For at erfare, hvad Formanden for "De samvirkende Fagforbund", Folkethingsmand J. Jensen, mener om de Hovedstridspunkter mellem Arbeidsgivere og Arbejdere, der have ført til den store Lockout, have vi i Dag havt en Samtale med Hr. Jensen paa "De samvirkende Fagforbund"s Kontor, hvor Borgerrepræsentant, Tømrer Martin Olsen ogsaa var til Stede. Vi gjengive et strengt objektivt Referat af Hr. Jensens Udtalelser, der kun af og til fremsættes paa en skarp, ret hidsig Maade, medens de gjennemgaaende vare prægede af den uigjennemsigtige Ro, der er Fagforbundenes Formand egen, og som gjør det saa vanskeligt at danne sig et klart Begreb om, hvorledes han i Virkeligheden opfatter en given Situation.
Vort første Spørgsmaal gjaldt Hr. Jensens Opfattelse af den Maade, paa hvilken Formanden for Snedkerforbundet, Hr. Christiansen, havde udført sit Hverv, da han første Gang var i Jylland for at forelægge be jydske Snedkersvende den her i Byen mellem Overorganisationerne indgaaede Overenskomst. Hr. Jensens Svar var meget forsigtigt. "Jeg tvivler ikke om", sagde han, "at Christiansen efter Evne har søgt at faa de jydske Svende til at tiltræde Overenskomsten. Men hvorvidt Christiansens Evner i saa Henseende strakte, kan jeg naturligvis ikke udtale mig om. For mig foreligger der intet Positivt om, at Christiansen har modarbejdet Overenskomstens Vedtagelse, da jeg slet ikke har talt med de jydske Snedkere om den Sag, siden Afstemningen fandt Sted."
Vi mindede Hr. Martin Olsen, der som meddelt var tilstede, om, at han en Gang ved en Samtale i Borgerrepræsentationens Forhal havde udtalt sig om, at det jo nok kunde være, at der ikke fra Snedkerforbundets Side var sat saa megen Kraft ud paa at faa Overenskomsten vedtagen, som der burde have været. Men Hr. Olsens Udtalelser om denne Sag vare nu ligesaa svævende som Hr. Jensens.
Det Næste, vi spurgte Hr. Jensen om, var, hvad han mente om de her i Bladet fremførte Exempler paa upassende og anmassende Optræden af Arbejderne overfor Arbejdsgiverne. Vi nævnede først Bagersvendenes Skrivelse til Mestrene i Anledning af Demonstrationen den l. Maj. Da Hr. Jensen mærkelig nok slet ikke kjendte den Skrivelse, Bagersvendenes Forbund ved denne Lejlighed havde sendt Mestrene, gjentoge vi den for ham efter Hukommelsen. "Naa ja," sagde Hr. Jensen, "det er en uheldig, ubehjælpsom Form, Svendene have benyttet ved Fremsættelsen af Meddelelsen om, at de agtede at deltage i Majdemonstrationen. Det er utvivlsomt, at det var en selvtagen Fridag; men hvor ofte maa Arbejderen ikke finde sig i, at Arbejdsgiveren dikterer ham en Fridag? Denne Mangel paa Evne til at formulere en Skrivelse paa en passende Maade finder man iøvrigt ingenlunde alene hos Arbejderne. Det hænder meget ofte, at vi fra Arbejdsgiverne modtage Skrivelser, som ere mindst lige saa uheldig formede som den, Bagersvendene sendte deres Mestre i Anledning af den 1. Maj. Jeg ikke indrømme, at der i det nævnte Exempel kan findes nogen Tendens fra Arbejdernes Side til at dominere over Mestrene "
Vort næste Spørgsmaal gjaldt den af Fabrikanter i Jernindustrien fremsatte Udtalelse om at der ofte etableres systematisk Driveri paa Maskinfabrikkerne. "Det kan nok være, at et saadant Forhold af og til finder Sted", svarede Hr. Jensen, "men den har sin Grund i den Omstændighed, at Maskinfabrikanterne ikke ville indføre faste Priser eller garantere deres Arbejdere en Minimal Løn. Naar vi nu sjulle forhandle med Fabrikanterne om en Lønsats, saa møde de stædig frem med, at den og den Svend har kunnet tjene saa og saa meget med den hidtilværende Betaling, derfor behøver Lønnen ikke at sattes op, den burde langt snarere sættes ned. Derfor er det, at Svendene holde indbyrdes Kontrol med det Arbejde som præsteres. Der findes jo enkelte Arbejdere, der kunne præstere langt mere end det Normale; men deres Ydelser ere Arbejderne ikke tjente med at faa satte som Giennemsnitsarbejde, naar Priserne skulle reguleres. I det Hele taget har jeg ondt ved at tænke paa disse Herrer Maskinfabrikanter, uden at mit Blod kommer i Kog. Arbejderne ere ikke Andet end "Ting" for dem."
Hvad den Affolkning af Maskinfabrikkerne angaaer, der jævnlig sættes i Scene af Arbeiderne, da indrømmer jeg, at den er utilstedelig og i Strid med indgaaede Overenskomster. Men hvorfor klage Fabrikanterne ikke til vore Organisationer? Nej, de ville ikke gaa til Organisationerne, de ville selv diktere Arbejderne, hvorledes Forholdene skulle ordnes. Men det skal aldrig lykkes D'hrr. at gjennemføre dette, selv om de lave aldrig saa mange Lockouter.
Men jeg kan iøvrigt ikke tro, at saadanne Drillerier og Exempler paa stødende Optræden fra Arbejdernes Side kunne være Hovedgrunden til den Lockout, Arbejdsgiverne nu have dikteret os. Hvis det er Tilfældet, vidner det om, at D'hrr. ere blevne saa store og overmægtige under de opadgaaende Tider, vi i de senere Aar have havt, at det ikke kan taales. Arbejdsgiverne bør jo dog ogsaa huske paa, at der, naar der er saa meget Arbejde, som de sidste Aar have havt at opvise, samles Arbejdskræfter fra mange Sider, og at der deriblandt kan findes Exempler, som det er vanskeligt at tumle.
Der gives ikke eet, men mange Exempler paa, at Arbejderne paa et Værksted eller en Arbejdsplads ere komne her til os og have erklæret, at nu nedlagde de Arbejdet af den eller den Grund, men at de da fra Organisationen, efter at denne har undersøgt Sagen, have faaet det Svar: Vil I blot se, I passe Eders Arbejde, saadanne Optøjer ville vi ikke finde os i! Dette viser dog, at vi ingenlunde altid støtte Arbejderne i de Fordringer, de kunne finde paa at stille op overfor Arbejdsgiverne."
Angaaende de fremkomne Klager fra Mestrene i de forskellige Bygningsfag over, at de ikke kunde sætte saa mange Svende, som de ønskede, til at udføre et Arbejde, udtalte Hr. Jensen: "Det er nok muligt, at Svendene i Bygningsfagene i de senere Aar have været stærkt om sig for at tjene det mest Mulige, og det opnaaes naturligvis bedst, naar Arbejdet ikke fordeles meget. Men iøvrigt frembyder der sig, f. Ex. i Snedkerfaget, praktiske Vanskeligheder ved, at mere end et vist begrænset Antal Svende udføre et Arbejde. Der er nemlig her saa mange forskjellige Lønsatser for de enkelte Dele af Arbejdet, at hver enkelt Svend maa have et samlet Hele at udføre, hvis hans Fortjeneste skal være nogenlunde god. Naturligvis er det ikke heldigt, naar Svendene føre Truslen om Strike i Munden ved enhver nok saa ringe Lejlighed; men Arbejdsgiverne true jo ogsaa med Lockouter, naar det ikke gaaer, som de ville!"
Vort sidste Spørgsmaal til Hr. Jensen, gik ud paa, om "De samvirkende Fagforbund" vente pekuniær Støtte fra Udlandet under Lockouten.
"Ja, vi haabe paa Støtte saavel fra Tyskland som fra England; vi have jo tidligere under Arbejdsstandsninger modtaget Pengebidrag fra disse Lande. Iøvrigt rejse en stor Del af de ledige Svende til Udlandet for at søge Arbejde der."
Da vi efter vor Samtale med Hr. Jensen forlode hans Kontor, traf vi den tyske Socialistfører v. Volmar. I Forbigaaende spurgte vi ham, om de tyske Socialister vilde støtte de udelukkede Arbejdere her i Landet. Hr. Volmar svarede: "Jeg ved det ikke, men jeg haaber det".
Ovenstaaende Udtalelser af Folkethingsmand Jensen ere selvfølgelig alle i Arbejdernes Favør, og de fleste af dem ere lette at imødegaa. Vi skulle senere komme tilbage til en saadan Imødegaaelse, i hvilken vi ogsaa skulle fortsætte med vore Exempler paa Arbejdernes Umedgjørlighed.
(Nationaltidende 26. maj 1899).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar