24 november 2024

Højrebladene og de rolige Arbejdsforhold. (Efterskrift til Politivennen)

"Dagens Nyheder" for 27. Septbr. bringer under Titel: "Bevægelse blandt Vognmandskuskene" en Nyhed, der ved sit Indhold tyder hen paa, at man fra Højrebladenes Side netop søger at forhindre, at der tilvejebringes gode og fredeligere Arbejdsforhold.

Artiklen lyder saaledes.

"Der er stadig Uro blandt Vognmandskuskene, idet Fagforeningsmedlemmerne blandt disse vedblivende nægter at arbejde sammen med dem, der er i Restance for Understøttelsesbidragene i Anledning af Lock-out'en. Vognmandsforeningen vil i nær Fremtid gøre energiske Skridt for at faa dette Forhold ændret.

Det synes, som om den rejste Bevægelse breder sig mere og mere. I Forgaars havde saaledes 10 Kuske hos en Vognmand i Landskronagade nedlagt Arbejdet, fordi en enkelt Kusk, der havde Arbejde hos samme Vognmand, ikke kunde betale 41 Kr., som han var skyldig til Understøttelseskassen under Lock-out'en."

En saadan Nyhed kan kun være anlagt paa at vække Had mod Arbejderne og paa at ødelægge fredelige Arbejdsforhold, men naar der nu, i denne Bestræbelse for at bringe Splid og Uenighed, ikke findes Gran af Sandhed, saa er den dobbelt forkastelig.

Der var saaledes ikke 10 Kuske, men kun 6, og det er usandt, at de nedlagde Arbejdet, det var Vognmanden, der afskedigede dem, fordi de paatalte, at en Kusk nægtede at betale samme Kontingent til sin Forening, som alle de øvrige maatte betale, og det er usandt, at der var affordret ham 41 Kr.

Endelig skal det anføres, at denne Sag ikke kan betegnes som en "Bevægelse blandt Vognmandskuskene", dertil er den vel nok for lille og ubetydelig. Vedkommende Vognmand udtalte iøvrigt, at han fuldstændig billigede og forstod det berettigede i den Fordring, hans Kusk stillede til den ukollegiale Kammerat, eftersom han som Vognmand stillede de samme Fordringer til sine Kolleger blandt Vognmændene. Ved min Henvendelse til ham udtalte han, at han var veltilfreds med sine finske, og han beviste det ved øjeblikkelig at lade dem gaa i Arbejde igen.

Skulde foranstaaende Bemærkninger bevirke, at Reporterne til Højrebladene maatte faa mere Forstaaelse af Begrebet "Sandhed", før de paataler Arbejdernes formentlige Overgreb, saa er Hensigten naaet.

A. H. Kalhauge,
fung. Formand for Kuskenes Fællesafdeling i København

(Social-Demokraten 1. oktober 1899).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar