Naar "Social-Demokraten" i stærke Farver fremstiller, hvad "Sejren" i den nu afsluttede Kamp har bragt Arbejderne, og naar der Linie for Linie oprulles et stort Billede af alle de Fæstninger og Udenværker, som Arbejdsgiverne have mistet i Krigen, saa er det jo kun, hvad man ventede. Det har saa tidt fra de Arbejdsgiveres Side, som staa Hovedkvarteret mindre nær, været krævet, at denne Gang skulde Lockouten sluttes paa en saadan Maade, at Arbejderne ikke kunde prale af en Sejr; og lige saa tidt er dette Forlangende blevet mødt med et kategorisk "Umuligt"! fra Arbejdsgivernes ledende Mænds Side.
Derfor bør ingen fornuftig Mand blive forbavset over at se Spalte op og Spalte ned det ene hoverende Sejrshyl vildere end det andet. Han skal blot glæde sig over, at han ikke er Parthaver i Krigsdansen, og maaske kvæle et lille medlidende Suk over den Del af Menneskeslægten, der efterhånden er bleven opdraget til at tage Trompetstødene for godt Latin.
Men paa den anden Side bør man ikke lige overfor det Publikum, som ønsker at kjende de sande Forhold, undlade at klarlægge, hvori de Resultater bestaa, som ere opnaaede ved Lockouten.
Det skal da allerførst slaaes uimodsigeligt fast, at Arbejderpartiet ikke har faaet et eneste Krav gjennemført, udover hvad Snedkerkonflikten har bragt hjem, og det kunde jo være opnaaet uden den store Lock-out. Det er i det Hele denne Kamp og dens Resultater, der her skulle belyses - Kampen mellem de to store Organisationer. Arbejdsgiverforeningen og De samvirkende Fagforbund.
I denne Kamp have De samvirkende Fagforbund ikke vundet et Fnug paa et eneste Punkt.
Kravet om 9 Timers Arbejdsdagen har man maattet opgive som uigjennemførligt lige overfor Arbejdsgivernes bestemte Modstand.
Men hvad har da Arbejdsgiverforeningen opnaaet? Hvad er Resultatet for den af den Kamp, som den har ført med et Sammenhold som kun har kunnet skabes ved Følelsen af, at man stod lige overfor en stærk og Hensynsløs Hær, for hvem ingen Opgave var kjærere end at knuse Arbejdsgiverne.
Allerførst skal det da siges, at Lockouten har havt det umiddelbare Resultat, al den har knyttet Arbejdsgiverne tættere og inderligere sammen end nogen Sinde før og skabt en urokkelig Solidaritetsfølelse imellem dem, stærk, fordi den bunder i Følelsen af, at nu kan ingen Arbejdsgiver længere staa alene.
Og endelig er Arbejdsgiverforeningen voxet i Kraft ved Overbevisningen om, at Forliget indeholder betydningsfulde Punkter og giver og anerkjender Rettigheder for Arbejdsgiverne, som, brugte med Fasthed og Maadehold, ville kunne bidrage til, at Arbejdsforholdene her i Landet efterhaanden kunne glide over i det rette Spor til Gavn for alle Parter.
Arbejdsgiverforeningen har saaledes faaet anerkjendt den ved Fællesudvalgets Kjendelse noget tilslørede Ret til at erklære Lockout for de under den hørende Fag, og selvfølgelig har de samvirkende Fagforbund ogsaa Retten til at erklære Strike. I Fredens Interesse skulle dog vidtløftige Forhandlinger gaa forud for saadanne Arbejdsstandsninger. Under dette Punkt er fastslaaet, at det betragtes som et Forligsbrud, hvis Fagforbundet eller nogen derunder hørende Organisation giver en Strike eller en Affolkning af et Arbejdssted sin udtalte eller stiltiende Godkjendelse eller Støtte, hvis den iværksættes i Strid med de vedtagne Bestemmelser i Forliget.
Endvidere have Fagforeningerne maattet anerkjende Arbejdsgivernes Ret til at lede og fordele Arbejdet og til at vælge den efter deres Skjøn passende Arbejdskraft. Det er en Paragraf af den største Betydning for Arbejdsgiverne, og den berøres kun ganske forbigaaende og kun i stærkt begrændset Grad af den senere Tilføjelse til Forliget om, at destaaende skriftlige Overenskomster vedrørende Arbejdets Ledelse og Fordeling forblive gjældende, indtil de falde bort efter lovlig Opsigelse. Det er kun i et Par Fag, at der findes skriftlige Bestemmelser mellem Mestre og Svende, som gribe ledt generende ind i Arbejdsgiverens Ret til at være den egentlige Arbejdsleder. Disse Bestemmelser forblive staaende, medens selvfølgelig alle de Indgreb og Overgreb, der i de senere Aar ere praktiserede i Kraft af Arbejdsgivernes tidligere Tilbøjelighed til at bøje sig for, hvad Svendene efterhaanden have trumfet igjennem paa Plads efter Plads, uden at der nogen Sinde er opnaaet Enighed derom, forhaabenligt ville gaa ud af Sagaen ved den Disciplin, som Arbejdsgiverforeningen antagelig vil kunne tilvejebringe iblandt sine Medlemmer.
Saa er der det berømte Formandsspørgsmaal. Her staaer det indrømmet fra Fagforeningernes Side, at de have forpligtet sig til at lade Formændene og Arbejdslederne have fuld Frihed til ikke at være Medlemmer af Fagforeningerne, og at det skal være en Sag mellem Mestrene og deres Formænd at træffe Afgjørelserne hvert enkelt Tilfælde.
Fremdeles er der naaet et Skridt frem til Forbedring af det uheldige Forhold, at mange Overenskomster til enhver Tid kunne opsiges med et vist kort Varsel. Vel naaede ikke Arbejdsgiverforeningen at faa indført den Praxis, at alle Overenskomster udløb til samme Tid, f. Ex. 1. Januar; men man fik dog sat igjennem, at der i hvert enkelt Tilfælde skal fastsættes en bestemt Termin, til hvilken Overenskomsten kan opsiges med mindst 3 Maaneder. Saa kan der dog være Fred og ingen Fare lige op til 15 Maaneder.
Med Hensyn til Spørgsmaalet om Anvendelsen af ikke-Fagforeningsmedlemmer indeholder Forliget en Anerkjendelse af, at der ikke maa gribes ind i Arbejdsgivernes Ret til at anvende hvilke Folk han vil, uanseet om de ere i Fagforeningerne eller ej, "Ingen Boycotting maa finde Sted" - hvorunder ogsaa ligger Arbejdsgivernes Forpligtelse til ikke at foretrække Folk udenfor Fagforeningerne.
I mere almindelige Udtryk omtaler Forliget de store og rigtige Spørgsmaal om den Tvang, Fagforeningernes Medlemmer ofte paalagde hinanden derved, at det var forbudt at arbejde saa meget, som den enkelte Mand kunde og vilde: Der maa ikke lægges nogen som helst Hindringer i Vejen for, at en Arbejder benytter sin naturlige Ret til at udføre saa meget ogsaa godt Arbejde, som hans Evner og Uddannelse tillader ham.
Man indrømmer Nødvendigheden af, at der bør arbejdes hen til Indskrænkningen af Drikkeriet.
Lige saa Ønskeligheden af, at der indføres en Opsigelsesfrist mellem Mestre og Svende, i Stedet for at man som nu kan opsige hinanden med en Times Varsel.
Men Kronen paa det Hele er dog den Bestemmelse, der giver samtlige Forligets Punkter det rette Relief, nemlig den:
"Overenskomster, der maatte blive afsluttede imellem de to Hovedorganisationer, skulle respekteres og efterkommes af alle under dem hørende Organisationer under vedkommende Hovedorganisations Ansvar."
Thi herunder hører i første Linie netop det nu afsluttede Forlig.
For Fremtiden vil altsaa ethvert Forligsbrud kunne indankes for vedkommende Hovedorganisation, og Ansvar kan gjøres gjældende derfor. Betydningen af nævnte Bestemmelse er bleven yderligere forstørret igjennem Indførelsen af Hof- og Stadsretten som rette Værnething for Hovedorganisationen. Navnlig har det saa stor og afgjørende Betydning, at man her her faaet indført en Institution, udrustet med Retten til at afhøre Vidner. For siden gjennem er det blevet muligt før Arbejdsgiverne at faa Sagerne og Klagerne fuldt oplyste.
Naar det i 2. Punkt af Tilføjelserne til Forliget er vedtaget, at Hof- og Stadsretten skal søges erstattet af en Voldgiftsdomstol, der er udrustet med Retten til at afhøre Vidner ganske som Landets øvrige Domstole, da har Arbejdsgiverforeningen netop ved denne Tilføjelse naaet at komme tilbage til den Form for Ordningen af hele dette Spørgsmaal, som den fra først af har ønsket, men som den opgav, fordi den troede, at Vejen gjennem Lovgivningsmagten var for lang. Stridens Udvikling har nu imidlertid medført, at man er kommen til den Anskuelse, at Lovgivningsmagten nok vil vise Interesse for dette Spørgsmaal, og med fuld Tilfredshed har derfor Arbejdsgiverforeningen kunnet slutte sig til De samvirkende Fagforbund, da der fremkom Forslog om i Fællesskab at indgaa til Lovgivningsmagten med Andragende om Oprettelsen af en saadan Voldgiftsdomstol, - et Andragende, der strax blev udarbejdet under selve Forligsforhandlingerne.
Enhver vil kunne se, at store og vigtige Spørgsmaal ere indgaaede i Forliget paa alle Punkter er Afgjørelsen gaaet med Arbejdsgiverforeningen, og for første Gang er der blevet sluttet et Forlig her hjemme, hvor Fagforeningerne ikke have opnaaet en eneste Indrømmelse. Ganske vist har Arbejdsgiverforeningen ikke opnaaet Alt, hvad den i Stridens Forløb har krævet, og for dem, der har ventet Arbejdernes absolute Underkastelse, som Tegn paa Arbejdsgivernes Sejr, har det maaske været en Skuffelse, at de "8 Punkter" - Sejrstegnet - ikke bleve gjennemførte.
Men før alle Andre staaer det nu afsluttede Forlig som en smuk Overenskomst for Arbejdsgiverne, med et vægtigt Indhold, som Punkt for Punkt peger i Retning af Fredens Bevarelse, naar der fra begge Sider vises god Villie og ydes ærligt Arbejde.
Og ganske sikkert er det netop det, som Arbejdsgiverforeningen vil.
Spectator.
(Nationaltidende 6. september 1899. 2. udgave).
Artiklen opsummerer hvad senere tiders historikere har ment var hvad arbejdsgiverne fik ud af Septemberforliget af 1899. Mindre klart står måske at arbejdsgiverne anerkendte fagforeningerne og deres ret til at varetage medlemmernes interesser kollektivt. Regulering af løn- og arbejdsvilkår skulle ske gennem kollektive overenskomster ("den danske model").
Det fagretlige system bestod herefter af faglig voldgift, arbejdsret og forligsinstitution. Senere kom det centrale forhandlingssystem til.
Hvad artiklen heller ikke kunne forudse var, at forliget fremmede tilslutningen til fagforeningerne og at forbundene fik et effektivt middel til såvel opnåelse af forbedringer i løn- og arbejdsvilkår som til sikring af politisk indflydelse.
Den 26. august 1899 nævnte Social-Demokraten at Jens Jensen var blevet alvorlig syg af en heftig halsbetændelse og nervefeber, lægen havde anbefalet ham at tage den med ro. P. Knudsen overtog hans post.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar