsaa, at der er ikke andet for mig ak gøre, end at give efter."
Volf: "Ja. Jordpåkastelsen skal finde Sted, det er dog noget ethvert Barn ved."
Broderen: "Ja, da ved jeg det ikke, og jeg har aldrig truffen nogen, der vidste, at det kunde sættes som Betingelse for at blive begravet."
Volf: "Ja, naar man ikke er udmeldt af Folkekirken, saa er man et kristent Menneske, og saa faar man en kristelig Begravelse. Er man Medlem af en Forening, maa man underkaste sig Foreningens Love eller træde ud, og ligeledes, er man Medlem af Folkekirken, maa man rette sig efter dens Vedtægter eller mælde sig ud."
Broderen: "Denne Lignelse halter dog en Del, idet man bevidst og i Følge sin Overbevisning indmelder sig i en Forening, men i Folkekirken indmældes man som spædt Barn, ubevidst om, hvad der sker, og uden nogen Overbevisning."
Efter endnu at have diskuteret en Stund, afsluttede Hr. Petersen ved at sige: "Ja, naar De foretager Jordpaakastelsen, hvad enten jeg tillader det eller ej, saa vil jeg gærne vide, hvad Tid den finder Sted?"
Og Præsten berammede næste Dag, Tirsdag Kl. 10½.
-
Det var Pastor Volf selv, der mødte. Han kastede de tre Skovle Jord paa Kisten og bad Fadervor.
Dermed var den ikke ønskede Ceremoni til Ende, og Præsten havde faaet sin Vilje.
Men mærkelig er det, at den fromme Mands Vilje nærmest minder om Krakileri.
For nogen Tid siden nægtede han at kaste Jord paa et lille Barnelig, fordi Forældrene var borgerligt viede. De bad ham, men han sagde Nej.
Nu beder en anden Familie ham blive borte fra Begravelsen, og saa vil han med alligevel. Liget maa ikke sænkes i Jorden, hvis han ikke faar Lov til at kaste Jord paa.
Saaledes følger Præsterne Skriftens Ord om Mildhed og Kærlighed.
(Social-Demokraten 24. marts 1899).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar