At København er på gode veje til at blive en verdensstad, mærkes på de forskelligste områder. Moden i verdens storbyer gør sig efterhånden også gældende i vort lille samfund. De mærkeligste udslag af moderne overkultur, om hvilke der i ny og næ er tilflydt os beretninger fra udlandet, under vi en skønne dag omplantede på københavnsk grund.
Vi skal i dag fremdrage et lille eksempel herpå: begravelsespladserne for hunde eller, som de i almindelighed benævnes, hundekirkegårdene har også fundet vej til os. Paris, London, New York og Berlin har længe ejet sådanne dødens haver. Det er derfor ikke underligt at vi også er fulgt i kølvandet.
I ikke mindre end en halv snes år har der nemlig ude på Østerbro eksisteret en sådan begravelsesplads, og den dag i dag florerer den frodigt. På det lille stykke havejord, der løber langs med Østerbrogade, har gartner Preisler stedet en stor mangfoldighed af de kære firbenede husdyr til hvile, og som et synligt vidnesbyrd herom findes endnu derude et betydeligt antal velplejede grave, indgærdede af stensætninger og smykkede med marmorplader, stedsegrønne planter og levende blomster.
Ganske af sig selv og ikke efter nogen forud lagt plan har forholdene medført hundekirkegårdens tilblivelse.
Som forståeligt er, skylder den væsentlig ældre damer sin begyndelse. Det traf sig jo i årenes løb, at en eller anden ældre dame mistede sin eneste, kære ven, den "Trofast" som gennem år havde delt onde og gode tider med sin ejerinde. Var sorgen dyb og oprigtig, nærede de efterlevende det inderlige ønske at komme til at hvile i grav sammen med den firbenede ven. Men da kirkegårds-autoriteterne selvfølgelig stillede sig absolut afvisende overfor et sådant forlangende, faldt det jo ganske naturligt at de pågældende damer i deres nød henvendte sig til gartner Preisler, der så bekvemt residerede udenfor Garnisonskirkegården.
Hr. Preisler der er en elskværdig og tjenstvillig mand, kunne ikke modstå de indtrængende bønner, og således gik det til at den første hundebegravelse som han for ca. 10 år siden arrangerede, lidt efter lidt efterfulgtes af flere, så de årlige begravelser nu endog regelmæssig løber op til en halv snes stykker.
Vor vej faldt i går forbi begravelsespladsen som graverkarlen var så venlig at vise os. Idet han til hver enkelt grav havde små supplerende bemærkninger. Alle gravene bar vidnesbyrd om at være plejede med en rørende omhu og kærlighed. Der fandtes ikke gran af ukrudt på de små jordveje, men på dem alle er tujaer, pelargonier og rosentræer, ja endog frisk afskårne blomster.
"Nå, det er nu ikke hele kirkegården, De ser her," siger graverkarlen, "som årene går, bliver en og anden grav jo glemt og forfalder - Fattigkirkegården som vi kalder den, forsvinder hurtig - men de andre bliver i almindelighed plejede og passede omhyggelig år ud og år ind. Det er jo næsten altid damerne, der begraver deres hunde, men der er dog også herrer, som trolig kommer og ser til gravene, og til "Lille Kvik" dér kommer således næsten daglig en herre med friske blomster. Man skulle såmænd undertiden tro, et det var mennesker de begravede her. Således kan de stå grædende og sørge ved gravene. Som regel bliver hundene jo puttede i en almindelig trækasse med blomster og kranse, men der gives også dem der ofrer virkelige kister - ja "Musse" derovre ligger så sandt i en zinkkiste, men hun er også flyttet tre gange, efter at han først havde stået et halvt års tid med sort fløjlstæppe over sig i sin ejerindes hjem. Hun sørgede nok over den hund som kunne den have været hendes eget barn; ja, folk er undertiden helt underlige overfor deres hunde; jeg hørte således forleden fortælle om en mand, der havde sat 800 kr. ud for sin hund - Gud véd, hvad glæde den skal have af de penge - eller hvad siger De til at begrave dyrene i kostbare fine sjaler. Jeg forstår det ikke, men de folk må vel holde svært meget af deres dyr".
Vi spørger om, hvad nu en sådan begravelse koster. "Ja, det billigste er jo 2 kr., men så kommer der hverken sten om graven eller blomster på den. Skal det til, bliver det jo noget dyrere.
Vi lader et hastigt blik fare hen over de små grave. Alle har de navneplade, enkelte af marmor med forgyldte bogstaver, andre tarveligere sortmalede, men for de flestes vedkommende synes inskriptionen at fortælle at det er et kvindeligt væsen, der i sin sentimentale sorg har rejst sin "Lille Bob", "Lille Vaps", "Lille Kvik", "Lille Rolf", eller hvad de nu alle hedder, et æresminde. Endog en kat, "Lille Pusse", død den 28. Juli 1900, har ene blandt de mange hunde her fundet sit hvilested.
(Dannebrog (København), 17. september 1900).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar