Ellen Schwartz. (Efterskrift til Politivennen)

Selvmords-Drama i Lille Strandstræde

En ung Pige skyder sig selv, da Sædelighedspolitiet vil arrestere hende.

I Ejendommen Lille Strandstræde 18 paa 4de Sal er der i Gaar Formiddags udspillet et Selvmordsdrama under ret opsigtvækkende Omstændigheder.

Paa 4de Sal i Baghuset har der i den sidste Maaned boet en ung svensk Pige, Frøken Ellen Schwartz. Hun ernærede sig dels ved at hjælpe sin Logisværtinde, Fru Carlsen, med Herreskrædersyning og dels ved at arbejde hos en Veninde, der havde Strygeri i samme Ejendom.

I Gaar Formiddags ved 11-Tiden blev der ringet paa, og da Fru Carlsen lukkede op, stod der to Herrer udenfor. De forlangte at tale med Frøken Schwartz. Fru Carlsen spurgte, hvem de var, men dette vilde de ingen Oplysning give om. Da Fruen saa nægtede at lukke dem ind og meddelte, at Frøkenen sov, legitimerede de sig som Betjente i Sædelighedspolitiet, Boesen og Madsen. De var komne for at anholde Frøken Ellen.

Uden at give nærmere Besked gik Madsen uden videre ind i Værelset, hvor den unge Pige laa i Sengen, og han meddelte, at hun skulde med paa Kamret og undersøges, da hun vistnok var syg. Den unge Pige blev selvfølgelig meget forskrækket over denne Meddelelse. Hun strakte Armene ud mod Betjenten og raabte atter og atter hulkende: "Jeg har ikke gjort noget, Hr. Betjent, lad mig være, lad mig være Et Øjeblik efter syntes det dog som om hun havde fattet sig og havde besluttet at følge med Betjentene. Hun bad Madsen gaa ud i det tilstødende Værelse, medens hun klædte sig paa.

Der var vel gaaet ca. 5 Minuter, da man hørte Klikken af en Revolver, der blev ladet. "Ellen skyder sig," udbrød Fruen, og alle tre ilede til Døren. De havde endnu ikke faaet den op, før der lød et Knald og Faldet af et Legeme mod Gulvet.

Da de kom ind i Stuen, laa den unge smukke Pige død paa Gulvet, og Blodet stod ud fra et Skudsaar i venstre Tinding. Den ene af Betjentene blev saa betaget af det sørgelige Syn, at han fik ondt og styrtede bevidstløs om paa Gulvet.

Der blev hurtig sendt Bud efter en Læge, og et Øjeblik efter kom Professor Brünniche til Stede. Han udbrød straks, da han saae den unge Pige ligge død i Sengen: "Stakkels Pige! saa ung og saa skrækkeligt et Endeligt." Kalde hende tilbage til Livet kunde han imidlertid ikke. Skudet var ført med fast og sikker Haand og havde øjeblikkelig medført Døden. Der blev derfor telefoneret til Johannesstiftelsens Lighus, og en Timestid efter hvilede den unge livsglade Pige i en af Glaskisterne.

Det eneste skriftlige, den unge Selvmorderske efterlod sig, var et Par Ord, som hun havde skrevet paa en Konvolut. Med store Bogstaver stod der: "Hils Carl." Hilsenen gælder en ung Student, Carl O., med hvem hun har været kendt i flere Aar, og som hun holdt meget af.

Hvorvidt den unge Pige har været uskyldig eller om hun har haft Grund til at frygte Sædelighedspolitiet, ved vi ikke, men hendes Fortvivlelse maa have været stor, naar hun vælger at dø i Stedet for at følge med Betjentene. Fru Carlsen giver hende det bedste Lov. Hun var sjældent ude om Aftenen uden naar hun var inviteret af en Bekendt. Af Penge havde hun aldrig flere end hun tjente ved sit Arbejde. Paa samme Maade udtalte en Dame sig, som har kendt Ellen i de sidste 4-5 Aar. Om der har været Grund for Sædelighedspolitiet til at skride ind mod den unge Pige, vil forhaabentlig Inspektør Steffensen give Offentligheden Bested om.

Selvmordet kunde have været forhindret, hvis de to Betjente havte handlet med lidt mere Konduite. De saa nemlig, at den unge Pige var i Besiddelse af Revolveren, men den ene af dem nøjedes med at sige: "Har De ogsaa den Slags Legetøj". Revolveren havde hun for kort Tid siden købt af en g ist Veninde, under Foregivende af, at det saa smukt ud at have en saadan liggende paa sit Bord.

Til sine Veninder fortalte Ellen, at hendes Fader var en skaansk Baron Rosenkrantz. Som spædt Barn kom hun i Pleje hos Skomager Osterstrand i Mad og for 5 Aar siden kom hun her til Landet.

Hun blev kun 22 Aar gammel.

(Social-Demokraten 20. september 1899).

Selvmords-Dramaet

Politiinspektør Steffensen udtaler sig.

Der forelaa ingen Anmældelse.

Vi henvendte os i Gaar til Politiinspektør Steffensen (Sædelighedspolitiet) for at faa nærmere Oplysninger angaaende det opsigtsvækkende Selvmord i Lille Strandstræde.

Politiinspektøren refererede Begivenheden overensstemmende med, hvad vi meddelte i Gaar. Paa vort Spørgsmaal, om der til Sædelighedspolitiet var sket nogen direkte Anmældelse om den unge Pige, svarede Hr. Steffensen benægtende. Politiet havde heller ikke selv nogen Mistanke til hende, idet ingen af Betjentene kendte hende, og hun ikke tidligere havde været i Konflikt med Politiet. Om Grunden til, at de to Betjente havde indfundet sig i hendes Lejlighed, meddelte han følgende: En gift Mand var for nogle Dage siden kommen til ham og havde anmældt, at hans fraseparerede Hustru drev Erhverv ved Utugt. De to Betjente, Madsen og Boesen, blev da i Mandags Morges sendt ud for at undersøge denne Anmældelse. De traf imidlertid ikke den paagældende Kone hjemme, men fik at vide. at de hos en Familie i Ejendommen Lille Strandstræde 18 kunde saa nærmere Besked.

De henvendte sig saa paa dette Sted, men traf heller ikke den, de søgte. Derimod kom de ind til en tredie Person, der sagde: "Oppe paa 4de Sal boer en Dame, der hedder Ellen Schwartz, hendes Forhold skulde De undersøge, thi de er vistnok ikke, som de skal være!"

Paa denne løse Angivelse gik de to Betjente op til Ellen Schwartz og foranledigede hendes Selvmord.

Politiinspektøren forsvarede alligevel sine Betjente og sagde, at det eneste der kunde bebrejdes dem var, at de ikke havde taget Revolveren fra Pigen. I Stedet for nøjedes de med at undersøge, om den var ladt.

Paa vort Spørgsmaal. om Inspektøren mente, at den unge Pige havde gjort noget ulovligt, vilde han ikke svare noget bestemt, men af hendes forskellige Udtalelser til Fruen, hos hvem hun boede, bl. a. at hun vilde skyde sig, hvis Politiet kom, mente han, at hun ikke havde nogen ganske ren Samvittighed.

Saavidt Politiinspektøren.

Vi finder det aldeles utilladeligt, at to Betjente styrter en Kvinde i Ulykke paa en ganske løs Angivelse af en Betjentene fuldstændig ukendt Person.

Sædelighedsbetjentene staar hos Befolkningen omgivet af en vis Uhygge. Med dem forbinder man Vanære, brutal Behandling i den mørke Raadhuskælder, Lægeundersøgelse og Indskrivning paa Bordel o. l. Dette er nok til at jage Modet bort fra selv den uskyldigste unge Pige.

Selvfølgelig er det Politiets Pligt eslki de forbandede Love at tage sig af Klager. Men Klagerne bør vel forelægges de Overordnede til Undersøgelse og Prøvelse. Ikke enhver Betjent skal vel have Ret til at foretage Anholdelser efter den første den bedste løse Sladder.

Hvis den i nærværende Tilfælde benyttede Fremgangsmaade er den almindelige ved Sædelighedspolitiet, bør der protesteres kraftig imod den, thi paa den Maade kan enhver ærbar Kvinde blive mishandlet og skamskændet. Paa løs Angivelse af en eller anden ondsindet Person kan de blive slæbt til den berygtede Raadhuskælder. Den Skam at have været arresteret, have været stuvet sammen i Politiinspektørens Venteværelse med prostituerede Kvinder, have været til et for hendes Blufærdighed krænkende Forhør, hvor hun, for at bevise sin Uskyldighed, maa give Oplysninger om sine mest intime Forhold, denne Skam kan overgaa alle vore Døtre og Søstre.

Denne forfærdelige Tortur er altsaa enhver Kvinde udsat for, hvis det er Sædelighedspolitiets sædvanlige Praksis, der er benyttet over den unge Pige i Lille Strandstræde.

Men er Sædelighedspolitiet saaledes, bør Regering og Rigsdag skride ind mod det. 

Andre Oplysninger.

Vi har senere erfaret, at det er en Madam Petersen i Ejendommens Sidebygning der har henledet Politiets Opmærksomhed paa Ellen Schwartz. Hun har dog kun ganske i Almindelighed anført, at den unge Pige kom sent hjem om Aftenen og at der til Tider var Lys i hendes Værelse om Natten.

Efter denne sidste Oplysning ser Betjentenes Optræden endnu mere mærkelig ud. Anmelderen har ikke en Gang rettet en bestemt Sigtelse mod den unge Pige.

Ellens Værtinde erklærer, at naar der sent var Lys skyldes det den Omstændighed, at den unge Pige ikke kunde sove og derfor ofte sad sent oppe, beskæftiget med Haandarbejde eller Læsning.

Men det er i det hele ganske uforsvarligt, at Sædelighedsbetjentene trænger ind og vil arrestere en Kvinde blot fordi en Kone fortæller, at Vedkommende gaar ud om Aftenen og at der er sent Lys paa hendes Værelse.

Kan man anholdes af den Slags Grunde, saa kan slet ingen Mennesker føle sig sikre for Politiet.

(Social-Demokraten 20. september 1899).

Ellen Schwartz' Begravelse.

Det Selvmordsdrama. der i de sidste Dage havde sat Sindene i stærk Bevægelse, fandt i Gaar sin Afslutning, idet den unge Pige, der i Angst og Fortvivlelse satte Revolveren til Tindingen, stededes til Jorden.

Ingensinde har Betegnelsen "i Stilhed" passet bedre. Da Begravelsen ved 12-Tiden skulde finde Sted. var der ikke et Menneske i St. Johannes Stiftelsens lille Kapel. Den tarvelige sortbejtsede Fattigkiste stod uden Følge dækket af to enlige Kranse. Efterhaanden viste sig dog enkelte af den Afdødes Bekendte, alle Kvinder. De havde hver en Krans med, en enkelt forsynet med et hvidt Baand.

Da Johannes-Stiftelsens Præst, Pastor Rasmussen, traadte ind var der vel forsamlet godt en halv Snes Mennesker i Kapellet og Kisten var dækket af 7-8 Kranse.

Pastor Rasmussen talte i varme Ord. Han sagde: "Der er talt og skrevet meget om denne unge Pige, som nu ligger her paa Baaren, talt og skrevet af Folk, der vidste noget, og af Folk, der intet vidste. Jeg dømmer ikke denne unge Pige, hvem vil vel gøre det; men hvem tør vel frikende hende. Har hun Skyld, maa denne deles paa mange. - - - Hvad der behersker Ens Sind i dette Øjeblik er Medlidenhed med denne ulykkelige unge Pige, som maaske er kommen ind paa Veje, som hun ikke kendte, og som saa pludselig har staaet foran en gabende Afgrund. Jeg har talt ved saa mangen Kiste, der gemte en Mand eller Kvinde, som havde lagt Haand paa sig selv, men intet har dog grebet mig saa dybt, som denne unge Piges sørgelige Skæbne. For at dø ulykkelig og fortvivlet i et fremmed Land, fjernt fra Forældre og Slægtninge. Jeg havde haabet at se nogle af hendes Familie fra Sverig ved hendes Baare, og kunde have ønsket at tale med dem. Maaske følger dog i hvert Fald hendes Moders Tanker den unge Pige, som nu skal stedes til Hvile for stedse. Maaske fælder Moderen Taarer for hende, og hvad er vel fldnnere og niderligere end en Moders Taarer.

Pastor Rasmussens Tale rørte de faa Tilstedeværende dybt.

Efter et Fadervor foretoges Jordpaakastelsen, hvorpaa fire Portører bar Kisten ud til Rustvognen, Kisten stødes ind. Dørene smækkedes noget vel haardt i, og Vognen rullede rask af Sted ud til Vestre Kirkegaard, hvor Liget sænkedes ned i Graven uden Ceremoni.

(Social-Demokraten 27. september 1899).

Ellen Schwartz blev begravet på fattigvæsenets bekostning. Ifølge andre aviser var 4 københavnske referenter, 2 unge kvinder og graverkarlen mødt op.