For en fjorten Dage siden afholdt Kredsens Rigsdagsmand, den antisemittiske Porcellænsmaler Raab fra Hamborg, som bekendt et Møde i Teatersalen Aabenraa. Til i Gaar Eftermiddags havde en anden tysk Parlamentariker, den socialistiske Rigsdagsmand v. Elm lndvarslet til en offentlig Forsamling paa "Svejts".
Forskellen mellem disse to Møder var iøjnefaldende, særlig med Hensyn til Talernes Personlighed. Antisemiten Raab optræder selvbevidst; hans Foredrag drejer sig saa godt som udelukkende om hans personlige Optræden i politiske Anliggender, mens hans Ordflom er spækket med Talemaader, og hele Foredraget er farvet af et Anstrøg af Sentimentalitet. Socialisten v. Elms Personlighed er mere sympatetisk, fordi hans Optræden er langt mere jævn, bramfri og naturlig. Hvad Talernes Indhold angaar, udmærker Hr. v. Elm sig fremfor sin Kollega ved et sagligt, besindigt og afdæmpet Foredrag. Hr. Raab taler bombastisk, buldrendre, tillige smilende og indsmigrende, Hr. v. Elm roligt, klart og alvorligt.
Der var i Gaar mødt henved 150 Tilhørere, for største Delen Socialdemokrater. Af Byens tysksindede Borgere var der ingen til Stede.
Foredragsholderen talte om den internationale Socialistkongres i Paris i Aar, som han havde deltaget i. Hr. v. Elm udtalte: "Der er før blevet afholdt den Slags Kongresser; men efter min Mening har den sidste Sammenkomst mellem Socialdemokrater fra alle Lande haft sin særlige Betydning for Arbejderne. Hidtil havde det nærmest været rent teoretiske Spørgsmaal, der havde sysselsat Forsamlingen; men det nedsatte internationale Sekretariat havde begyndt at udføre et praktisk Arbejde, hvis Betingelser var opfyldte ved, at der var opnaaet Forbindelse mellem de forskellige Landes ledende Arbejderkredse. Før havde det været saaledes, at Arbejdsgiverne i Tilfælde af Strejke med Held kunde indforskrive Arbejdstagere fra fremmede Lande. Dette vilde for Fremtiden ikke være muligt, da det internationale Sekretariat straks vilde være underrettet om Sagernes Stilling og forhindre Tilflytning af fremmede Arbejdere.
Med Hensyn til Lønstridigheder spillede Statistikken en vigtig Rolle. Derfor var Opmærksomheden ogsaa bleven henledt paa samme. Hyppigt hævdedes der fra Arbejdsgiveres Side, at de med Henblik paa den internationale Konkurrence, til den billigere Arbejdsløn i andre Lande, ikke var i Stand til at forhøje deres Arbejderes Løn. Tidt havde det vist sig, at den Slags Henvisninger var upaalidelige; men gennem det indsamlede statistiske Materiale vilde man for Fremtiden være i Stand til at give et usminket Billede af de virkelige Forhold Verden over. Arbejdet vanskeliggjordes dog ved, at der i flere Lande savnedes statistiske Bureauer.
Med Rette havde man bebrejdet Socialdemokraterne, at de i de forskellige Lande var optraadt paa forskellig Maade. Ved den internationale Kongresses Arbejde var der aabnet en Mulighed for en ensartet Optræden i de mangehaande Spørgsmaal, der blev stillet Partiet.
Der havde i Paris været Tale om at fastsætte en Minimalløn for hele Verdens Arbejder; men dette var umuligt paa Grund af Forskellen mellem Forholdene og Livsbetingelserne i de enkelte Lande. Selv indenfor en og samme Stat kunde der ikke fastsættes nogen Norm for den laveste Lønning.
En Mængde Spørgsmaal, der drøftedes paa alle socialistiske Møder, var ligeledes ikke blevne diskuterede, da disse Emner kunde anses for tilstrækkeligt udtømte.
Større Interesse havde Spørgsmaalet om det bestaaende Hærvæsen og Fredstanken krævet. Naar man paastod, at der med Hensyn til disse Ting var en Uoverensstemmelse til Stede mellem Tyske og Franskmænd, saa var dette urigtigt. Ved en Resolution var Militarismens Udvikling uden Modsigelse bleven betragtet som forkastelig. Alle Lande, der havde nogen Udsigt tll at opnaa noget paa dette Omraade, sejlede i Kolonialpolitikkens Farvand. Den formentlige Trang efter ny Afsætningsomraader, efter et Verdensmarked, var Aarsagen dertil. Paa denne Maade kunde det let komme saa vidt, at de enkelte Landes Interesser kolliderede, og hvor langt var der saa til Krig? Kun Kapitalisterne vilde høste fordel af denne Verdenspolitik. Arbejderne vilde ingen Nytte have af den. Derimod medførte de stigende Militær- og Marineudgifter kun ny Byrder for Folkets brede Lag. Kampens Pris var desuden ikke værd, at der sloges om den. De gamle Kolonialmagter havde jo forlængst skummet Fløden. . ...
Nej, den Politik, som Arbejderne vilde være med til at fremme, gik ud pa, at fremme Freden. Dens Grundsætning var, at alle Mennesker var Brødre. Ikke i Udlandet, men i Hjemlandet laa dens Tyngdepunkt. Her skulde der skabes Tilstande, der var efterlignelsesværdige for Udlandet. Det var det rette politisk Kappestræb. Arbejdernes Fredsbestræbelser havde deres store Betydning, fordi der bagved dem stod hele Verdens Proletariat, der fordømte Krigen med dens raa og brutale Vold, der t. Eks. var bleven prædiket af Præsten Raumann. Hvorledes denne Mand ved Hjælp af nogle smukke Talemaader kunde forklare sit Syn paa Kinatogtet, havde man læst; men Folkets brede Lag kunde ikke forklare sig Modsætningen mellem Grundsætningerne i denne gejstlige Mands Politik og den kristelige Religion.
Ogsaa for Sømændene og deres Sammenslutning var der bleven arbejdet. Det laa i Sagens Natur, at netop Sømændene, der aldrig havde noget blivende Sted, var bleven Samfundets Stifbarn i den sociale Kamp. Jo mere de organiserede sig, des større blev Udsigten til bedre Forhold.
Der maatte kæmpes for Bevarelse af den almindelige Stemmeret, som vi "saa at sige", det er udlagt: med visse Forbehold, er i Besiddelse af i Tyskland. Saksens Eksempel, hvor Valgretten var ble begrænset af Bagstræbet, var et sørgeligt afskrækkende Eksempel. I samme Forbindelse kom Rigsdagsmanden ind paa en Omtale af den preussiske Landdag med "det daarligste af alle Valgsystemer", som Bismarck en Gang havde sagt. Her gjaldt det om at gøre en Ende paa Junkervælden, at faa Socialdemokrater valgt ind i Parlamentet, selv om det skulde ske ved de borgerlige Partiers Hjælp. Socialdemokratiet kæmpede ogsaa for Kvindens Valgret. Det var ikke usandsynligt, at Kvinden vilde være mere uhildet af Partihensyn end Mændene.
Socialdemokraterne krævede endvidere direkte Lovgivning ved Folkets Medvirkning gennem de i Forhold til de afgivne Stemmer kaarede Repræsentanter. Dette vilde for Socialdemokraterne betyde en stor Fremgang, for de Konservative et betydeligt Tab. Valggeometrien skulde ophøre. Det var unormale Tilstande, naar en berlinsk Valgkreds med Hensyn til Indbyggerantallet var lige saa stor som 6 andre ude paa Landet.
Ogsaa ved de kommunale Valg skulde Socialdemokraterne gøre deres Indflydelse gældende. Paa denne Maade vilde de vinde med Hensyn til Betydning overfor hele Statsorganismens Udvikling. Socialismen skulde saaledes skabe praktiske Resultater. I Frankrig var en stor Del af Borgmestrene Socialister; i Preussen kunde der knap være Tale om en frisindet Raadmand. Slige Forhold førte til Hykleri.
I Frankrig fandtes der ogsaa en Minister, der var Socialdemokrat, hvilket havde foraarsaget en Splittelse mellem de franske Partifæller. Alligevel maatte et saadant Samarbejde med de borgerlige Partier godkendes, særlig naar Undersaatternes Frihed og Ret var truet. Reaktionen laa alle Vegne paa Lur. Der var endog blevet talt om Diktatur; som Modværge vilde Arbejderne kun have et eneste Vaaben: Generalstrejken, ikke for hele Verden, men for det paagældende Land.
Talens Indhold kan i det hele taget i Korthed sammensattes i følgende Ord: Socialdemokratiets Fremtid former sig sig ikke paa Talerstolen, ikke ved teoretiske Talemaader, men ved praktisk Arbejde. I saa Henseende henviste Hr. v. Elm til Slutning udførligt til Forholdene i Frankrig og Belgien, som han havde lært at kende paa sin Rejse fra og til Kongressen.
(Hejmdal 8. oktober 1900).
Friedrich Wilhelm Carl Ernst Raab var en antisemitiske politiker i Hamborg. Han blev 1885 selvstændig porcelænsmaler. I sin ungdom var han med i "Deich-Hammerbrooker Jünglingsverein“ som modarbejdede socialdemokrater med en kristelig-social politik. Han bekendte sig også som antisemit. I 1884 grundlagde han den antisemitiske forening "Litteraria“ som 1888 blev til "Deutsche Verein“. I 1890 blev han formand for "Antisemitischen Wahlverein von 1890“. Bl. a. forsøgte han at påvirke de hamborgske borgerforeninger. Han var formand for "Vereins Hamburger Bürger zu St. Georg von 1886“. I 1893 var han med til at grundlægge den antisemitiske "Deutschen Handlungsgehülfen Verband zu Hamburg“, fra 1896 "Deutschnationaler Handlungsgehilfen-Verband". Han var også med til fra 1894 at udgive det antisemitiske "Deutsche Blatt". Da de hamborgske antisemitter blev splittet, sluttede Raab sig til det konservative tysk-sociale parti. 1897-1904 var han medlem af Hamburger Bürgerschaft für die antisemitische Deutsch-soziale Reformpartei. 1898-1912 sad han i Rigsdagen. 1896-1899 sad han i ledelsen af Deutschsozialen Reformpartei og 1900-1912 i Deutschsozialen Partei. Han tabte sit mandat i valgkreds Flensburg-Apenrade 1903, og blev i stedet valgt i den hessiske valgkreds Eschwege-Schmalkalden. Han var således en indflydelsesrig antisemit for middelklassen ved at forbinde sociale spørgsmål med "jødespørgsmålet" i middelklassen og blandt arbejderne.
Adolph Johann von Elm (1857-1916) var en tysk tobaksarbejder, fagforeningsmand, socialdemokrat mv. Han var på grund af socialistlovene flygtet til USA i 1878. I 1885 blev Unterstützungsverein deutscher Cigarrensortierer grundlagt og von Elm blev leder. I 1891 grundlagde han Tabakarbeiter-Genossenschaft (TAG). I 1894 blev han i den 6. slesvig-holstenske valgkreds (Elmshorn-Pinneberg) valgt som efterfølger for Hermann Molkenbuhr i den tyske rigsdag. for SPD. Han sad der indtil 1907. I 1898 tog han initiativ til grundlæggelse af Konsum-, Bau- und Sparverein "Produktion“ eGmbH, Hamburg. Også efter 1900 var han aktiv i oprettelse af en række institutioner som kunne forbedre arbejdernes vilkør. En rækker bygninger og veje i Barmbek og Hamborg er opkaldt efter ham, ligesom der findes mindesmærker.
Restaurant Svejts i Aabenraa blev i 1900 købt af en Sprogforeningen hvor H. P. Hanssen var formand. I de følgende år blev det ombygget til Folkehjem, et samlingspunkt for den danske bevægelse i Nordslesvig bl. a. med bogsamlinger.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar