Skomagerne.
I Gaar udsendte Skomagermestrene en Henvendelse til Publikum, hvori det fortælles, at Svendenes Organisation har erklæret Strejke, trods Mestrenes Tilbud om 20 pCt. Lønforhøjelse, og at Skomagermestrene har færdigsyet Fodtøj paa Lager, hvorfor Publikum , efter Lavets Mening, ikke behøver at gaa til de store Magasiner for at faa Fodtøj under Strejken.
Hertil er først at bemærke, at Skomagerlavet ikke taget det ganske nøje med Sandheden, naar det fortæller, at der er gjort Svendene et Tilbud om 20 pCt. Lønforhøjelse.
Sandheden er nemlig, at der er budt fra 15 til 20 pCt. paa Grundpriserne i den bestaaende Priskurant, men uden nærmere Angivelse af, hvormange Poster der skulde tillægges 15 pCt. og hvormange der maatte komme op med 20, men dernæst er der ikke tilbudt det allermindste paa det saakaldte Ekstraarbejde, der forekommer omtrent ved ethvert Par Fodtøj, og endelig er Mestrenes Tilbud kun fremkommen under den udtrykkelige Forudsætning, at Svendene skulde give Afkald paa deres naturlige Krav paa, at Mestrene gav dem en Værkstedsplads til deri at udføre Mestrenes Arbejde.
Det maa endvidere fremhæves, at Mestrene ikke har været at formaa til optage en Realitetsforhandling angaaende Priserne. De har sagt til Svendene: Vil I have fra 15 til 20 pCt., ellers faar I intet. Svendene har paa deres Side frafaldet deres oprindelige Forslag om en hel ny Priskurant og sagt: Vi vil beholde den gamle som Grundlag, naar vi kan faa Priserne hævet saameget, at vi i Akkord kan tjene 20 Kr. om Ugen, men herpaa har Mestrene ikke villet indlade sig, og enhver vil dog indrømme, at Kravet om en Akkordfortjeneste af 20 Kr. ugenlig er et meget rimeligt, ja ligefrem beskedent Forlangende.
Mestrene fortæller nu Kunderne, at de har færdigsyet Fodtøj paa Lager. Det meste heraf er sikkert Fabriksfodtøj, og det er noget farligt for Skomagermestrene at animere, eller ved en lang Strejke ligefrem tvinge Publikum til at benytte Fabriksfodtøj. Det kunde let hænde, at Flertallet blev ved det ogsaa i Fremtiden, og at de saa ikke gik til Skomagermestrene og købte det, men til de store Magasiner, hvor der er større Udvalg. Svendene kan det gøre lige meget; thi de vil hellere arbejde i Fabriker for 20 Kr. og derover pr. Uge end sidde i deres Hjem og sy for Mestrene, hvor de kun tjener 12-16 Kr. ugenlig.
Paa Mestrenes Generalforsamling i Tirsdags Aftes blev det paalagt Bestyrelsen kun at forhandle med Svendene, hvis disse fremkom med et nyt Forslag, der ikke var højere, end hvad Mestrene en Gang har tilbudt. Meningen hermed synes at være den, at Mestrene ikke vil forhandle mere med Svendene, men da Skrivelsen, ligesom alle Mestrenes Skrivelser angaaende denne Sag, er sat noget paa Skruer, kan det jo være, at den skal læses lidt anderledes.
De nærmeste Dage vil bringe Klarhed heri. Foreløbig er der hver Dag et ret betydeligt Antal Mestre, som underskriver Svendenes Priskurant, og naar dette Antal er vokset tilstrækkeligt stærkt, kommer Resten nok i Tanke om det rigtige i at optage en Realitetsforhandling med Svendene om de staaende Stridsspørgsmaal.
(Social-Demokraten 6. april 1899).
Skomagerstriken.
Den 1. April dekreterede Skomagerforbundet Strike, og denne er saaledes i fuld Gang. Baade Mestre og Svende have udstedt deres Redegjørelser, der naturligvis - særlig hvad den hidtidige Ugeløn angaaer - giver en meget forskjellig Fremstilling af Stridspunkterne.
Til Grund for Striken ligger 2 Fordringer: om Lønforhøjelse og om Værkstedsplads. Det sidste Spørgsmaal spillede ogsaa en betydelig Rolle i Skræderstriken for et Par Aar siden; men medens det for langt den største Del af Skrædersvendene, som udførte Arbejdet hjemme, er det omvendt her. Dette ligger naturligvis i, at for Skrædernes Vedkommende er det fordelagtigt at have Arbejdet hjemme, idet Hustruer, Døtre o. s. v. da kunne hjælpe til med Arbejdet, hvorved Fortjenesten forøges. For Skomagernes Vedkommende er dette Hensyn ikke til Stede. Her kan der for den gifte Mand ikke opnaaes Hjælp i Hjemmet, og dette er den naturlige Grund til, at Flertallet arbejder paa Værksted, Mestrenes eller private. Dette Spørgsmaal er da heller næppe det centrale Punkt i Striken. Disse her to nævnte Forhold vise imidlertid, at det næppe gaaer an uden videre at dekretere ensartede Forhold i alle Fag for Værkstedspladsens Vedkommende; den Slags Spørgsmaal regulere sig selv gjennem Udviklingen. Vi skulle imidlertid gjerne indrømme, at seet fra et rent theoretisk - og særlig fra et hygiejnisk - Synspunkt er Kravet om Værksteder fuldt berettiget. Men det lader sig ikke nægte, at i Praxis stiller Sagen sig noget anderledes. Det maa jo nemlig erindres, at der med Værkstedsvæsenet følger en stærk Indskrænkning i den individuelle Frihed; idet man her er nødt til at følge de Klubregler for Arbejdstid og meget Andet, som Lederne finde paa at indføre. Den, der arbejder hjemme, kan afpasse sin Arbejdstid, som det behager ham. han er dog sin egen Mand. Paa Værkstedet er han kun en "Kammerat", der for at kaldes endogsaa ofte tvinges til at deltage i Adskilligt, som han i og for sig nødig gaaer med til. For den gifte Svends Hjem turde det derfor som oftest være en tvivlsom Fordel, at Mestrene tvinges til at skaffe Værksteder. Hvad Hjemmet vinde i Hygge og Renlighed tabes ofte mere end tifold ved det Kammeratskab, Manden tvinges til at føre. At det derimod med Hensyn til Agitationen og kontrollen fra Fagforeningen kan være fordelagtigt at have Svendene samlede i Værksteder, forstaaer sig af sig selv.
Hvad Lønspørgsmaalet angaaer, da er det baade rimeligt og naturligt, at Skomagerforbundet søger at bringe sine Medlemmers Fortjeneste paa Højde med andre faglærte Arbejderes, for saa vidt dette ikke nu er Tilfældet. Vi have liggende for os en ret udførlig Undersøgelse af dette Forhold, og herefter synes det at fremgaa, at Skomagerne gjennemgaaende tjene 15 a 20 pCt. mindre i Ugeløn end de andre almindelige Haandværk; men det kan ikke heraf seet, hvor lang en Arbejdstid de anvende. Her er jo nemlig, hvad ogsaa Mestrene gjøre opmærksom paa, et uheldigt Punkt: de "blaa" Helligdage. Af disse grassere stærkt indenfor dette Fag er vistnok hævet over al Tvivl og der er vel Ingen - selv ikke Fagforeningslederne - som vil forlange, at Mestrene eller rettere Publikum skal betale Skomagersvendene for den Tid, da de ikke arbejde. Da imidlertid vore Undersøgelser af Fortjenesten i Skomagerfaget - som forøvrigt er foretaget i et helt andet Øjemed for ca. ½ Aarstid siden - giver til Resultat, at Fortjenesten her er ca. 15 a 20 pCt. lavere end i andre Fag, falder sammen med Mestrenes Tilbud om en Lønforhøjelse af denne Størrelse, er der Grund til at gaa ud fra, at Kravet om Lønforhøjelse i Faget er retfærdigt i Sammenligning med andre Fag, ligesom man deraf maa faa den Opfattelse, at Mestrenes Tilbud som Forhandlingsgrundlag har været afpasset med lignende Sammenligninger for Øje og saaledes fuldt forsvarligt.
Naar Skomagerforbundet imidlertid i sin Oversigt fremstiller Forholdet, som om en Skomagersvend gjennemsnitlig kun kan tjene 15 16 Kr. om Ugen, da er denne Opgivelse ikke meget værd, saa længe man ikke faaer at vide hvor mange Dage og Timer pr. Dag der arbejdet for at naa dette Resultat. Forbundet paastaaer, at dets Undersøgelse er grundig; Enhver vil dog vistnok indrømme, at den med Udeladelse af Arbejdstiden er temmelig uden Værdi; thi vil det sige, at en Skomagersvend kun tjene 16 Kr. om Ugen, hvis han maaske kun arbejder de 4 Dage? Det vil sige, at han tjener 4 Kr. om Dagen. Det fremgaaer nu af andre Undersøgelser, at en jævn flittig og dygtig Skomagersvend uden Vanskelighed med en 10 Timers Arbejdsdag kan holde sine 21-22 Kr. i Ugeløn eller 3½ Kr. om Dagen. En Forøgelse af 15 a 20 pCt. vil saaledes bringe ham en Ugeløn af 24 a 25 Kr eller 4 Kr. om Dagen, hvilket dog vistnok ikke kan siges at være en daarlig Løn om end adskillige Fag har den større. Dette kommer dog vist nok Sandheden adskilligt nærmere end Forbundets Fremstilling, og her er kun Tale om jævngode Arbejdere; de meget Dygtige og Flittige tjene betydeligt mere.
Spørger man nu om, hvad Forbundet da egentlig forlanger, saa fremgaaer det af de foreliggende Redegjørelser, at de forlange over 50 pCt. Forhøjelse, hvilket naturligvis er ganske umuligt for Mestrene at gaa ind paa. Alene et saadant Forslag, der selvfølgelig skal kaldes saare beskedent og uskyldigt, - at Lønnen saavel i Ugeløn som Akkord skal hæves til mindst 20 Kr. pr. Uge", er ganske umuligt, naar man ingen Garanti har for, hvor meget der bliver arbejdet i Ugen - !
Redegjørelsen finder, at det er ganske "urimeligt", at Mestrene slet ikke ville forhandle om Indførelsen af Værksteder, da over Halvdelen af Svendene have Værkstedsplads hos Mestrene. Dette Faktum synes at tale i stik modsat Retning, nemlig for, at Svendene bør lade dette Forhold udvikle sig af sig selv. Er det sundest, at Mestrene holde Værksted, saa ville de sikkert efterhaanden finde Plads til det Mindretal, der endnu maa sørge for sig selv; i modsat Fald vil Udviklingen gaa den modsatte Vej. Forbundet vil her ved et Magtsprog tvinge Udviklingen i en bestemt Retning altsaa bekæmpe dens Natur.
Blomsten i Svendenes Argumentation er dog følgende, som fremsattes, efter at de have fremstillet, hvor daarligt Faget er stillet :
"Det maa herefter være let forstaaeligt at vi have maattet gjort en Kraftanstrengelse for at hidføre en Forandring i de herskende Forhold. Vi ere uden Indflydelse paa vort Haandværks Overgang til Fabrikdrift, og det har viist sig, at de lave Lønninger ikke have kunnet forhindre denne Udvikling. Fabrikkerne betale tilmed en betydelig bedre Løn - - -"
Altsaa: Da de lavere Lønforhold ikke have kunnet standse Haandarbeidets Overgang til Fabriksdrift, saa maa man ogsaa af den Grund forhøje Lønnen, tilmed da Fabrikkernes Løn er betydelig højere! Det turde dog af denne Argumentation fremgaa, at jo dyrere Prisen bliver paa Haandarbejdet, - og vi ere jo dog enige om, at det er Publikum og ikke Mestrene, som skulle betale Prisforhøjelsen - desto vanskeligere vil Haandværket kunne staa sig i Konkurrencen med Fabrikkerne. Der er ikke en Gang den Mulighed, at Fabrikkerne ogsaa satte deres Pris op; thi saa blive vi simpelthen oversvømmede af Udlandets Fabriksproduktion. Socialdemokratiet har jo hidtil trofast støttet Venstre i at forhindre en Bestyrkelse ogsaa for dette Fag der kunde holde Udlandets Produktion i nogenlunde Afstand.
D'Hrr. Fagforeningsledere synes ganske at glemme den simple Ting, at den Tid ganske er fordi, da det til at undskylde en Strike og de mest urimelige Fordringer var tilstrækkeligt at banke løs paa de umedgjørlige Mestre. Publikum har forlængst opdaget at det al Tid maa betale Krigsomkostningerne. Dette er Publikum utvivlsomt ogsaa villigt til baade nu og fremdeles. Men det fordrer ganske sikkert, at disse Omkostninger skulle holdes indenfor en fornuftig og rimelig Grænse. Overskrides denne saa voldsomt som ved denne Lejlighed, saa gaaer Sympathien de Strejkende imod, og det ere de ikke i Længden tjente med. I dette Tilfælde kunne Svendene vel nok holde længe ud, da de jo ikke ere flere, end at de samvirkende Fagforeninger let kunne føde dem en Tid. Men dermed sejre de ingenlunde; thi forsøge Mestrene at sætte saa urimelige Priser op, som her maaske blive nødvendigt, saa kjøber Publikum simpelthen Fabriksvarer, og saa bliver der intet Arbeide, selv om Striken formelt vandtes. Denne Side af Sagen bør Svendene ikke overse; thi det vil komme til at svie til dem senere - naar der kun er Arbejde til Halvdelen.
(Nationaltidende 16. april 1899).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar